« Tilbage til søgeresultaterne
”Hysteriske" Betragtninger
Er der noget, ethvert Drengebarn i Danmark kan udenad paa sine Fingre, saa er det det, at Kvinder er hysteriske, og er der noget en debuterende Journalist kan vente sig en Sukces paa, saa er det det at vrænge »Hysteri!« efter Kvinder, som tager offentlig til Orde mod noget, som har hans Presses Bifald. Kvinder og Hysteri, det passer i den offentlige Mandfolkebevidsthed som Haand til Hanske.
Intet Under. Lægevidenskaben har lige fra Hippokrates´ Dage, altsaa ca. 400 Aar f. Chr. og op til det 17, Aarhundrede betragtet Hysterien eller Modersygen som en specifik Kvindesygdom, knyttet til de kvindelige Organer, og først langt ind i det 19de Aarhundrede har Videnskabsmændene villet anerkende den som en Sygdom i Nervesystemet, der lige saa vel kan ramme Mænd som Kvinder. Alligevel kan man lige op til vor ’Tid spore en fortsat maaske ubevidst Utilbøjelighed til at give den mandlige Hysteri den Plads i Lægevidenskaben, som den har Krav paa. »For hver tyve kvindelige Hysterikere findes der kun én mandlig,« hed det i Begyndelsen. Men Tiden har revideret denne Antagelse som saa mange andre, og mere og mere til Gunst for Ligestillingen mellem Kønnene. De sidste videnskabelige Resultater paa Hysteriens Omraade reducerer Forholdet mellem kvindelige og mandlige Hysterikere til gennemsnitlig 5 Kvinder for hver Mand, og umuligt er det ikke, at denne Reduktion vil fortsættes, saaledes at den fulde Ligestilling mellem Mænd og Kvinder paa Hysteriens Omraade vil blive Slutningsresultatet.
Men naar Forholdet stiller sig saaledes med den virkelige, pathologiske Hysteri, er man berettiget til at drage lignende Slutninger med Hensyn til Hysterien i overført Betydning: den usunde, overspændte Sindstilstand, som i daglig Tale gaar under Navn af Hysteri. Der er al Grund til at tro, at en indgaaende Undersøgelse af disse Sindstilstande baade hos Mænd og Kvinder ikke blot ikke vil frikende Mændene for at være udsatte for denn Hysteribacille, men, ligesom Tilfældet car med den pathologiske Hysteri, vil føre mere og mere i Retning af ogsaa her at konstatere den fulde Ligestilling mellem Kønnene.
enhver kunne forstaa det.
Ligesom den virkelige Hysteri kan angribe alle menneskelige Organer og maskere sig som de forskelligste Sygdomme, saaledes ogsaa med Hysterien i overført Betydning. Den kan ytre sig under højst forskellige Former, ja Franskmændene har oven i Købet opdaget én særlig karakteristisk Form, som de kalder »Hysterie du pouvoir«, hvorved forstaas: Magtbegæret hos et politisk Parti.
Det er et langt Ord, men forkorter vi det paa dansk til Partihysteri, vil enhver kunne forstaa det.
Partihysteriet har sin rette Drivbænk og Varmedbed i Pressen. Her opklækkes dets sære og forunderlige Ordblomster. Her plukkede Bedsteforældrene ”Bønhaser” og ”Transtøvler” og ”Strømpeskafter” – her plukkede Fædrene: ”Kanonkvinder” og ”snivede Heste”og ”Stiftfusikuser” og til det samme vellugtende Varmebed gaar Sønnerne og henter: ”Løgneministre” og ”Vestindianske Skalpejægere” og ”Hysteriske Kæmpedamer”.
Intet Sprogets Ord er for tarveligt til at brændemærke den med, som vover i en eller anden sag at krydse vedkommende Partis Vej, og omvendt intet for ophøjet til at fæstes som et Ordenstegn paa dens Bryst, der til enhver Tid er parat til at gaa Partiets Ærinde. Alt er her drevet ud i det vildeste Hysteri, Hadets Hysteri, Anerkendelsens Hysteri. Intet Sted: har Mandfolkehysteriet fejret sine Orgier som her.
Lad nu en Kreds af Kvindesr samle sig om en Sag, som i egentligste Forstand er deres, udsprungen af deres dybeste kvindelige Styrkekilde: Moderfølelsen, den udvidede, verdensomspændende- og lad denne Sag i Øjeblikket komme et eller flere eller maaske alle Partier paatværs - lige saa sikkert som Heksebaalet for en 2-300 Aar siden vilde have været saadanne Kvinder vist, ligesaa sikre vil de i vore Dage være paa at faa Ordet: »Hysteriske Fruentimre« brændt, ind i Huden, vrænget efter sig af alle Dagspressens Skriverdrenge, istemt af den store Offentlighed, som henter al sin aandelige Næring, hele sin politiske og sociale Troesbekendelse af den Avis, de nyder til Morgenkaffen.
Eller - som Modsætning. Lad et Parti have Brug for en samlet Optræden af Kvinder, en Massedemonstration i den krænkede Moderligheds og Kvindeligheds Navn, arrangeret af Partiets ledende Mænd. For fuldt Presseorkester vil Mødet blive udbasuneret: »Pas paa, nu kommer Kvinderne! Slægtens Mødre, Menneskekærlighedens Præstinder! Skam over den Kvinde, som holder sig tilbage!«
Og selv de fattigste og banaleste Ord af et saadant Mødes kvindelige Talere vil gennem Partiets Presse finde Vej ud over Landet, ophøjede til evige Sandheder, til Moderlighedens manende Stemme, Kvindens Røst. Ikke Tale om Hysteri her! Ve over den, som vilde saa meget som antyde noget saadant! Det er jo Mænd, som har arrangeret dette Møde, og Hysteri findes som bekendt ikke blandt Mænd. Det er et udsøgt kvindeligt Skældsord, som Mændene alene disponerer over.
Men alle Revolutioner stammer som bekendt fra Frankrig, og nu har Franskmændene altsaa ogsaa revolutioneret Begreberne om de hysteriske Sindstilstande og opdaget et specifikt mandligt Hysteri, som de kalder »Hysterie du pouvoir«, paa dansk: »Partihysteri«. Selvfølgelig har denne Opdagelse haft sin historisk-politiske Baggrund. Men mon ikke de Forhold, vi i Øjeblikket oplever her hjemme paa Verdenskrigens Baggrund, skulde kunne inspirere en Iagttager til at opdage en ny Form for specifikt mandligt Hysteri, f. Eks. »Pengehysteri« Thi ganske vist ser vi ogsaa Kvinder, angrebne af denne Sygdomsbacille, men den stolte Parade af Tugthuskandidater, Klausulædere, Kursskærere og mulkterede, som daglig trækker op i vore Aviser, tæller dog til Dato kun Mænd.
»Jeg vil gaa paa Børsen,« saaledes lyder i disse Dage den danske Nationalsang. Bolignøden har snart udstrakt sig ogsaa til vore Fængsler, som for Tiden, søges af det fineste Selskab. Det ene daanende Suk af Forundring efter det andet undslipper den flittige Avislæser: »Ogsaa han. - ogsaa han!«
Der spekuleres af Pengehysteriens Ofre i alt: Kød og Huder, Vellevned og Forfængelighed - ja, selv i forkrøblede Mennesker.
Lad nu de Kvinder, som er uimodtagelige for denne Sygdomsbacille, men standhaftige i det, som er deres inderste Overbevisning, som de hverken kan eller vil bringe til Torvs, lad disse Kvinder samle sig om at forsøge paa at fravriste Pengespekulationen et Bytte, som den allerede har faaet mellem sine Tænder, da vil Raseriet gribe disse Spekulanter, og der er ikke Grænser for de Skaaler af Foragt, som de vil udtømme over saadanne Kvinders Hoveder, ja end ikke Ordet »Hysteri« vil de have Selvkritik nok til at lade ubenyttet i denne Sammenhæng. Og som Folk, der skriger saa højt op, at de ikke engang kan høre, at der ikke er andre end dem selv, som skriger, vil disse Hysterikere raabe om »Kor af hylende Dervischer”, om »hysterisk Kvindehalløj« o. s. v., indtil de omsider har raabt sig trætte og paa ægte Hysterikeres Vis synker udmattede sammen foran den Mur af ubrydelig Kvindevilje, som disse uangrebne Kvinder har rejst mellem deres Verden og den Verden, hvor Pengehysteriets Farsot raser.
Ja, hermed skal vi for denne Gang afslutte vor lille Ekspedition ind i den mandlige Hysteris hidtil uopdagede Land; vi finder maaske senere Anledning til at vende tilbage til dette interessante Emne.
