« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindevalgretten i Holland
Kvindevalgretsbevægelsen gaar fremad med hastige Skridt. End ikke Krigen kan standse den. Fik ikke Danmarks Kvinder Valgret i 1915 midt under Krigen!
- - -
I September 1915 erklærede den hollandske Regering, at „Borgfreden" maatte brydes, og Lovgivningsarbejdet tages op i sin vanlige Skikkelse. Arbejdet begyndte øjeblikkeligt, og d. 1. November 1915 forelagde Regeringen sit bebudede Forslag til en Grundlovsændring. Dette Forslag indeholder blandt andet Kvinders Valgret og Valgbarhed. Naturligvis har denne Anerkendelse af den fulde politiske Ligestilling mellem Kønnene glædet de hollandske Kvindevalgretsforkæmpere, men har dog ikke tilfredsstillet dem, og som de føler, føler store Dele af Befolkningen, hvad der fremgaar af Diskussionerne paa de Møder, hvor Forslaget diskuteres, og af Diskussionen i Pressen.
To politiske Partier, Socialdemokratiet og det radikale Parti, har erklæret sig for Kvindevalgretten, og i hver af de andre 4 Partier, som danner 2. Kammer, har Kvindevalgretssagen Venner og Fortalere.
Den 18. Juli 1916 var der i Amsterdam en stor Valgretsdemonstration bestaaende af en Procession og et Friluftsmøde, der var besøgt af ca. 18,000 Mennesker. Dette viser tydeligt, at Kvindevalg-retssagen er populær.
Første Del af Processionen dannedes af det hollandske Kvindevalgretsforbund. Denne Afdeling af Toget var ordnet af en i den Anledning nedsat „kunstnerisk Komité". Resten af Processionen dannede de to ovennævnte politiske Partier og nogle faglige Foreninger som Lærerindernes o. s. v. Der var 5 Orkestre i Toget, og det varede 50 Minutter at føre Processionen forbi.
I Spidsen kom 3 Ryttere, en sortklædt Herre og to hvidklædte Damer, som bar Valgretsbanneret. Derefter kom unge, hvidklædte Piger, som bar Skjolde med Navnene paa de Stater, hvor der er fuld politisk Ligestilling, og derefter unge Damer i gult, som bar Skjolde med Navnene paa de Stater, hvor der er delvis politiske Rettigheder for Kvinderne (f. Eks. Sverige).
Efter disse kom 12 Damer i Grønt, som repræsenterede de hollandske Provinser og Kolonier. I Midten red en ung Kvinde, der symboliserede Nederlandene. Derefter kom Hovedstyrelsen i Landsforbundet, og endelig de forskellige Afdelinger fra Provinserne i alfabetisk Orden. Mange af Deltagerne fra Provinsen var klædt i maleriske Nationaldragter. Indskriptioner med de hvide og gule Farver og Afdelingernes Bannere livede op hist og her.
Den øvrige Del af Processionen bestod mest af Social-Demokrater med deres røde Bannere og Ind-skriptioner, og den gjorde et helt andet Indtryk.
Man maa huske, at de Dage, der gik forud for Processionen, havde været præget af Mangel paa billig Mad i Byen, hvilket skyldtes den daarlige Forvaltning og Fordeling af Levnedsmidler. Der var et Øjeblik, hvor en Gruppe Anarkister forsøgte paa at bryde Processionens idet de raabte paa Mad. Politiet greb ind og forhindrede yderligere Optøjer.
Paa det offentlige Møde, som afsluttede Processionen, lagde Talerne særlig Vægt paa, at Staten behøver Kvindens Indsigt og Omsorg. Fra hver af de fire Talerstole talte et Medlem af Rigsdagen og tre Kvinder, og til Slut blev der fra hver Talerstol vedtaget en enslydende Resolution, som kræver politisk Ligestilling for Mænd og Kvinder. Demonstrationen vakte umaadelig Opsigt. Pressen var velvillig med Undtagelse af Anarkisternes. Disse har forøvrigt fornylig faaet Tilslutning fra Hollands største Forfatterinde.
Muligvis vil dette stærke Udtryk for Kvindevalgretsbevægelsens Popularitet i den hollandske Nation bringe os Sejren, naar vor Konstitution nu skal ændres. Det mangler ikke paa de Tegn til Sejr, som i Almindelighed viser sig ved saadanne Lejligheder. Jeg tænker her paa Kvindevalgretsmodstandernes Arbejde. Disse Modstandere indgav en Adresse med 43,000 Navne. Hvorledes de har samlet disse, ved ingen, heller ikke hvem, der har samlet dem. Ca. 50 Medlemmer forlod Kvindevalgretsforbundet, idet de erklærede, at det nu var deres Overbevisning, at Kvindens Rettigheder aldrig vil kunne opnaas gennem politiske Partiers Hjælp. Begge disse Bevægelser kan med Lethed afvises med det Hovedregnestykke, at de to Andragender fra Kvindevalgretsforbundet og det socialdemokratiske Parti fik over 1/2 Million Underskrifter paa deres Forlangende om politisk Ligestilling, og at de 47 Medlemmer, som forlod Kvindevalgretsforeningen er blevne erstattet af 302 nye, og at der stadig hver Dag er Tilgang.
Man ser altsaa, at vore Udsigter er lyse, men - Krigen raser stadig, og hvem ved, hvad Morgendagen vil bringe.
