« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Oldmester.
Der er Bøger, som aldrig bliver gamle. Til disse hører Oldmester og hans Bog, udgivet af Dr. juris Ernst Møller. Under et Besøg i Jylland for nogle Uger siden læste jeg denne Bog og med saa megen Glæde, at jeg uvilkaarlig maatte tale og skrive om den til andre; gøre andre opmærksom paa den. Hvad Mennesket trænger til og kan optage i sit Sind af Tanker udefra, er til en vis Grad forskelligt efter Alder og Tilstand, men der er nogle Ideer og Tanker, der kan optages af os alle allerede fra vi er ganske smaa og saalænge vi overhovedet kan tænke og føle, hvis de blot til enhver Tid gives os i den rette Form. Til den Slags hører Ideerne og Tankerne i Oldmesters Bog. Enhver, som tænker over sine Tanker og Handlinger og hvad han ser omkring sig, vil finde Glæde og Styrke ved Oldmesterens Ord, lære noget, se et og andet Forhold i et nyt Lys og gaa klogere videre. Men - Oldmester kan ikke blot laanes og læses en Gang. Den har Andagtsbøgernes Karakter. Man bør eje den; for dens Tanker tilegnes kun gennem gentagen Læsning. Den hører til paa Ens Boghylde blandt Salmerne og de tankerige Digte; blandt de kæreste Haandbøger; dem, man aldrig kan læse nok.
Gennem Oldmester og hans Bog lærer man fire Mennesker at kende, først hin Oldtidens kinesiske Vismand selv, den navnkundigie Laotse, hvis Tanker først nu findes paa vort Sprog; dernæst den karakterfulde Mester Kwang, endvidere Mester Kung eller Kungfutse og endelig den danske Tænker, Dr. juris Ernst Møller, som paa en saa ejendommelig Maade indfører de tre Oldtidens Vise i vor Tankeverden.
Man kan spørge, om vi da virkelig, ikke staar det gamle Kinas Tænkere altfor fjernt. Man kan synes, at Livet i Nutiden maa være uendelig forskelligt fra Livet for to-tre tusind Aar siden, tilmed i Antipodernes Land. Men vi kan lære af Oldmester, at Menneskelivet er i alt væsentligt det samme nu som dengang og i Kina som i Danmark. Menneskets Fristelser og Trængsler er de samme, og Sjælens Idealer er uforandrede og - uforanderlige. Hvad der derfor hjalp den Tids Mennesker i deres Stræben efter at være gode, hjælper os den Dag i Dag. Det er følgelig en fortjenstfuld Gerning at udvide vor Synskreds til Tiderne bagved Kristendommens Tilblivelse og vise os, at Livets Kilder sprang saa klare da som nu. Er det ikke dybt beroligende at se, at føle, at det er sandt det Ord, hvormed Bogen indledes?
„Bagved alt Liv er der en stærk Strøm, som ikke kan standses; dybe Vande rinder virkelig der.”
Denne Opfattelse lærer Sjælene ikke af hverandre. Hver føder den af sig selv. Den er selve Livets vidnende Tale gennem Menneskene. Ogsaa Ingemann skrev, at „Livskilden springer hvor evigt den sprang.” Lad os da hvorsomhelst vi finder det, taknemlige tilegne os dens nærende Vand. Men der er Mennesker som vil sige, at de forstaar ikke Oldmester, for hans Tale er filosofisk. Ja, vist; hans Ord er dybsindige og forstaas ikke uden Eftertanke, men uden Eftertanke tilegner man sig intet. Vist er hans Tale filosofisk, men hvad er Filosofi? Filosofi er ganske simpelt Kærlighed til Visdom, og filosofisk i den Forstand, at de er saa indviklede, at de ikke kan fattes med det forstandige og tænksomme Menneskes Aand og Hjerte, er Oldmesters Ord ikke.
Dr. Ernst Møller indfører i Oldmester Brugen af en Del Ord, der er ualmindelige, og som det koster lidt at blive fuldtud fortrolig med, men de er i de fleste Tilfælde nødvendige, og de bør ikke forskrække os. Siden Thakerays Bog em Snobberne fik Indpas i Danmark, er Ordet Snob bleven optaget i Sproget, men hvad skal vi med dette fremmede Ord? At det ikke straks blev oversat til Ordet Gnub er Oversætterens Fejl. I Virkeligheden er det, at en Person gnubber sig op ad en anden, ganske det samme som Englænderen forstaar ved at snobbe. Gnub er saaledes et gammelt dansk Ord, som her bringes paa sin Plads i Sproget og bør fortrænge det fremmede.
Et ganske nyt Ord er Almon, som dog har en egen dansk Tone. Man føler straks, det er et naturligt Skud af Sproget. Almon er Udtryk for det Uudgrundelige og Evige, alle Tings Ophav og Grund og Maal. Almon er i Bogen nærmere forklaret, og Ordets Nødvendighed er indlysende. At drøfte disse nye Ord er belærende og udviklende, idet man uvilkaarlig vil begrunde sin Tagen-Stilling til dem og høre andres Mening. Paa disse Punkter finder man Stof til at tale med andre om Oldmester og hans Bog, men ellers er den alene for Menneskets stille Tanke, handlende om det Uudsigelige, og talende til det, som er inderst i Menneskets Væsen. Derfor staar der med Rette:
„Hvo som kender Almon drøfter det ikke; hvo som taler derom kender det ikke.”
Det er som med hint Navn, som Jøderne af Ærefrygt ikke udtalte. Det Hellige har sit Gem i Sjælens Tavshed, Det skal dyrkes i Fred. Kun saaledes lever Mennesket i Almon. Kort sagt, om Almon sludrer man ikke.
Af andre Ord, der vækker Interesse er Dydsdrog. Et Drog kender vi nok, men ikke i Sammenhæng med Dyd. Men Ordet er godt. Et Dydsdrog er et Menneske, som har lyttet til en enkelt Lærer, og som gaar opblæst bort. Et Dydsdrog har ikke Dømmekraft eller bruger den ikke, men blærer sig selvbehagelig med de Dydslærdomme han har hørt.
En Dydssnylter er vel nærmest hvad vi hidtil kaldte en Hykler.
En Dydsslider er en, der paatager sig altfor store Pligter og slider sig ihjæl under Stræben efter at opfylde dem. Til Visdom hører, at man kender eller søger at holde sig klar over sine Evners Grænser. At af sig selv paatage sig for store Byrder er ligesaa forkasteligt som at ikke paatage sig Livets Arbejder, der naturligt tilfalder En. Hvad og hvormeget bliver det enhvers alvorlige Opgave at faa besvaret i sig selv.
Der vil selv i de mest gennemtænkte Værker altid være Tankeløb, man ikke finder gennemført. Det gør heller ikke noget, hvis Læseren kan tænke selv. Da har man sin Interesse af at gøre sig klart, hvad der følgerigtigt burde have staaet. Jeg skal gøre opmærksom paa, hvad den store Røver Kih siger til Mester Kwang om sit Fags Dyder: „Der udkræves Visdom til at vejre Byttet, Mod til at gaa først ind og Offersind til at komme sidst ud, Kløgt til at beregne Heldet og Retfærd til at dele Byttet. Der har aldrig eksisteret nogen stor Røver, som har været uden disse fem Dyder.”
Er det ikke herligt at høre, at selv en Røver i sin Stræben har Idealitet?
Men er der mere end tre Dyder, Mod, Offersind og Retfærd?
Til at vejre Byttet kræves ikke Visdom. Visdom brugt i denne Sammenhæng er Misbrug af Ordet. Der kræves simpelthen Evne til at vejre Byttet. Visdom er højt ophøjet over dette. Visdom er af Aand.
Kløgt til at beregne Heldet maa ogsaa siges at være forkert. Maaske dette ligger i Oversættelsen fra kinesisk til engelsk eller tysk. Man kan ikke beregne Heldet, men kun Mulighederne for at gennemføre Røveriet.
Hvis man ved Eftertanke kan finde Oldmesterens egen Tanke som gennem Oversættelserne kan være formørket, er det ingen Skade til. Jeg er ikke vis paa, at der i den kinesiske Tekst oprindelig har staaet: „Sande Ord er ikke fagre; fagre Ord er ikke sande.” De sande Ord har nemlig ofte en egen ophøjet Skønhed. Men naturligvis: ved Sandheden er ikke tænkt paa Skønheden, og hvor det kom an paa at sige fagre Ord, var Sandheden kastet tilside eller en Biting. Dette er vel ogsaa Oldmesterens Mening. Men læs Bogen og tænk selv!
Ingeborg Raunkiær.
En Bog om Joseph Fels.
Af Mary Fels.
Hans Syn paa Kvindesagen.
Denne jævne Bog om en god Mand, skrevet af den, der har kendt ham bedst, er et af de mest værdifulde Bidrag jeg længe har set, til Forstaaelse af vor Tids Skavanker og den Lægedom der gives for dem. De rige Erfaringer, som disse to Mennesker i Fællesskab har høstet, i deres oprigtige og utrættelige Stræben efter at hjælpe Menneskeheden til bedre Vilkaar, og de kloge, retskafne Slutninger, som disse Erfaringer har ført dem til, gør Bogen til en virkelig Skat for alle, der stræber i samme Retning.
Fels viede sit store, personlige Arbejde til Afskaffelse af Privatmonopolet paa Jordværdierne, dvs, til Fremskridtet. Hans Skuffelser i de mangfoldige Forsøg, hvormed han gennem Aarene har søgt at mildne Nøden, hvor han traf den, havde naturnødvendigt ført ham til Forstaaelse af, at intet andet kan hjælpe Mennesker end at gøre dem fri til at hjælpe sig selv, og det kan kun ske ved at frigøre den baandlagte Plads, aabne den ledige Jord for de ledige Hænder.
Men al Stræben efter Frihed og Retfærdighed fulgte og støttede han med sin varme Tilslutning og af sine rige Midler. Et Afsnit af Bogen handler om hans Syn paa Kvindesagen og hans Grunde til at støtte den. Det fortjente at aftrykkes helt, til Glæde for dette Blads Læsere, men Pladsen tillader det næppe, og desuden vil det nok blive tilgængeligt paa anden Maade, da Bogen utvivlsomt vil blive oversat til dansk. Hr. og Fru Fels har jo mange Venner her i Landet, fra deres gentagne Besøg.
Fru Fels har endog efter sin Mands Død været her, sidst som Medlem af Ford Ekspeditionen.
Blot et lille Citat til Slut: „Hans Trosbekendelse indeholdt blot denne Artikel; Frihed og lige Muligheder for alle Mennesker. Han indsaa ikke, hvorfor Kønnet skulde afskære noget Menneske fra at øve Indflydelse paa de Arbejdsvilkaar som dog alle maa dele - Borgerpligt maa give Borgerret. Men han havde ogsaa en anden Grund, det var hans Tillid til den gennemtrængende Indsigt og det Greb om det væsentlige, der karakteriserer enhver Virksomhed, som Kvinden paatager sig. De naturlige Formidlere og Forvaltere af al Indtægt vilde ikke være længe om at anvende deres intuitive Viden og indvundne Erfaringer paa Samfundets Økonomi. Det er vanskeligt at tænke sig en Stat, i hvis Ledelse Kvinderne tager passende Del, der vilde tillade nogle faa Individer at monopolisere og udbytte alle Kilder til Frembringelse af Livsfornødenheder, medens Folkets store Masse holdtes i afhængig, beskyttet, tilset og foreskreven Trældom. Han havde stærk Tro til at Kvinderne hurtigt vilde vide at trænge igennem Forstillelsens Gærde og opdage den Uretfærdighed, som ligger bagved.”
Signe Bjørner.
