Kvinderne og de politiske Partier

Mulighederne for at blive misforstaaet er stor her i Verden; det maatte jeg sande, da jeg læste Frøken Daugaards Artikel i dette Blads Nr. 16. Enten maa jeg have en sørgelig Evne til at udtrykke mig uklart, eller ogsaa maa Frk. D. have en vis Evne til at misforstaa; om det vil lykkes mig at opklare Misforstaaelsen, tør jeg intet sige om; men jeg prøver endnu en Gang.

Jeg maa først gøre opmærksom paa, at jeg intet Øjeblik har sagt el­ler skrevet, ja jeg har end ikke tænkt paa, at jeg i Aarhus vilde ta­le om, hvorvidt det hastede med, at Kvinder skulde melde sig ind i de politiske Partier eller ej. Derimod var det paa mit Forslag, at Emnet »Kvinderne og de politiske Partier« blev drøftet ved Fællesmødet. Og jeg kan ikke indse, altsaa heller ikke indrømme, at jeg i min Indledning har gjort mig skyldig i en saadan Begrebsforvirring som den, Frk. D. beskylder mig for. Mit Indlæg i Aarhus drejede sig om, hvad de Kvin­der, som ved hvad Kvindesag er, indenfor de politiske Partier kan ud­rette for denne Sag, samtidig med, at de tager Del i det almindelige politi­ske Arbejde; blandt andet pegede jeg paa det Arbejde, der indenfor de po­litiske Partier kunde gøres mellem de Kvinder, hvoraf man vilde træffe mange, der, indtil de havde faaet Valgretten, havde Staaet ligegyldige baade overfor Kvindesag og Politik. Jeg synes, det i højeste Grad drejer sig om Kvinderne, de ligegyldige som de interesserede, og de politiske Partier. Jeg sagde ogsaa, at saa vidt jeg kunde se, kunde man ikke faa direkte Indflydelse paa Løsningen af de politiske Spørgsmaal uden gen­nem de politiske Partier; særlig fik de udenfor ikke Spor af Indflydelse paa, hvem der blev stillet op til Valg. Hvorvidt det under disse Forhold ha­ster med at melde sig ind i Partierne eller ej - ja, det overlod og overlader jeg til Folk selv at dømme om. Jeg gik nemlig ud fra – og jeg mener med Rette - at jeg paa Fællesmødet ikke talte til en Flok ligegyldige Kvinder, der ønskede at lade fem væ­re lige, men tværtimod til Kvinder, der, selv om de stod famlende og uafgjort overfor Spørgsmaalet: in­denfor eller udenfor Parterne, var levende interesserede i at vinde Klar­hed over, hvad der kunde udrettes og opnaas indenfor Partierne og hvad udenfor. Det sidste overlod jeg til min Medindleder at sige noget om. Jeg havde i Forvejen ikke ladet no­gen være i Tvivl om, at mit Indlæg vilde komme til at dreje sig om Kvinderne i Partierne, og at det maatte blive den anden Indleders Sag at tale om Kvindernes Arbejde udenfor Partierne. Paa den Maade kom alle Kvinder med: de ligegyldi­ge og de interesserede, de vidende og de uvidende, de indenfor og de uden­for Partierne. Jeg kan ikke se andet, end at Indholdet af mit Indlæg i Aarhus og dettes Titel svarer saa godt til hinanden, som man med Ri­melighed kan forlange. At jeg ikke talte særlig for og om de mange li­gegyldige og uvidende Kvinder, som findes, er en Selvfølge; jeg taler na­turligvis ikke til Mennesker, som jeg ikke mener er til Stede, hvad Nytte skulde det være til.

 

Jeg er enig med frøken Daugaard i, at »det eneste fornuftige, Kvinder Kan gøre, der har en Overbevisning, som falder sammen med et af de bestaaende fire politiske Partier, er at melde sig ind i dette Parti og der gøre deres Indflydelse gældende«; li­gesom i Aarhus anbefaler jeg dem at gøre det og ikke lade sig skræmme af, at der er adskilligt ved hvert Parti, som de ikke synes om; gaa ind i Partiet og gør saa dér, hvad De kan for at faa det uheldige, de synes, der klæber ved deres eget Parti og ved Partivæsenet i det hele, fjernet. Jeg er ogsaa enig med Frk. D., naar, hun »anser det for meget vanskeligt, med den nuværende Valglov for umuligt, at de Kvinder, der har en politisk Overbevisning, som ikke til­lader dem at gaa ind i et af de fire bestaaende Partier, kan udrette an­det »positivt Arbejde« udenfor Parti­erne end det at søge at sprede deres politiske Opfattelse og samle sig til et nyt Parti.« Jeg har fuldstændig samme Opfattelse og kan kun ønske, at det mulig ny Parti maa undgaa nogle af de Skavanker, hvorpaa de gamle - jeg skal være den sidste til at nægte det - er saa rige. Derimod kan jeg ikke »pure forkaste de politiske Partier som Læresteder i Poli­tik« - det være sig for Kvinder eller Mænd. Jeg har nemlig selv indenfor Partierne faaet adskillig Oplysning i Politik, som jeg har al Grund til at være taknemlig for; og hvis vi skal pure kassere de politiske Partier som Oplysningssteder for Politik, maa vi med det samme pure kassere de al­lerfleste Mænd, der staar i praktisk politisk Arbejde som politiske Oplysere, thi de hører saa godt som alle hjemme i et eller andet af de fire po­litiske Partier. Jeg tror ikke, det vilde være heldigt at kassere dem som politiske Oplysere alene af den Grund. Gør vi det, bryder vi med det samme Staven over det meste af det politiske Oplysningsarbejde, Dansk Kvindesamfund, hidtil har ført; det er nemlig, for en stor Del udført ved Hjælp af Mænd, der hørte hjemme i Partierne.

Noget andet er, at den Oplysning, man faar i et Parti, altid trænger til at mødes med Kritik; det har jeg allerede før gjort opmærksom paa. Som jeg sagde i Aarhus, anser jeg det for en af Dansk Kvindesamfunds allervigtigste Opgaver at give os Vaaben i Hænde til at øve en saadan Kritik paa en skønsom og fornuftig Maade.

Jeg har endnu lidt paa Hjertet i Anledning af Frk. D.s Sidste Artikel.

Frk. D. synes, ikke, at jeg forarges over, at »ligegyldige og uoplyste Kvinder« melder sig ind i Partierne. Jeg indrømmer, hun har Ret: jeg forarges ikke. Af Natur er jeg ikke uden Anlæg for den Følelse; men jeg har opdaget, at det er den goldeste og ufrugtbareste af alle Følelser, og derfor søger jeg at give den saa lidt Plads som muligt. Jeg kan se det uheldige i det baade af Frk. D. og mig paapegede Forhold, men jeg kan - hverken med eller uden Forar­gelse – hindre, at det finder Sted; ja, jeg kan end ikke, saaledes som Forholdene nu engang er, indse, hvorledes det i det hele taget skal kunne hindres. Den Valglov, som er Skyld i denne Masseindfangning eller Masseinddrivning baade af Mænd og Kvinder, er en Kendsgerning, som vi kan være ked af - det er jeg - men som vi maatte regne med, og som vi foreløbig ikke kan faa lavet om, i hvert Fald ikke uden gennem Arbejde i Partierne. Men kan vi ikke faa Tingen forandret, maa vi tage den, som den er, og gøre hvad vi kan for at afværge den mulige Skade; jeg tror for min Del, at megen Skade afværges, hvis de »ligegyldige og uvidende«, hvoraf mange har Forudsætning for at bli­ve »interesserede og vidende«, in­denfor hvert Parti møder Kvinder, der hverken er ligegyldige eller sær­lig uvidende.     

Naar jeg opfordrer Kvinder til at melde sig ind i de bestaaende Par­tier eller arbejde for at danne et nyt Parti, maa jeg indrømme, at jeg tror, det har noget at sige, at vi kommer med nu. Denne min Tro skyldes mulig, som Frk. D. siger i dette Blads Nr. 14, Kortsynethed; men aldeles afgjort er dette dog nok ikke. Iveren, for at komme med nu kan jo baade hos mig og andre skyldes, at vi ser, der ligger Spørgsmaal for i den nærmest kommende Tid, Spørgsmaal, som vi grumme nødig vil have skal afgøres paa en Maade, som strider imod, hvad vi anser for at være ret og rigtigt; er det saa ikke naturligt, at man søger at gøre sin Indflydelse gældende ad den eneste Vej, ad hvilken det un­der de nuværende Forhold er mulig at komme frem.

Selve den Usikkerhed, som Frk. D. peger paa præger Partierne i Tiden, kan blive en Fordel; den kan gøre, at vi kan faa Indflydelse paa, hvor­ledes de faste Rammer skal blive, efterhaanden som de usikre Former afløses af disse. Naturligvis maa vi være forberedte paa i Partierne at møde Forsøg paa, at faa os til at gaa paa Akkord med mangt og me­get, som vi anser for Uret; da gæl­der det; saa skal det vise sig, om vi har Kræfter til at holdte fast paa det, vi anser for det rette, selv om det bringer os paa Kant med Partiledel­sen. Bøjer vi os altid for den eller for Flertallet uden at arbejde paa at faa det, som vi anser for galt, rettet, ja saa maa vi helst blive ude af Partierne. Bøjer vi ikke af, er der forskellige Ting, der kan ske. Mulig bliver det gale rettet, saa er alt vel. Lykkes det ikke at faa en Forandring hidført, men bliver der mange, som ser, at det, Flertallet i Partiet vil, er Uret, og vil Mindretallet ikke gaa paa Akkord, ja saa kan det føre til en Sprængning af Partiet.                        

Jeg er naturligvis enig med Frk. D. i at Kvinderne ikke skal gaa ind i de politiske Partier i den Hensigt at hidføre en Sprængning; sligt Vanvid tror jeg ikke, nogen for Al­vor tænker paa; men vi skal gaa ind i dem med aabne Øjne og Øren, og vi skal lige saa lidt der som no­get andet Sted gaa med til noget, som vi ikke anser for rigtigt; dette kan bidrage til at hidføre en Sprængning, det maa vi være klare over. Hvis Kvinder paa den Maade gaar ind i Partierne, kan de komme til at virke som en Art Sprængstof, dersom det for Sandhedens og Ærlighedens Skyld bliver nødvendigt. Sprængstof af den Art tiltrænges imidlertid ikke alene i de politiske Partier, men ogsaa mange andre Steder. Vi maa ogsaa regne med en tredie Mulighed, at den eller de, der ikke vil gaa paa Akkord, med det, de anser for Uret, hverken faar Magt til at hindre denne eller til at spræn­ge det Parti, der vil Uretten, de vinder simpelt hen ikke Ørenlyd; enten maa de blive og tage Medan­svaret for Uretten, eller de maa gaa ud, hvis de ikke i Forvejen er blevet smidt ud, hvad der ogsaa kan ske. Selv derved kan adskilligt være vundet. Maa jeg i denne Sammenhæng gøre opmærksom paa Dr. Reinhardts Ord: »hvis Luther var blevet ved som katolsk Munk kun at ville reformere Kirken indenfra i Stedet for at bryde ud, saa var Reforma­tionen, for den Gang i hvert Fald, død i Fødselen.« Hertil er at sige, at der endnu mindre var blevet nogen Reformation, hvis Luther ikke var gaaet i Kloster, saa han havde lært den katolske Kirkes Mangler at ken­de netop ved at sætte sit Liv ind paa at tjene denne Kirke. Der vilde ingen Reformation være blevet, hvis han ikke havde sat alt ind paa at reformere den indenfra; han gik ikke paa Akkord, han kunde ikke handle mod sin Samvittighed, men han blev ved med sit Arbejde paa at forbedre Kirken indenfra - ikke til han brød ud - men til han blev sat i Band, det vil sige, til han blev smidt ud. Saa var Arbejdet indenfra umuliggjort, og først da be­gyndte han sit Arbejde udenfra, det Arbejde, der førte til Reformationen.

Noget af det, man kan lære ved at se paa Luthers Kamp, er netop, at Kampen udefra først faar sin Berettigelse, naar det har vist sig, at det er umuligt at reformere indenfra, fordi den eller de, der vil reformere, lukkes ude eller tilintetgøres.

Inden Jeg slutter, vil jeg blot gøre opmærksom paa, at de to Punkter, som Frøken Daugaard opstiller i sit Indlæg i dette Blads Nr. 16 med Hensyn til Fremtidens Arbejde, øn­sker jeg at behandle for sig for ikke at faa det blandet sammen med Ting, der kan tjene til at bortlede Opmærksomheden fra det, der hø­rer til Kærnen i D. K.s. Opgave: Fremtidens Arbejde for at udbrede politisk Oplysning og Kundskab.

Hermed slutter diskussionen om »Kvinderne og de politiske Partier« for mit Vedkommende; jeg har faaet sagt alt væsentlig, hvad der laa mig paa Hjerte om den Ting. Drøftelsen har vist, hvor forskelligt vi indenfor D. K. ser paa den Sag. Det kan selv­sagt ikke være anderledes i en For­ening, der er sammensat af saa for­skellige Elementer som D. K.

Det gør heller intet, saa længe vi er enige om Maalet: et Samfund, hvor der er lige Ret og samme Kaar for Mand og Kvinde. Sandsynligvis vil Fremtiden bringe Strid indenfor vore Rækker om mangen Sag, og deri ser jeg intet ondt. Jeg ønsker ikke engang, det skal blive anderle­des. Hører Striden op, er jeg bange det kun vil være et Tegn paa, at vi er ved blidelig at indslumre eller maaske dø; men een Ting ønsker jeg, at vi aldrig, selv naar Striden staar hedest, og Ordene falder skar­pest, maa glemme, at vor Modstander er vor Kampfælle, naar det gælder vort fælles Maal. Husker vi det, lærer vi vel at kæmpe paa en saadan Maade, at vi ikke gaar ud af Kampen med Bitterhed og Mistænk­somhed overfor vore Modstandere, selv om der er faldet skarpe og maaske uovervejede Ord, og selv om vi er nok saa uenige. Dette føler jeg Trang til at sige ved Slutningen af dette Ordskifte, hvor jeg til Modstandere har haft nogle; jeg føler mig fuldt ud enig med og helt ud sikker paa, naar det gælder det fælles Maal. Hvad de har virket for at naa dette, synes jeg ikke tilstrækkelig ses og paaskønnes af dem, der paa forskellige Omraader er uenige med dem.

Holstebro, d. 22. Oktbr. 1916.

 

Det er troligt nok, at jeg, da jeg læste Karen Johansens Aarhus-Indlæg, ikke havde faaet Partiernes Selv-Reklamering saa langt paa Afstand, at Genlyden af denne ikke til en vis Grad forvirrede mit Øre. Vi, der iagttog og væmmedes ved Partiernes Klapjagt paa Kvinderne Landet over, har maaske ofte været for tilbøjelige til at se en Ulv i Faareklæder i enhver, der talte Par­tiernes Sag. I vor Skuffelse over den Mangel paa Forstaaelse, som vi syn­tes, vi mødte, naar vi krævede Kvin­dernes Ret til at udvikle sig i Fred og tage Standpunkt uden et paatrængende Formynderskab, havde vi maa­ske efterhaanden faaet ondt ved at skelne mellem Klint og Hvede.

Maa jeg da med disse Indrømmelser for mit Vedkommende skrinlægge al ørkesløs Efterforskning om hvem, der misforstod først og størst, og maa jeg vende mig til Sagen.

Som jeg forudsaa, var det ikke svært for K. J. og mig at blive enige om de to Spørgsmaal om Partier som naturlige Hjemsteder for de Kvinder, der ved, hvad Politik er. - Hvad jeg i den Anledning skrev, har K. J. sær­lig fremhævet og gengivet i sin Hel­hed. - Derimod har hun i sin ovenstaaende Gengivelse udeladt den sid­ste og vigtigste Del af mit Spørgsmaal om Partierne som Oplysningsteder. Derved bliver dette til noget helt an­det end det, jeg skrev.

Her foreligger naturligvis kun en Hastværksfejl, men jeg maa have Lov at berigtige den.

