« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindevalgretten i Holland

Af: Martina Kramers

« Se emneord

Kvindevalgretsbevægelsen gaar fremad med hastige Skridt. End ikke Krigen kan standse den. Fik ikke Danmarks Kvinder Valgret i 1915 midt under Krigen!

-  -  -

I September 1915 erklærede den hollandske Regering, at „Borgfre­den" maatte brydes, og Lovgiv­ningsarbejdet tages op i sin vanli­ge Skikkelse. Arbejdet begyndte øjeblikkeligt, og d. 1. November 1915 forelagde Regeringen sit be­budede Forslag til en Grundlovsændring. Dette Forslag indeholder blandt andet Kvinders Valgret og Valgbarhed. Naturligvis har denne Anerkendelse af den fulde politiske Ligestilling mellem Kønnene glæ­det de hollandske Kvindevalgretsforkæmpere, men har dog ikke til­fredsstillet dem, og som de føler, føler store Dele af Befolkningen, hvad der fremgaar af Diskussio­nerne paa de Møder, hvor Forsla­get diskuteres, og af Diskussionen i Pressen.

To politiske Partier, Socialdemo­kratiet og det radikale Parti, har erklæret sig for Kvindevalgretten, og i hver af de andre 4 Partier, som danner 2. Kammer, har Kvindevalgretssagen Venner og Forta­lere.

Den 18. Juli 1916 var der i Am­sterdam en stor Valgretsdemonstration bestaaende af en Proces­sion og et Friluftsmøde, der var besøgt af ca. 18,000 Mennesker. Dette viser tydeligt, at Kvindevalg-retssagen er populær.

Første Del af Processionen dan­nedes af det hollandske Kvindevalgretsforbund. Denne Afdeling af Toget var ordnet af en i den An­ledning nedsat „kunstnerisk Ko­mité". Resten af Processionen dannede de to ovennævnte politi­ske Partier og nogle faglige For­eninger som Lærerindernes o. s. v. Der var 5 Orkestre i Toget, og det varede 50 Minutter at føre Proces­sionen forbi.

I Spidsen kom 3 Ryttere, en sort­klædt Herre og to hvidklædte Da­mer, som bar Valgretsbanneret. Derefter kom unge, hvidklædte Pi­ger, som bar Skjolde med Navnene paa de Stater, hvor der er fuld politisk Ligestilling, og derefter un­ge Damer i gult, som bar Skjolde med Navnene paa de Stater, hvor der er delvis politiske Rettigheder for Kvinderne (f. Eks. Sverige).

Efter disse kom 12 Damer i Grønt, som repræsenterede de hol­landske Provinser og Kolonier. I Midten red en ung Kvinde, der symboliserede Nederlandene. Der­efter kom Hovedstyrelsen i Lands­forbundet, og endelig de forskellige Afdelinger fra Provinserne i alfa­betisk Orden. Mange af Deltager­ne fra Provinsen var klædt i ma­leriske Nationaldragter. Indskriptioner med de hvide og gule Far­ver og Afdelingernes Bannere live­de op hist og her.

Den øvrige Del af Processionen bestod mest af Social-Demokrater med deres røde Bannere og Ind-skriptioner, og den gjorde et helt andet Indtryk.

Man maa huske, at de Dage, der gik forud for Processionen, havde været præget af Mangel paa bil­lig Mad i Byen, hvilket skyldtes den daarlige Forvaltning og For­deling af Levnedsmidler. Der var et Øjeblik, hvor en Gruppe Anarki­ster forsøgte paa at bryde Proces­sionens idet de raabte paa Mad. Politiet greb ind og forhindrede yderligere Optøjer.

Paa det offentlige Møde, som af­sluttede Processionen, lagde Talerne særlig Vægt paa, at Staten be­høver Kvindens Indsigt og Omsorg. Fra hver af de fire Talerstole tal­te et Medlem af Rigsdagen og tre Kvinder, og til Slut blev der fra hver Talerstol vedtaget en ensly­dende Resolution, som kræver po­litisk Ligestilling for Mænd og Kvinder. Demonstrationen vakte umaadelig Opsigt. Pressen var vel­villig med Undtagelse af Anarki­sternes. Disse har forøvrigt forny­lig faaet Tilslutning fra Hollands største Forfatterinde.

Muligvis vil dette stærke Udtryk for Kvindevalgretsbevægelsens Po­pularitet i den hollandske Nation bringe os Sejren, naar vor Konsti­tution nu skal ændres. Det mang­ler ikke paa de Tegn til Sejr, som i Almindelighed viser sig ved saadanne Lejligheder. Jeg tænker her paa Kvindevalgretsmodstandernes Arbejde. Disse Modstandere ind­gav en Adresse med 43,000 Navne. Hvorledes de har samlet disse, ved ingen, heller ikke hvem, der har samlet dem. Ca. 50 Medlemmer forlod Kvindevalgretsforbundet, idet de erklærede, at det nu var deres Overbevisning, at Kvindens Rettigheder aldrig vil kunne opnaas gennem politiske Partiers Hjælp. Begge disse Bevægelser kan med Lethed afvises med det Hovedregnestykke, at de to Andra­gender fra Kvindevalgretsforbun­det og det socialdemokratiske Par­ti fik over 1/2 Million Underskrifter paa deres Forlangende om poli­tisk Ligestilling, og at de 47 Med­lemmer, som forlod Kvindevalgretsforeningen er blevne erstattet af 302 nye, og at der stadig hver Dag er Tilgang.

Man ser altsaa, at vore Udsigter er lyse, men - Krigen raser sta­dig, og hvem ved, hvad Morgenda­gen vil bringe.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner