« Tilbage til søgeresultaterne
Efteraarets Bøger
Kvindernes Bidrag.
Barbra Ring: Under Sejl. 230 Sider. H. Aschehoug & Co. Kristiania 1916.
Med hver Bog, Barbro Ring skriver, vinder hun en ny og fortjent Sejr, thi hun er ikke blot en betydelig Kunstner, men hun er ogsaa en Kunstner, som arbejder med sit Stof, og ikke slipper det af Hænder, før det tilfredsstiller hende selv, og det er maaske vanskeligere endnu end at tilfredsstille hendes mange Læsere.
Hun har denne Gang valgt en Ramme for sin Fortælling, som gør Opgaven dobbelt vanskelig, idet Tragedien mellem de fire Mennesker, hun skildrer os, udspilles, et Par enkelte Optrin undtagne, paa en Lystjagts skrøbelige Planker i to Nætter og to Dage, og hvad vi erfarer, meddeles os kun gennem den ene af de fire. Der skal stor Kunst til, for alligevel at lade alle Personer fremtræde med samme Tydelighed, og det kan maaske ogsaa indvendes, at det ikke helt er lykkedes, især ikke for den mandlige Hovedpersons Vedkommende, men det kommer maaske ogsaa af, at den kvindelige Hovedperson er saa ejendommelig stærk baade i godt og ondt og saa mesterlig gennemført fra Forfatterens Side, at de andre nødvendig maa blegne ved Siden af hende.
Karna Wärns Tragedie er Tragedien om en Kvinde, som fødtes styg og uden alt Mandstække, men dog med ganske den samme Længsel efter Sol og Kærlighed, som hendes lykkelige Modpart, Cille Bent, hvis Skønhed og indtagende Kvindelighed ganske tager Solen fra hende, som ligefra sin tidlige Barndom sidder i Skyggen og fryser.
»Hvad hjælper det, at vi har faaet lige Ret med Mænd og Adgang til at bruge vor Forstand og vore Evner, saa længe de alle sammen vil have Cille Bent?« spørger hun, - og længere henne: »Jeg gav alle mine bedste Egenskaber om jeg bare kunde faa den ene af Cilles - hendes Evne til at faa alle Mennesker til at smile til hende, se paa hende, blive forelsket i hende.«
Men denne Evne mangler hun, og Livet lærer hende tidlig at indse det. »For en Synd at lade et Barn mærke, at det er stygt, styggere end andre.«
Den lille Pige, som aabner Grinden for sin Far, naar hun øjner ham i lang Afstand, men kejtet skjuler sig bag Grindestolpen, for at han ikke skal se, at hendes Øjne trygler ham om et venligt Smil, et kærligt Blik, som han kun har tilovers for hendes lykkelige Halvsøster, den lille Pige har som voksen og forhærdet Kvinde meget at kræve Livet til Regnskab for. Naar hun lidt efter lidt forgiftes af Misundelse, naar Hadet til den lykkelige, men sagesløse Cille Bent efterhaanden sejrer over alle gode Følelser i hende, naar hun bruger de Vaaben, Livet har skænket hende fremfor den anden, Klogskab, Styrke, Rigdom, kun til dette ene at fratage hende den Mand, som elsker hende, og som hun ogsaa elsker, da maa man for at forstaa og delvis tilgive Karna, forestille sig den lille, stygge, ensomme Pige, som forsmægtede af Mangel paa Kærlighed.
Hele Karnas Skæbne oprulles altsaa for os i de to Dage og Nætter ombord paa den skrøbelige Jagt.
I denne Sammentrængning i Tid og Rum er det især, at Forfatterens Fremstillerkunst lægger sig for Dagen. Medens Karna søvnløs kaster sig frem og tilbage paa Lejet i den snævre Kahyt, som hun deler med sin Medbejlerske, dukker Billederne fra Fortiden glimtvis frem og forsvinder, altid i Forbindelse med de Forestillinger, som driver Søvnen fra hendes Leje; og uden et Øjeblik at bryde Fortællingens Ramme, eller at lade os glemme, at vi stadig befinder os i Lystbaaden, »dette trange Helvede, hvor vi fire, som hader og elsker hverandre, er saa tæt inde paa hverandre, at ingen kan gaa op eller ned uden at komme en anden nær,« lader Barbra Ring os gennemleve hele Karnas triste Udvikling til den Dag, hvor hun vender sejrrig tilbage fra Sejladsen med Manden ombord, den Mand, hvis sidste Rest af Vilje hun har knækket.
»Enhver Hustru vil gi mig Ret.« Barbra Ring staar med denne Bog i forreste Række af Nordens Forfattere.
e-e.
Eline Begtrup: Dyresjælen. 149 Sider. Hagerups Forlag.
Det er ikke ret mange Aar siden, at en ældre Slægtning af Anmelderen for Alvor blev vred ved at høre Tale om Dyrenes Sjæl. »Et Dyr har ingen Sjæl,« paastod han, og Paastanden stod vel nok i Forbindelse med en dyb relegiøs Følelse, der til Ordet Sjæl uvilkaarlig knyttede Forestillingen om noget udødeligt. - Det er nu sikkert urigtigt at benægte Tilværelsen af en Sjæl hos Dyrene, - man behøver jo derfor ikke at knytte nogen Udødelighed til den; - men alle de Fænomener, som vi ser af vilkaarlige Handlinger, af Udvælgen, af Fornuftsslutninger, af Hukommelse, af Følelsesytringer
o. s. v. hos Dyrene, ligefra Protozoernes Søgen efter Lyset til Hundens Sorg over sin Herres Død er Udslag af en tilstedeværende Opfattelsesevne i Dyreriget, som berettiger os til at tale om en Dyresjæl. Ja, vi gaar endog saa vidt som til at paastaa, at noget lignende gælder for Planteriget.
Hvis nogen skulde tvivle om dette Faktum, vil nærværende lille Bog hurtig bringe Læseren paa andre Tanker. Man fornemmer ved den, - til hvilken iøvrigt skal slutte sig en følgende i en nær Fremtid, - den gennem alt levende Væv gaaende Nervesubstans, der overalt, selv paa de mest primitive Udviklingstrin i Dyreriget, fremtræder som en Del af Dyresjælen, og Forf. har med stor Belæsthed, Kendskab og Dygtighed fremdraget utallige interessante og belærende Exempler - som enhver iøvrigt vil kunne forøge fra sin egen Erfaringskreds - paa Dyrs Opfattelse, Eftertanke, Hukommelse og Følelse, - Foreteelser, som umuligt lader sig forklare alene ved den gamle Lære om Instinktet som udelukkende ledende Princip hos Dyrene. Ogsaa Mennesket har Instinkt, men Sagen er vel nok den, at jo højere man kommer op i Dyreriget, des mere træder de højere og mere differentierede Evner i Forgrunden, saa Instinktets Betydning forringes; derfor træder dette ikke saa stærkt frem hos Mennesket.
Der er en Del gode, oplysende Billeder spredt rundt i Bogen, og denne vil utvivlsomt vække Tanker og Følelser for den Dyreverden, som deler vor Jord med os, og som vi næppe behøver at skamme os over som Medskabninger.
- F -
Karin Michaëlis: Krigens Ofre. 160 Sider. V. Pios Boghandel. København 1916.
Karin Michaëlis har altid været en saare omstridt Forfatter herhjemme. Hendes Begavelse har været saa egenartet, den har spændt over saa forskellige Strenge ligefra den ganske umiddelbart rørende til den indtil Dissonans højspændte, at man har haft ondt ved at opfatte hendes rette Forfatterfysiognomi, ja stundom ved at tro paa hendes Talents Ægthed.
Dette gælder ikke den foreliggende Bog; man har ved Læsningen af den Følelsen af, at Krigen med sine vældige Dimensioner har udløst al hendes Fantasi det altfor krampagtige, og uforholdsmæssige, som skæmmede meget af hendes tidligere Produktion, og budt hendes kunstneriske Evner en Tumleplads, som passede for dem.
»Krigens Ofre« er en begejstret Lovprisning af, hvorledes Østrig-Ungarn har løst de Opgaver indadtil, som Krigen har stillet det. Og saa levende Udtryk har Forfatteren fundet for sin Beundring, at den ikke kan andet end meddele sig til Læseren med.
Allerførst viser hun os de ukrainske Bønders Flugt for Krigens fremvæltende Hærmasser, Manden spændt for Pindevognen, Konen skydende bagpaa, og oven i Læsset af Husgeraad, Halm og Huder, Grisen Hønsene og de sovende Børn. Derefter Livet i de hastig optømrede Barakker, hvor Ovnenes flammende Skær falder over nøgne Ben, Rytterstøvler og røde Pludderhoser eller over blodfarvede Hovedklæder og Skørter.
Efter Flygtningelejren viser hun os Fangelejren, hvorom hun kun har gode, rosende Ord at sige. Saa fører hun os til Skodaværkstedet, det østrigske »Kruppske« Værk, hvor Mordvaabnene fabrikeres. Vi ser den magnetiske Kran glide som en Gople uden Svømmetraade henover Jærnbjærget, vi ser Jærnbrokkerne med halvt syngende, halvt klagende, smertelige Henrykkelsesudbrud springe op i dens Favn«, og Kranen glide videre med dem. »som Ørnen med det røvede Lam«.
Mesterlige er disse Skildringer og usædvanlige fra en Kvindes Pen.
Mest vil det dog vist interessere kvindelige Læsere at erfare, hvad, Østrig-Ungarns Kvinder har udrettet under Krigen, Anitta Müller med sin Børneforsorg, den dansk fødte Fru v. Medinger med sine Avis-Tæpper, -Frakker, -Fodposer, -Handsker og -Støvler, af hvilken de sidste med deres Træsaaler og Skafter af vandtæt Stof med Papirmellemlæg har bødet paa den overhaandtagende Mangel paa Læder til Støvler, og endelig Rohø! - Rohø er dannet af Forbogstaverne i Reichsorganisation der Hausfrauen Oesterreichs og er det Valkyrieraab, som østrigske Kvinder slyngede ud over Landet gennem den hule Haand i Krigens Begyndelse, og som blev Signalet for Landets Kvinder til at vise, hvad de duer til. Foreningen dannedes allerede nogle Aar før Krigen som Modvægt mod de stigende Priser og har siden den Gang udrettet det fast utrolige. Den har Mønsterkøkkener, Mønsterforraadshuse, Hønsefarme; den lader afholde Foredrag Landet over, den sørger for, at hvert nyt og værdifuldt Næringsmiddel, hver ny praktisk Genstand paa Husholdningsomraadet kommer til Husmødrenes Kendskab. Alene som opdragende Institution for Kvinder har den uoverskuelige Fremtidsmuligheder.
Men det er umuligt at nævne alt det denne Bog giver Oplysning om, den maa læses og fortjener at læses, som et Vidnesbyrd om de Kulturkræfter, som Krigen ved Siden af sine Modige Ugerninger har sat i Bevægelse i alle krigsførende Lande.
Sammenlignet med alt det nye og værdifulde denne Bog bringer, forekommer det os uretfærdigt at gøre for meget Væsen af det Besøg, Forfatteren i Bogens Slutning aflægger hos Grev Tiza, og som hun har maattet høre meget for i Dagspressen. At dette ikke klæder Bogen, indrømmer vi; Forfatteren falder her tilbage til gammel Daalighed i Retning af Forskruethed og Overdrivelser; man fristes til Smil, men dette blegner altsammen ved Siden af Bogens øvrige fortræffelige Indhold.
Valfried Palmgren Munch-Petersen: Biblioteker og Folkeopdragelse. Indtryk fra en Studierejse i de forenede Stater i Amerika. Paa Dansk ved Gerda Mundt. 106 Sider. J. L. Lybeckers Forlag. København.
Denne Bog er først udkommet i Sverige og har der været Genstand for stor Interesse; i sin danske Udgave er den delvis omarbejdet og suppleret med de nyeste Data paa Biblioteksagens Omraade.
I sidste Halvdel af 1907 fik Valfried Palmgren Munch-Petersen det Hverv af den svenske Stat at studere de Forenede Staters Biblioteksforhold med særligt Hensyn til Seminarie-, Skole og Folkebiblioteker, og det er sine Indtryk fra denne Rejse, hun altsaa har gengivet her, ledsaget af
44 Illustrationer af Biblioteker og Biblioteksinteriører fra de Forenede Stater.
Den moderne Biblioteksbevægelse i de Forenede Stater stammer fra 1876. I det Aar udgav Staternes Regering første Gang en Beretning om Landets Biblioteksforhold. Der fandtes den Gang 2000 Biblioteker paa over 1000 Bind hver. Nu for Tiden findes der 8000 Biblioteker. Det største er Kongresbiblioteket i Washington, som ejer 2 1/4 Million Bind. Medens der i 1876 fandtes ialt 12 Millioner Bøger i Landets offentlige Biblioteker, fandtes der i 1913 c. 87 Millioner. Hjemlaanet af Bøger er forøget i samme Forholdt som Bøgernes Antal. Grunden til denne rivende Udvikling maa fornemmelig søges i, at Biblioteket er blevet et væsentligt Led i Samfundets Opdragelsessystem.
I Amerika anses det enkelte Individs hele Opdragelse for ufærdig, hvis han ikke lærer selvstændig at bruge Bogen som Middel til Selvopdragelse og Selvudvikling. Biblioteket i Amerika arbejder Haand i Haand med Skolen.
Det er Handelens og Industriens Stormænd, som har Æren af at have baaret Biblioteksbevægelsen frem ved deres storslaaede Gavmildhed. Navne som Lennox, Astor og Rockefeller er foruden mange andre knyttet til denne Sag, men ingen har dog støttet Biblioteksbevægelsen mere end Andrew Carnegie. Hvor som helst, der ønskes en Biblioteksbygning eller Midler til Drift af Biblioteksskoler, træder han villig til. Paa Rejser i de Forenede Stater træffer man uophørlig paa et saakaldt »Carnegie Library«. Summen af Gaver i rede Penge til amerikanske Biblioteker var i 1915 66 Millioner Dollars (260 Mill. Kr.)
Til Trods for Biblioteksbevægelsens store Vækst i de Forenede Stater gennem den sidste Menneskealder, mener Bibliotekarene derovre dog, at den endnu kun er ved sin Begyndelse.
Forstaaelsen af det frie, offentlige Biblioteks Folkebetydning er endnu kun svagt udviklet her hjemme; Fremkomsten af denne Bog vil forhaabentlig vække Interesse for Sagen i videre Kredse. e-e.
Hortense Panum: »Af Musikhistoriens Billedbog«. (Lehmanm & Stage).
- Anna Erslev: »Dansk Tonekunst«. (Hagerup). - Der skrives saa meget unyttigt, at det formelig er befriende en Gang at støde paa et Par Forfatterinder, der vandrer ad den nyttige Lærdoms Stier, som selv om de er mere trange end de himmelblaa og rosenrøde Alfarveje, ogsaa ejer den Egenskab, at de Spor, deres taalmodige Vandren og Søgen efterlader sig, ikke vidskes ud af den første den bedste, der trænger til at sige Verden, hvorledes man forlover sig eller baller i …købing. -
Hortense Panum har paa ca. 80 Sider givet en Skildring af Haydn, Mozart, Kuhlau og Weyse, som fra først til sidst er præget af den livlige og erfarne Pædagog, der ikke nøjes med en tør Opremsning af tøjre Fakta, men som forstaar at kaste Lyset over det, der fanger Barnets Interesse og faar det til at huske - Bogen vil glæde ethvert musikinteresseret Barn.
Anna Erslev har udgivet sin 2den Del af »Tonekunstens Mestre«. - Vi kender ikke 1. Del, men selv kun efter et flygtigt Gennemsyn af denne Del vil Læseren skønne, at der her med Omhu og Kærlighed er nedlagt et omfattende Arbejde, som sikkert vil finde sin Paaskønnelse. - Bogen indeholder smukt illustrerede Skildringer af vore danske Komponister fra ældste Tider indtil Nutiden; dertil er knyttet et Afsnit om Udøverne af den danske Tonekunst, et helt lille Stykke Teaterhistorie altsaa. - Blandt Nutidens Komponister hefter vi os ved følgende Kvindenavne: Thekla Griebel Wandall og Hilda Sehested, begge velkendt indenfor D. K. ved deres Musik til Kantaterne ved hhv. det nordiske Kvindesagsmøde i 1914 og Fællesmødet i Aarhus 1916. - Bag i denne smukke og lærerige Bog, der vil blive efterfulgt af en 3. Del, der omfatter svensk, finsk og norsk Tonekunst, findes et interessant Tillæg med Prøver af nulevende danske Komponisters Nodeskrift og Haandskrift. -
Begge Bøger bør med i Overvejelserne, naar Julegaver af blivende Værd skal vælges.
Mathilda Malling: Madeleines Hjem. 301 Sider. G. B. N. F. København og Kristiania.
Mathilda Mallings sidste Bog er et videre Led i Munkeboda-Rækken og en direkte Fortsættelse af Madeleine Stjerne, som udkom ifjor, og gjorde saa megen og velfortjent Lykke. Alle Forfatterens fortræffelige Fortælleregenskaber genfindes i denne Bog, og da navnlig det levende, virkelighedstro Replikskifte, som er hendes Virtuositet. Med Hensyn til Karaktertegningen bør af nye Skikkelser i Familiegalleriet særlig fremhæves Madeleines Stifdatter, den forkælede, selvtilfredse men følelsesgolde Alice, Maans Clarfelts Hustru. Ikke desto mindre ejer Bogen ikke den vidunderlige Charme, som betog Læserne saa stærkt ved den foregaaende Bog, hvad enten Skylden maa søges i, at Emnet: den vaagnende Kærlighedsforstaaelse mellem den gifte Kvinde og den unge ugifte Amerikaner virker mere fængslende end Skildringen af samme Kvindes Forhold til den meget ældre og stive Ægtefælle, som hun ikke elsker, eller fordi Mathilda Malling engang har et særlig lykkeligt Greb paa at skildre Franskmænd og franske Forhold.
Store Partier af »Madeleines Hjem« forekommer en ogsaa langttrukne og stillestaaende. De Kærlighedshistorier, som udspilles mellem forskellige Medlemmer af den Munkebodaske Familie, som er forsamlede i Anledning af en Barnedaab hos Robert Seiszing paa Arildstorp, interesserer ikke tilstrækkelig, man savner Forudsætninger for fuld Forstaaelse, og dertil kommer, at Madeleine Stjerne paa Forhaand har et saa stærkt Tag endnu i Læseren, at man kun ønsker at faa noget at vide om hendes Sjælstilstand efter Hjemkomsten fra Besøget i Paris i Sommeren 1870. Derfor vokser Interessen ogsaa i sidste Halvdel af Bogen, efterhaanden som Forholdet mellem Robert Seiszing og hans Hustru træder i Forgrunden og udvikler sig til en Krise, dengang Madeleines franske Onkel, Maleren De la Barre meddeler hende, at hendes Ven fra Pariserdagene, Hamilton Harrison, ligger syg i Hamborg, som Følge af et Saar, han fik under Paris’s Belejring. Robert nødes til et lade sin Hustru følge sit Hjærtes Tilskyndelse og rejse derned med De la Barre for at se sin elskede endnu engang, men Angsten for helt at miste hende, og Smerten over at se hendes Kærlighed til en anden, fravrister ham i Afskedsøjeblikket de Ord, som røber, hvor dybt han i sit Hjerte, trods sin tilsyneladende Ro, elsker hende: »Husk paa, at jeg kan ikke undvære dig.« - Saa rejser den sørgeklædte Madeleine, men det er ikke umuligt, at vi genser hende i Hamborg til næste Aar, eller om ikke der, saa i en ny Roman om en af Familierne fra Munkeboda.
e-e.
Ingeborg Marie Sick: Fodtrin i Natten. 236 Sider. G. B. N. F. København og Kristiania. Ligesom i sin første betydeligere Bog: Højfjelds-Præst stiller Ingeborg Marie Sick i denne sidste Bog de to Forhold op mod hinanden: Gudsforholdet og Kærlighedsforholdet, og her som der viser hun os en Kvinde, for hvem Kærlighedsforholdet er det dybest liggende, men som gennem sin Kærlighed til Manden ogsaa kommer til at dele det, som har gjort ham til det, han er for hende, det som er det dybeste i ham, nemlig hans Gudsforhold. Forenede kan de da, skønt vandrende ad hver sin Vej, sidde sammen oppe paa Fjeldvidderne og stirre Fuldendelsens Solopgang imøde.
Ingeborg Marie Sicks Digtning er ligesom Selma Lagerløfs præget af en egen erotisk Mystik, Kærlighedsforholdet og Gudsforholdet er her vævet sammen i et kosteligt Stof, som straaler i dybe, solmættede Farver, som Lyset gennem brogede Kirkeruder. Men denne Mystik gør ofte begges Skikkelser lidt virkelighedsfjerne, deres Mennesker kommer bedst til deres Ret paa Baggrund af Wärmelands hemmelighedsfulde Skove eller Højfjeldets graalyse Midsommernat. Ser vi dem i Hverdagslivets Rammer taber de gerne deres Ejendommelighed, deres Tale forekommer os uvirkelig, Skildringen af dem tidt næsten banal.
I denne Henseende skiller Ingeborg Marie Sicks sidste Bog sig anerkendelsesværdigt ud fra tidligere Bøger, f. Ex. Højfields-Præst, og vi tror, at Grunden maa søges i, at hun her med lykkelig Haand har holdt den mystiske Verden ude fra den virkelige. Det Sjæleforhold mellem en Mand og en Kvinde, som indgaaes i denne Bog oppe i Højfjeldsnattens Clair-Obscur, fortsættes ikke nede paa Jorden. Her lever denne Kvinde sit Hverdagsliv i et Hverdagsægteskab med en brav Læge, for hvem al Højfjeldsmystik er et ukendt Land, og med sin lille Dreng, som er den eneste svage Traad, der forbinder hende med hin sælsomme Sommernatsformæling med en Mand, som hun hverken har set før eller efter. Men da denne svage Traad voldelig sønderrives af Døden, kan hun ikke længere udholde Livet i Lavlandet, - thi den lille Dreng forbandt hende paa engang med Drømmen deroppe og Livet hernede - og hun søger atter op til det ensomme Sted, hvor hun havde sit første og eneste Sjælemøde med en Mand. Deroppe fra sender hun, allerede med Døden i Hjertet, sit Raab ud i Verden efter ham, hvis Fodtrin i hin Nat lød til hende gennem Mørket og jog Angstens Spøgelser paa Flugt. Hun hører atter hans Fodtrin gaa hende imøde fra den fjerne Verdensdel, hvor han røgter Gudskaldet, som førte ham bort fra hende, han kommer for efter Løfte, at bringe hende det Hjærte, som kan forvandle hende til Lighed med ham selv, gøre hendes Kærlighedsforhold ogsaa til et Gudsforhold. Og da Fodtrinene stanser ved hendes Trappe er Forvandlingen fuldbyrdet. Hendes bristende Øjne har igen set Solopgangen over Højfjeldet.
Men Solens røde Hjerte, det var hans.
Baade i den mystiske Verden og i Hverdagens Verden har I. M. Sick i denne Bog skildret os Mennesker, som kommer os ganske nær ind paa Livet, og det forekommer os, at »Fodtrin i Natten« betegner et betydeligt kunstnerisk Fremskridt i hendes Produktion.
Louise Birke: Ebba. Fortælling. 160 Sider. Det Schønbergske Forlag, København.
Ogsaa i denne Bog skildres en Kvinde, som gennem sit Kærlighedsforhold til Manden naar at faa Del i hans Gudsforhold, om end først gennem store Kampe og Skuffelser.
Morsomt er det at lægge Mærke til, at medens den mandlige Digtning en Gang var tilbøjelig til at gøre Kvinden til et Slags Mellemled mellem Manden og det guddommelige, til et aandigere Væsen som hævede ham op fra den jordiske til den himmelske Kærlighed, er vore Dages kvindelige Forfattere tilbøjelige til at se Forholdet omvendt, og de har sikkert for en stor Del Ret.
Louise Birke, som var saa overordentlig heldig med det Fund, hun med sin Lille Fru Jensen gjorde for dansk Litteratur, synes at have haft mere ondt ved at faa et levende, helstøbt Menneske ud af den Kvinde, hun skildrer i sin sidste Bog. Fru Ebba er et stærkt og oprindeligt Menneske, sanddru i alle Forhold og altid sig selv, skønt hendes Ægteskab fører hende fra en jævn og udannet Smaaborgerkreds op blandt højt kultiverede og hjertedannede Mennesker.
Hendes Mand er Præst, hun nærmest uden Religion, mens hun dog ærligt søger paa Grund af sin Kærlighed til ham ogsaa at komme til at dele hans Tro. Men han lader sig ikke skuffe, han ser godt, at han ikke er hendes Præst, men alene den Mand, hun elsker. Han søger mere og mere Trøst i Arbejdet ude i sin Menighed og trækker sig i Hjemmet ind i Studerekammerets Ensomhed, hun har jo sin lille Drengs Selskab. Mellem hende og Menigheden er der stadig en Kløft, hun staar for den som en vantro. Til sidst vaagner Mandens Ungdomslængsel efter at optage et Arbejde ude i Hedningemissionen, hun holder ham ikke tilbage, men hun lader ham ved Afskeden vide, at han kunde have vundet hende for sin Tro, om han havde søgt længe og taalmodig ind til det i hende, som sad stængt som bag Laas og Slaa, men den Taalmodighed har han ikke haft; han har forlangt hende fuld færdig straks, nu ønsker hun kun det ene at faa Lov til at passe sig selv.
Saa skilles de og sidste Del af Bogen skal vise os, hvorledes hun overladt til sig selv, arbejder sig frem til den Forstaaelse af sit og Mandens Forhold, at hun har ikke været ham en Medhjælp, men kun en Begrænsning. Derfor har hun drevet ham bort fra Hjemmet. I dette Afsnit af Bogen er det imidlertid som om Forfatteren mere og mere taber Herredømmet over Stoffet; hun, som i Lille Fru Jensen skyede alle stærke Virkemidler, griber her baade til Ildsvaade, Mord og Stormflod for at berede Ebbas Omvendelse, ja, lader hende oven i Købet forlade sit Barn og flakke hvileløs om i Landet i sin Søgen efter Gud. - Vi overbevises ikke gennem noget af alt dette. Men Lille Fru Jensen har overbevist os om, at Louise Birke kan skrive en harmonisk og helstøbt Bog, og vi har Lov til at vente en saadan fra hendes Haand næste Gang.
e-r-
Fru Lily: Ungdom. 135 Sider. G. B. N. F. København og Kristiania.
En udmærket fortalt, virkelighedstro Skildring af vore Dages unge Pige af den velstillede Klasse, livslysten, hensynsløs ærlig, tilsyneladende de ude af Stand til at samle sig om en virkelig Interesse udover sin øjeblikkelige Tilfredsstillelse, men ikke desto mindre, naar Alvoren pludselig træder hende ind paa Livet, i Stand til at tage sig selv i Nakken og lægge om paa en anden Bov. Bøger af denne Slags har den kvindelige Ungdom godt af at læse. De lærer dem at se sig selv i Spejl.
e-e
Inge Hofman-Bang: Naar Taagen letter. 191 Sider. Hagerups Forlag.
Vi savner blandt Efteraarets danske Kvindebøger et særpræget, kraftigt Forfatterfysiognomi. Det er altsammen, navnlig samstillet med Barbra Rings: »Under Sejl« saa temmelig Jævnmaal, hyggelig Fortælling, nærmest af opbyggelig Art, men ikke noget, som efterlader Spor, man husker. Saaledes ogsaa med den foreliggende Bog. Den handler om en ung Mand, der en Tid tror sig selv en Samson i Forholdet til Gud, men ved den første Modgang opgiver Ævret og gaar i Udlændighed i Paris, hvor han træffer en ældre Kvinde, som lærer ham at han i sit Gudsforhold har været en egoistisk Pjalt, thi den sande Maade at dyrke Gud paa er at tjene ham i Ydmyghed, Lydighed og Offervillighed. Disse Ord lægger han sig paa Hjærte og naar gennem en Række gode Handlinger mod Samfundets Stedbørn den sande Lykke baade i sit Forhold til Gud og til den unge Kvinde, som efter flygtig at være præsenteret i Bogens Begyndelse først dukker op igen paa hans Vej ved dens Slutning, uden at vi dog et Øjeblik har tvivlet om, at hun jo er ham forud bestemt og vil indfinde sig i rette Øjeblik. Bogen er ret livlig fortalt, men efterlader ikke noget Indtryk af Betydning.
e-e.
Johanne: Isabellas Kaabe. Roman fra Belgien. 160 Sider. G. B. N. F; København og Kristiania.
Denne Bog, som foregaar umiddelbart før og efter Verdenskrigens Udbrud, skildrer os, hvorledes en Flok Børn i et fornemt belgisk Hus pludselig rives ud af deres sorgløse Familieidyl og stilles overfor Krigens Brutalitet og Rædsel. Med stor Fortællerkunst lader Forfatteren os alene opleve Begivenhederne gennem Børnenes Indtryk og navnlig gennem den ældste lille Piges. Faderen kaldes som Officer straks til Hæren, og Moderen bliver syg, hvorfor Børnene er henviste til Tjenestefolkene og Familiens Ven og Sjælesørgers, den katolske Abbeds Omsorg. Efter et Bombardements Rædsler faar Familien Indkvartering af tyske Officerer, som i Begyndelsen optræder forholdsvis venligt indtil Opdagelsen af en Rulle Antændingstraad i en Bordskuffe paadrager Husets Beboere Mistanke for at omgaas med Attentatplaner og fører til et skarpt Forhør saavel af Børnene som af Tjenestefolkene, som dog takket være Abbedens Tilsynekomst
løber af uden værre Følger, hvorefter Børnene faar Tilladelse til at forlade Landet og finder et Tilflugtssted hos en trofast Veninde i Holland.
Forfatteren viser i denne, som i sine tidligere Bøger, en ikke almindelig Evne til at sætte sig ind i Børns Tankegang og at finde de naturligste Udtryk for deres Ord og Tanker. Selv paa Verdensbrandens Baggrund tegner hun sine Skikkelser virkelighedstro og uden al Overdrivelse.
Jenny Becker: Den gamle Kremoneser. 223 Sider. Hagerups Forlag. København.
Paa et Bogmarked maa man nødvendig skelne mellem de Bøger, som har en kunstnerisk Mission, og de Bøger, som har en underholdende og opbyggende Mission. De første er selvforstaaelig altid i Mindretal. Denne Bog, som de fleste paa dette Aars Julemarked, hører da ogsaa til den sidste Kategori, men naar man har taget denne Reservation, kan man godt anbefale den som Underholdningslæsning i en hyggelig Familiekreds i de lange Vinteraftener. Og en saadan Læsning tiltrænges jo ogsaa.
e-e.
Mandlige Forfattere.
Vilhelm Thaning: Pauline. Af en Kontordames Optegnelser. 180 Sider.
Steen Hasselbalchs Forlag. København.
,,Udgivelsen af disse Konsulinde Erlangens Erindringer og Oplevelser er, af selskabelig og diskretionære Hensyn og uden nogensomhelst Retouchering besørget af
Vilhelm Thaning.”
Saaledes indledes denne Dagbog, der danner et usnærpet, vittigt og virkelighedspræget Sidestykke til Rosa Bergs: En Tjenestepiges Dagbog. Paa denne Maade kan vi maaske efterhaanden gaa hele den kvindelige Fagkundskab igennem og skaffe os Indblik i en Telefondames, en Studines, en Sypiges o. s. v.’s Levevis. Og Udsigten er ikke afskrækkende. Den selverhvervende Kvindes Liv frembyder sikkert adskilligt mere af Interesse end Bourgeoisidamens; i hvert Tilfælde en Afveksling.
Bogen er aabenhjertig uden at være egentlig raa, fraset nogle enkelte drastiske Talemaader, som dog næppe kan kaldes overdrevne. Kontordamen begynder nemlig sit Liv i en Kælder, men hæver sig gennem sin uforfærdede struggle for life op til Konsulindes Værdighed. Hun er forøvrig med al sin Kynisme brav og god af Hjærte. Bogens Slutning forekommer dog unødvendig langttrukken og lidt usandsynlig. Der bebudes ikke desto mindre en Fortsættelse.
e-e.
Poul Levin: Den lykkelige Mand. En Fortælling, 180 Sider. G. B. N. F. København og Kristiania.
Denne Bog er Bogen om en Optimist, en daarlig Menneskekender, en umulig Politiker, kort sagt et af de Mennesker, som udretter det største Arbejde, fordi »de ikke spilder deres Tid med Intriger og Modintriger«; men den er ogsaa Bogen om en Mand, som vandt Lykken, ikke fordi han for en bred Bør sejlede ind i sin Svigerfaders Rhederiforretning og blev dets Chef, da den gamle døde, heller ikke fordi han for en ligesaa blid Bør sejlede ind i Bestyrelsen for det Aktieselskab, som senere overtog Forretningen og gjorde ham til sin Direktør, heller ikke fordi hans Parti satte ham ind i Borgerrepræsentationen, eller fordi han kom til at beklæde Tillidshverv efter Tillidshverv indenfor Banker og Pengeinstitutioner, men fordi han fik Lov at dele Livet med en Hustru, som for ham var og vedblev at være den skønneste, den bedste, den eneste af alle Kvinder i Verden. Dette er hans skjulte Rigdom, som han kender uden at behøve at tælle den hver Dag, dette er hans hemmelige Styrkebælte, som frelser ham gennem Livets Nederlag og udfrir ham af Dødens Skygge.
»En lykkelig Mand elsker to Gange, først sin Moder og saa den Kvinde, der bliver hans Hustru, og saa dem begge, naar Minder og Liv bliver ét.« Saaledes siger Forfatteren et Sted, og hele Bogen er ligesom en Hymne til Hjemmets Lykke, Lykken mellem to Mennesker, som midt under Larmen derude fra har Kærligheden i deres Hjærter hver Dag Aarene op igennem.
Men fordi deres Forhold til hinanden er et saadant, derfor er Bogen om den lykkelige Mand, Jens Vinge, »blevet ligesaa meget en Bog om hans skønne Hustru,« saaledes slutter Fortællingen, den fineste og ejendommeligste, vi i dette Efteraars Boghøst har gjort Bekendtskab med.
Poul Levin har engang i en Boganmeldelse sagt, at den, som, skriver en Bog, bør som en Opdagelsesrejsende omsejle sit Emne, for at kende det fra alle Sider; og naar denne Fortælling indtil de mindste Enkeltheder fæster sig saa dybt i Læserens Bevidsthed, er det just fordi, at Forfatteren har givet sig Tid til at omsejle sit Emne og trænge ind i det fra alle Sider. Vi ser Jens Vinge med hans Arbejdsfællers, hans Partifællers, hele den offentlige Menings Øjne. Vi ser ham med Lægens og Husvennens Øjne, og først og sidst med Hustruens og Børnenes.
»Folk som Dem er det netop, vi ikke skal have ind i det politiske Liv, I bringer blot Forvirring i Sagerne«, siger hans Partifælle, Redaktøren.
»Er han egentlig ikke dum?« spørger Konkurrenten.
,,Han bliver sgu’ aldrig andet end en forløben Marineløjtnant,« siger hans Kollega i Bestyrelsen.
Og de har paa en Maade Ret alle sammen. Jens Vinge kan ikke slippe sine Særstandpunkter, fornægte sin Overbevisning, - derfor dur han ikke til Partifælle. Han er tillidsfuld og uforbeholden selv overfor en Konkurrent - derfor er han dum. Han taler til sine underordnede, som talte han endnu fra en Kommandobro - derfor ser de stadig Søløjtnanten bag Direktøren.
Saa blæses der da op til den vilde Jagt paa den altfor lykkelige Mand, blæses op af dem, til hvem han saa tankeløst i sin evige Fremstormen har udleveret sig, dem, som fortryder, at de engang selv lod sig rive med af hans Arbejdsglæde, »Pessimisterne, som staar i Krogen og siger: Dette her gaar ikke godt!« Og den lykkelige Mand tvinges til at lytte, tvinges til at forstaa, at de, han antog for Medarbejdere, er hans Fjender, og de kræver hans Hjerteblod.
Og han flygter bort fra den hujende Hær, ud i Ensomheden for at kæmpe med Dødstanken - og sejre.
Saa vender han da tilbage til Byen og sin Gerning. Mens han stred sin Strid derude i Skovene har hans Hustru med sin stærke, milde Haand standset Forfølgelsen og sikret hans Tilbagetog.
Og de to »finder hinanden paany i en ny Lykke, der ikke er stormende som deres Ungdom og ikke tilfældig, stjaalen ud af Dagens Virvar, men dyb, fuldmoden og lidt vemodig som Efteraaret«.
e-e.
Johannes Poulsen: »Gennem de fagre Riger.« - (V. Pios Forlag).
En Række friske og gennemgaaende forfriskende Indtryk fra en Jordomrejse, fængslende fortalt af en aandfuld Kunstner med en ypperlig Iagttagelses- og instruktiv Gengivelsesevne. - De er overdaadigt illustrerede, og Udstyret i det hele fuldendt. - En Gave, som enhver vil glædes over at give og at faa. -
Den, der har hørt Carrie Chapman Catt fortælle om det Liv, japanske Kvinder lever som »Kurtisaner« i det af Staten opretholdte Josivara, kendes dog ikke rigtig ved den Glans og Poesi, som Forf. lægger over sin Beretning fra dette Kvarter i Tokio, hvor 3000 Kvinder Dag og Nat udstilles bag »udskaaret og rigt forgyldt Trægitter,« - Man maa her mindes, at det er et Kunstnerøje, der ser og gengiver, og maa reservere sig sin endelige Opfattelse af denne Statsinstitution, til man har set den belyst ogsaa fra andre Synspunkter.
Med Vemod læser man Afsnittet om Forf.s Besøg hos Jack London!
Joakim Skovgaards Billeder i Viborg Domkirke med Tekst af Th. Oppermann er et lille Hefte, som navnlig nu lige efter Kunstnerens 60 Aars Dag vil finde mange Købere. - Reproduktionerne er fortræffelige og Teksten populær og udmærket vejledende i alle Retninger. - Denne Oversigt over en stor dansk Kunstners Manddomsværk er interessant, og det lønner sig at gøre sig bekendt med den. - (G. E. C. Gad).
David Monies: »Ansvaret« er ogsaa en aktuel Nyhed. »Aktuel« vil med andre Ord sige, at det er en Bog, der beskæftiger sig med Krigen. Der syndes meget i disse Tider for at være »aktuel«, men det skal siges til Forf.s Ros, at hans Bog ikke gør Indtryk af at være et Spekulationsprodukt. Den er præget af Alvor og Hengivenhed i overfor den Opgave, han har sat sig: gennem en Konflikt i den krigselskende Statsmands Familie at understrege sit Motto: Ingen kan bære Krigens grufulde Ansvar. -
(116 S. Pris 2.56. Schønbergske Forlag). -
Th. D.
Bøger for Ungdommen
De sædvanlige smukke Bøger for mindre Børn synes i Aar ganske at udeblive. Selv Hagerups Forlag, som plejer at være »Tip-Top« i denne Retning, har i Aar ikke ladet høre fra sig. Det er vel de høje Papirpriser, der gør sig gældende, og man maa altsaa til smaa Børn vælge sine Julegaver i andre Brancher. Derimod er der flere gode Bøger for lidt større Børn. Af disse skal vi nævne:
Bertha Holst: Tvillingerne. 137 S. Gyldend. Forlag. Fortælling for Børn.
Bertha Holsts - snart mange – Bøger for Børn og Ungdommen er allesammen udkomne i 2 Oplag, og dette er nu ogsaa Tilfældet med den her foreliggende, af hvilken første Udgave udkom i 1906, Det er en Bog om et Tvillingpar, en Dreng og en Pige, som holder sammen i tykt og tyndt, som gør gale Streger, men som har Hjertet paa rette Sted. Den viser da ogsaa, hvorledes alle de gale Streger paa en Gang bliver afsvorne, naar Tvillingerne mødes af en god og kærlig Forstaaelse, først hos deres Rektor i Skolen og smukkest hos en ung og god Stedmoder, som ved sit kærlige Hjerte helt faar Magt over dem. Det er god og sund Læsning for Børnene, som Bogen er beregnet paa.
Torry Gredsted: Drenge (Steen Hasselbalchs Forlag, 119 S.) indeholder en halv Snes Historier, der alle handler om raske Drenge i 12-14 Aars Alderen. Der skydes med Revolver, Riffel og Bue, der stikkes med lange Knive og der duelleres med skarptslebne Huggerter, saa der er ingen Mangel paa dramatiske Momenter. Som Grundtone gennem hele Bogen lyder Forpligtelsen for en ærlig Dreng til aldrig at bryde sit givne Ord, og da de nævnte dramatiske Momenter derhos altid fremstilles i en Form, der intet har med Nick Carter at gøre, maa man alt i alt sige, at Bogen er god Læsning.
Hedevig Prahl: Elses Dagbog (E. Jespersens Forlag, 77 Sider) er udkommet i 2. Oplag, hvilket maa være Tegn paa, at den falder i Smagen hos de Smaapiger, den er beregnet paa. Den indeholder kun gode og smukke Paavirkninger, men den er iøvrigt for den modne Læser et stærkt Bevis paa, hvor vanskeligt det er for et voksent Menneske at tænke og skrive i samme Plan som et 12 Aars Pigebarn.
Valdemar Brummerstedt: Eksporteret er en Bog paa 164 Sider, som er udkommen paa Steen Hasselbalchs Forlag.
Den beretter om en ung Mands Liv et Aar igennem ved en Koloni i Grønland, og den giver et fordringsløst Billede af de daglige Smaabegivenheder ved saadan en Koloni. Det, som kunde have givet denne Bog en virkelig Værdi, malende Skildringer af vort fjerne Bilands store og skønne Natur og Oplysninger om Grønlændernes Liv og Karakter, har Forfatteren derimod ikke gjort noget virkeligt Forsøg paa at faa frem, saa Bogen vil næppe faa nogen blivende Betydning. Den kan paa Grund af den Elskværdighed, hvormed den er skreven, dog nok kaldes underholdende, og da Forfatteren vel næppe har tiltænkt den anden Opgave kan man maaske med lidt god Villie sige, at han har naaet sit Maal.
Gyldendalske Forlag har til Julen udsendt 2. Oplag af L. C. Nielsen: Drenge til Orlogs (188 Sider), som blev udgivet første Gang i 1899. – De forløbne 17 Aar har ikke gjort Bogen ældre i den Forstand, at den nu falder afbleget; thi den vil til alle Tider bevare sin Gyldighed. – Det er ikke
en Bog for Nutidens tiltalende men Undertiden lidt for »energiske« Spejderdrenge, men det er en voksen, fuldt udviklet Mands og Kunstners stille, i Formen lydefri, Beretning om, hvad der rører sig i en lidt veg og alligevel stolt og retskaffen Drengs Hjærte og Hjærne. - Disse Stemninger og Tanker vil mangen Mand kende igen fra sin egen »Overgangsalder«, og de vil da med en egen stille Mildhed kalde det tilbage, som det daglige Livs Slid enten har dækket eller hærdet, saa at han egentlig helt havde glemt det. -
Det er kort sagt en af de faa Bøger, som blandt de Hærskarer, der udsendes, rummer god og fin Kunst. - Og det er derfor, at den som ovenfor sagt altid vil bevare sin Gyldighed. -
Under Titlen: Asbjørnsens Eventyr har Gyldendalske Forlag i to smaa Bind udsendt et Udvalg af Asbjørnsens og Jørgen Moes Genfortælling af norske Folke-Eventyr. Udvalget er foretaget af Vilhelm Østergaard med Henblik særligt paa, at Eventyrene skulde kunne opfattes af danske Børn, og denne Opgave, som sikkert har haft sine Vanskeligheder paa Grund af de mange norske Gloser, der forekommer i Original-Udgaverne, maa siges at være løst med megen Forstaaelse. Der er ikke Tvivl om, at disse Eventyr vil blive lige saa stærkt skattede af danske som af norske Børn.
En anden Børne-Fortælling af norsk Oprindelse er Laura Fittinghoff: Børnene fra Frostmofjældet, som er oversat og bearbejdet af Margrete Marstrand, født Lønborg Jensen. Den vil nærmest passe for mindre Børn, som lige er komne saa vidt, at de kan læse en Bog, og den fortæller smukt og rørende om en forældreløs Søskendeflok, som oppe fra det barske Norland, hvor Høsten helt er slaaet fejI, drager ned mod sydlige mere frugtbare Egne, hvor de finder nye Hjem hos gode Mennesker.
Eva Dam Thomsens Ingeborgs Sommerferie tager Sigte paa lidt større Børn og beretter om, hvorledes en lille trettenaarig Københavner-Pige - et Feriebarn – bliver optaget i et bornholmsk Lægehjem. Bogens »københavnske« Sprogblomster saa vel som dens bornholmske Vendinger og Gloser vil sikkert more Børnene, og der findes desuden indflettet baade smukke Naturskildringer og mange Oplysninger om, hvorledes Livet før og nu har formet sig paa vor skønne Klippeø ude i Østersøen.
Hulbogen er en Række Tegninger af Carl Røgind, hver med et tilhørende lille Vers. Nogle af disse Vers vil paa Grund af deres jævne Form falde Børnene let i Munden.