Jeg har aldrig foreslaaet, at vi skul­de forkaste de Mænd, der staar i „praktisk politisk Arbejde” som poli­tiske Oplysere; jeg har heller ikke foreslaaet at forkaste Partierne som Læresteder for dem, der ved, hvad Politik er. Intet Menneske med sin Fornufts fulde Brug vilde forestaa noget saadant. Jeg har derimod spurgt K. J., om vi ikke kunde blive enige om pure at forkaste de politiske Par­tier som „paalidelige Læresteder for de Kvinder, der trænger til uhildet poli­tisk Oplysning og

Paavirkning . . .” Af dette Spørgsmaal har K. J. ude­ladt det af mig her understregede, som er det principale i Spørgsmaalet.

Jeg er ikke enig med K. J. i hendes Betragtning af en Følelse som Forargelse. - Jeg tror netop, at al sund Forargelse er af det gode. - Hvorledes rette paa det onde, naar man ikke kunde forarges over det? Der er iøvrigt ikke Anledning for mig til at gaa nærmere ind paa K. J.s Udtalelser. Ogsaa jeg har jo faaet sagt det meste af det, jeg havde paa Hjerte om „Kvinderne og de politiske Partier”. Jeg var enig med K. J. i, at der nu var „Mening i at drøfte det Arbejde”, som Kvinderne i eller udenfor Partierne kan udrette. - Jeg skrev min sidste Artikel med dette for Øje. Og havde ventet noget mere om dette i K. J.s Svar, - Jeg havde et Par Spørgsmaal om dette Arbejde, som jeg da vil gemme til en senere Forhandling herom. Kun saa meget endnu - denne Gang:

Karen Johansen var jo en af de første, der her i Bladet manede Kvin­derne til at gaa ind i Partierne. Det var jo bl. a. hendes Opfordring til øjeblikkelig Indmeldelse i de politiske Foreninger, da „den mindste Opsæt­telse kan blive dyr”, der fik mig til at spørge, om det da hastede saa me­get, -

I Begyndelsen af ovenstaaende Indlæg erklærer K. J., at hvorvidt det haster med at melde sig ind i Partier­ne eller ej, vil hun overlade Folk „selv at dømme om”.

Hundrede Linier længere fremme skriver hun: „Naar jeg opfordrer Kvinderne til at melde sig ind i de bestaaende Partier, eller arbejde for at danne et nyt Parti, maa jeg indrømme, at jeg tror, det har noget at sige, at vi kommer med nu.”

Jeg synes, at jeg efter dette er uden egen Skyld, naar jeg gaar ud af denne Diskussion uden at have klar Forstaaelse af, hvad der egentlig er K. J.s Mening. Jeg ved ikke, om det er de uvidende, der slet ikke ved, hvad Partierne er, som hun opfordrer til at gaa ind i Partierne, siden det er „de levende interesserede”, dem, der staar „famlende og uafgjort overfor Spørgsmaalet” som hun vil lade „dømme selv” om, hvorvidt det haster eller ikke.

Af Frygt for, at mit Standpunkt paa samme Maade kan have forflyg­tiget sig for de Læsere, der har haft Udholdenhed til af følge denne lange - men for mig i hvert Fald lærerige - Diskussion, vil jeg gerne til Slut præcisere det Standpunkt, jeg begynd­te med, og det, jeg ender med:

1) Jeg raader de Kvinder, der ved, hvad Partierne er, og som er fuldt ud med et af dem, til at gaa ind i detteParti, og

 2) jeg fraraader paa det indstændigste de „famlende” og endnu indstændigere de politisk uoplyste Kvinder at gaa ind i noget som helst Parti, hvor stærkt der end bejles til dem. .                       

Mit Standpunkt er nu, som det har været hele Tiden, intet i denne Diskussion har forandret det, en hel Del har forstærket min Overbevisning:

Maa jeg saa til allersidst takke dem, der har deltaget i denne Diskussion, baade Modstandere og Meningsfæller. - Det skal vel nok vise sig, at vi alle I Virkeligheden er gaaet ud af den uden Bitterhed.

Hermed er denne Diskussion sluttet.