« Tilbage til søgeresultaterne
En Nytaarsdrøm
Jeg drømte, at jeg sad i en Skov, hvor fire Veje mødtes.
Der gik en Mand med Messingskilt paa Kasketten og puslede med en Spade ved den ene af Vejene. Den trængte til at repareres, sagde han. Der havde i den sidste Tid været Brud paa flere Steder.
„Det er Bunden, det er galt fat med," forklarede han, alt imens han jævnede efter med Gruset fra Trillebøren. „Det kommer af det blandede Materiale; Hælvten: Skærver og Hælvten: udbrændte Slakker. Saadan var det ikke tidligere, men nu er de jo bleven flere om at bestemme, og saa ved man nok, hvordan det gaar."
„Det er ellers en køn Vej," sagde jeg, „Det ser saa herskabeligt ud med de høje Lindetræer paa begge Sider, og den aabner et dybere Perspektiv bagud end nogen af de andre Veje. Jeg kan ikke engang skimte, hvor den begynder."
„Det er ogsaa de store Herrers Vej, den ældste af dem alle," svarede Vejmanden. „Den er ikke for Arbejdskøretøjer og Træskostøvler, men for Gummihjul og Salonsko. Bilerne har nu alligevel taget groft paa den." Han hev en Spadefuld Grus ned i et Hul i Hjulsporet.
„Da synes jeg, Sporene staar nok saa dybt i Vejen dér." Jeg pegede paa den ved Siden af.
„Den er ogsaa for Bondekørsel," sagde Vejmanden „Høstvogne og Mergel- og Møgvogne. Og saa Mælkevognene til Mejerierne, og nu paa det sidste de store Ladvogne med Eksportsvinene. Det tærer altsammen paa Vejen, men kun i Overfladen, Bunden er fast og skal nok bære."
Jeg drejede mig om paa Stenen, hvor jeg sad, og saa ned ad den tredie Vej. Den løb ikke i lige Retning som de andre, men bugtede sig ind og ud mellem Træerne paa en fornøjelig, malerisk Maade. Der voksede mange brogede Blomster paa Grøftekanterne, og Træernes Grene rakte sig paa nogle Steder helt ind over Vejen fra begge Sider og berørte hinanden.
„Den Vej er nok ikke for Køretøjer," sagde jeg.
Vejmanden smilte. „Nej, den er for Digtere og Filosofer," sagde han, "men de Folk skal jo ogsaa leve."
Den fjerde Vej var bredere end nogen af de andre. Den løb snorlige, og Træerne ved Siderne var kappede baade for Krone og Grene, at de ikke skulde tage Lys og Luft fra Vejen.
,,Ja, - det er nu min Vej," sagde Manden med Messingskiltet; og hans Øjne lyste under Kaskettens brede Skygge. „Her skal De se: Første-Klasses Materiale, Granit alt sammen og ordentlig og akkurat gjort. Chaussé-Brolægning kunde man gerne kalde det. Og ikke alt det Kravl af Blomster paa Kanterne; men de er ogsaa lugede fra den første Dag. Saadan en Vej kræver Pasning, men her skal ogsaa de store Folketog gaa i Rækker paa 6 Mand med Orkester og Faner. Jo, det er en Vej, man har Glæde af at passe."
„Tror De, her kunde blive Plads til en Vej endnu?" spurgte jeg tankefuld og pegede ind mellem Træerne. „Jeg synes, ligesom jeg kan se Fodspor derinde, - Kvindespor. Hvad vilde De sige til at bygge mig en Vej der?" –
Han rettede sig i Vejret og saa forskende paa mig.
„Hvad skulde det være for en Vej?"
„Sig mig først, hvad de andre Veje hedder," svarede jeg.
Det klukkede lidt i ham, som lo han ved sig selv, men der var intet Smil at se paa hans Ansigt.
„Hvad de kalder sig, maatte De hellere sige, for saa kommer De Sandheden nærmere. - Jo, den første kalder sig Troskabens Vej, og den anden Folkelighedens, og den tredie Aandsfrihedens og den fjerde Retfærdighedens. Men, det er kun Persille paa Anretningen. Alle sammen hedder de med ét Navn: De økonomiske Interessers Veje." Han slog Spaden saa haardt i Vejstenene, at der fo’r Gnister fra dem. „Den første tjener Kapitalens Interesser, den anden Jordbrugets, den tredie de oplyste Hoveders og den fjerde Arbejdernes. Alle disse Interesser danner Vejbunden, Idéerne er kun paakørt Fyld. Troskab mod det bestaaende! - det betyder: Ret til at blive ved med at udbytte Masserne. Folkelighed! - Ret til at lade sin Næste betale saa dyrt som mulig det Flæsk, det Smør, det Brød, han skal opholde Livet ved. Aandsfrihed! - Ret til at tjene ligesaa meget paa sine videnskabelige og kunstneriske Idéer, som de andre paa deres Dampskibsaktier, deres Høveder, deres Hænders Arbejde. Retfærdighed! - det vil sige paa godt dansk og uden alle Dikkedarer: Ret til at rejse nye Troner, Talmajestætens Troner i stedet for Privilegiernes. - Men naar bare Arbejderne faar, hvad de skal ha’, ser jeg ikke noget ondt i, at deres Førere sætter sig selv paa Tronerne. Politik betyder ikke Kamp mellem Idéer, men Kamp mellem økonomiske Interesser. Det lærer man, naar man hele sit Liv ikke har bestilt andet end at køre Fyld paa. - Faar jeg saa at vide, hvad den ny Vej skal hedde?"
„Uselviskhedens Vej," svarede jeg tøvende. Hans Kynisme havde gjort mig tvivlraadig.
„Lad os vente med Fyldet," sagde han fortrædelig. „Hvad skal jeg lægge i Bunden? - Hvad hedder den økonomiske Interesse? -"
„Kvindernes Interesse,” røg det ud af mig. „Hustruernes, Mødrenes, de uafhængige, selverhvervende Døtres!"
Hans Spade huggede allerede i Grønsværet. Græstørvene fløj fra dens Klinge, og den sorte Muld bredte sig i hans Fodspor. Men Synet greb mig med Rædsel og Væmmelse, mit Blik søgte Mærkerne af de lette Kvindefødder i Græsset mellem Træerne, - dem vilde han i næste Øjeblik krænke med sin brutale Spade, forvandle denne fine Drømmesti for de enkelte, de udvalgte, til en skærvelagt Alfarvej som de fire andre Veje.
Jeg maatte forhindre det. Mine Hænder klamrede sig om hans Arme for at vriste Spaden fra ham, men han rev sig løs og løftede den truende imod mig. Først nu saa jeg rigtig hans Ansigt. Det var ikke længer den godmodige Vejmands. Hans Øjne var to glødende Bor, hvert af hans Træk som mejslet i Sten.
„Tror Du, jeg la’r mig holde for Nar?" raabte han. „Ved Du ikke, hvem jeg er?"
„Nødvendigheden!" skreg jeg, og mine Arme sank lammede ned. Ordet lød endnu i mit Øre, da jeg vaagnede.
