« Tilbage til søgeresultaterne

Svar til Karen Johansen

Af: Th Daugaard

« Se emneord

Det Spørgsmaal, Karen Johansen indledede paa D. K.s Aarhusmøde, er altsaa et helt andet end det Spørgsmaal, der blev rejst og diskuteret her i Bladet i Maanederne forud for Mø­det, og som jeg ogsaa troede, det var Meningen at forhandle ved Landsmø­det i Aarhus. 

Det Spørgsmaal, der oprindelig blev stillet her i Bladet, var: 

„Haster det for danske Kvinder at følge, de paatrængende Indbydelser som de bestaaende politiske Partier direkte og indirekte udsender til Kvin­derne, og hvori de anbefaler sig selv som de rette politiske Oplysningskilder og advarer imod „Stemmespildet" og prædiker „Indflydelsesteorien"."  Det Spørgsmaal, K., J. indledede i Aarhus, er, hvis jeg da nu har forstaaet hende rigtig:

”Hvorledes skal de Kvinder, der véd hvad Politik er, bedst gøre sig gældende i dansk Politik - enten i el­ler udenfor de bestaaende Partier?"

Disse to Spørgsmaal er jo saa vidt forskellige, at jeg - dog med Respekt for den begrænsede Plads - skal tillade mig at forklare, hvorledes det er gaaet til, at jeg for min Del har troet, at det var en og samme Ting, vi talte om. -

Jeg skal gerne, hvis jeg har nogen Skyld i denne Misforstaaelse, lade mig overbevise derom. Jeg maa maaske da til Gengæld have Lov til at bekla­ge, at Karen Johansen ikke tydelige­re, end det skete i Aarhus, fik sagt, hvad det var, hun vilde tale om. Titlen „Kvinderne og Partierne" favner da til at begynde med altfor vidt, naar man kun vil tale om en Del - efter min Tro langt den mindste Del

 - af Kvinderne, nemlig de Kvinder, der er sadelsikre i Politik; thi kun om dem, der véd, hvad det er, de vælger imellem, kan der fornuftigvis være Tale, naar man vil drøfte, hvilken af to Ting, de helst skal vælge.

Hvad der ogsaa bragte mig til at læ­se K. J.s Indlæg i Aarhus som et Svar paa mit Spørgsmaal, var bl.a.: hendes fortsatte Omtale af „Kvinderne", hen­des Undersøgelser af Partierne som de rette Oplysningssteder, endvidere hendes Udtalelse om de „Masser af Kvinder", som hidtil har staaet fuldstændig ligegyldige, men som nu Landet over melder sig ind i de politiske Partier (noget hun ikke synes, man maa forarge sig over), og hendes Paapegen af den Fare disse uoplyste lige­gyldige Kvinder kan blive for Kvinde­sagen indenfor Partierne, hvis de ik­ke træffer kvindesagsinteresserede Mennesker i disse.

Alt dette er jo Forhold, der staar i nærmeste Berøring med mit Spørgsmaal, og jeg maa i hvert Fald have Lov til at fastholde, at det ikke fremgaar klart af K. J.s Indlæg, naar hun taler om de politisk-vidende (efter mit Skøn forholdsvis faa), og naar om de Tusinder og atter Tusinder, jeg he­le Tiden har tænkt paa, og som ikke er blevet politisk kyndige, fordi de er blevet politisk myndige.

Nu er Misforstaaelsen altsaa klaret gennem K. J.s ovenstaaende Artikel, som jeg alene af den Grund vil takke hende for.

Maa jeg da foreslaa Dem, Karen Johansen, at vi diskuterer de to Spørgsmaal klart og tydeligt for sig. Maa jeg da bede Dem overveje mit, og jeg vil da straks tillade mig at udtale mig til Deres.

I Overensstemmelse med, hvad jeg flere Gange mener at have haft Lejlig­hed til at sige, vil jeg atter gentage:

1.  Jeg anser det for det eneste for­nuftige, at Kvinder, der har en poli­tisk Overbevisning, der falder sam­men med et af de bestaaende fire poli­tiske Partier, melder sig ind i dette Parti, og der gør deres Indflydelse gældende.

2.  Jeg anser det for meget vanske­ligt, med den nuværende Valglov for umuligt, at Kvinder, der har en poli­tisk Overbevisning, som ikke tillader dem at gaa ind i et af de fire bestaa­ende Partier, kan udrette andet „posi­tivt  Arbejde" udenfor Partierne  end det at søge at sprede deres politiske Opfattelse og samle sig til et nyt Parti.

Maaske kan andre her se Udveje. Det vil jo fremgaa af den saglige Dis­kussion, som vi nu forhaabentlig kan begynde at føre, og som jeg er enig med Dem i, at vi, der tænker alene paa Sagen, har Pligt til at gøre vort til at frembringe.

Jeg tror, at min Opfattelse, som jeg her atter har fremsat den, falder sam­men med Deres. Vi er vistnok, hvad det af Dem rejste Spørgsmaal angaar, enige.

Jeg længes nu efter at se, om vi ik­ke ogsaa skulde være enige om Besva­relsen af det af mig rejste Spørgs­maal i Forening: pure at forkaste de politiske Partier som paalidelige Læ­resteder for de Kvinder, der trænger til uhildet politisk Oplysning og Paavirkning for derved at blive i Stand til at træffe Valget: i eller udenfor Partierne, og som Følge af denne vor Mening kraftigt at modarbejde den Jagt paa disse nyfødte uoplyste Væl­gere, som vi jo begge ved, drives af de politiske Partier.

En uforbeholden Tiltrædelse af dette - ikke et „baade ja og nej", som De siger i Deres Aarhus-Indlæg - vil skabe det Fællesgrundlag, ud fra hvilket vi alle kan tale om, ved hvilke Midler man kan tænke sig at komme dem til Hjælp, som har politisk Overbevisning, men er hjemløse indenfor de bestaaende Partier og komme dem til Hjælp, som af en el­ler anden, god eller daarlig, Grund er politisk uoplyste og derfor ude af Stand til at vide, hvor de hører hen. Det er unødvendigt for mig her at gentage min stadig stigende Frygt for den Fare, der ligger i, at halv eller lidet oplyste eller endog - som De skildrede dem - fuldstændig ligegyl­dige Kvinder melder sig ind i et af de bestaaende politiske Partier, som de ikke véd, hvad er.

Jeg beder ogsaa om, at vi ikke maa glide ud i Udviklinger om, hvorvidt der findes uoplyste Kvinder eller ej. Vi véd, at de findes, og det i saa stort et Tal, at vi maa regne med dem, li­ge saa vel som med de - efter mit Skøn - langt færre Kvinder, der har haft Tid og Lejlighed til at erhverve sig en politisk Overbevisning.

Ja, kære Karen Johansen, saa har De en Del Indvendinger at gøre mod flere af de Udtryk jeg benytter i min Artikel i Bladets Nr. 14.

Maa jeg nu allerførst bede Dem erindre, at jeg, af Grunde, som jeg har nævnt i Begyndelsen af denne Artikel, var under det Indtryk, at De­res Aarhus-Indlæg beskæftigede sig med mit Spørgsmaal og ikke udelukkende med det af Dem rejste helt nye Spørgsmaal, hvor De efter min Me­ning paa en Maade, som har forvir­ret, blander de to Begreber:

„Kvinderne og de politiske Partier" og „Politisk oplyste og interesserede og de politiske Partier."

Skulde de to Spørgsmaal undersøges for Mændenes Vedkommende, vil­de man jo ikke tale om „Mændene og de politiske Partier", naar man kun tænkte paa de Mænd, som har Vilje og Evne til at gøre et „positivt Arbej­de" og ikke - eller først i næste Ræk­ke - paa dem, der hverken har Kend­skab til eller Interesse for Politik, men som har vænnet sig til at stemme ef­ter en løs Fornemmelse af hvor „de hører til".

Dernæst maa jeg erkende, at jeg - vist fordi det var Dem, jeg svare­de - maaske ikke var saa forsigtig i mit Ordvalg, som jeg vilde have væ­ret, hvis jeg havde at gøre med Ind­sendere, der leder efter skjulte Hen­tydninger bagved det, der staar. Har jeg været for skødesløs i mit Ordvalg og derved kommet til at saare eller mishage Dem, da véd De sikkert og­saa, at jeg er Dem taknemmelig, for­di De giver mig Lejlighed til at gøre Dem en Undskyldning herfor - hvil­ket jeg altsaa herved gør.

Da De har ment det fornødent at spørge mig, om jeg ved mine Udta­lelser har villet sigte Dem for at frem­stille en Sag anderledes end De tror den er, skal jeg ikke et Øjeblik tøve med at svare, at noget saadant aldrig har strejfet min Bevidsthed. Jeg tør maaske ogsaa - uden at komme for langt bort fra Sagen - udtale, at mit Indlæg ikke er skrevet for at lægge en Martyrkrone om nogens - mindst om mit eget - Hovede; ikke heller har jeg villet udtale nogen Underkendelse af det Arbejde, som Parti-Kvinder, (hvis De ikke synes om „autoritets­tro") til min og manges Beundring har udrettet indenfor D. K.

Med disse Bemærkninger skal jeg nøjes overfor Deres Ræsonnement i Anledning af mine Udtryk og min Berettigelse til at benytte disse, ihvor­vel der var en hel Del for mig at ind­vende. Jeg skal følge Deres eget Raad og ikke fortabe mig i, Biting, der er Sagen uvedkommende.

Det er altsaa nu det fremtidige Ar­bejde, som De rigtig siger, at vi skal udtale os om; men dette Arbejde er delt i to Grene:

1.   Et Arbejde af dem, der beher­sker den fornødne politiske Kundskabsmængde.

2.   Et Arbejde af og for dem, der først skal erhverve sig Indsigten.

Jeg haaber, at jeg med denne Arti­kel har hjulpet Dem i Deres bebude­de Forsøg paa at dreje Diskussionen ind i et andet Spor og imødeser med Forventning Deres saglige Udtalelser til de to Spørgsmaal.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner