« Tilbage til søgeresultaterne
Trætte Mænd
Jeg vil gerne have Lov til at fremsætte et Par Bemærkninger til en Artikel i „Kv. og Sf." af 30. Decbr. 1916 med Titlen „Trætte Mænd" af e.-e.
- Udtrykket „Trætte Mænd" er en Forvanskning, det dækker slet ikke, hvad der fra salgsvenlig Side blev hævdet. - Uden at det er min Hensigt at kaste mig ind i en Diskussion om Salg eller ikke Salg, vil jeg pointere, hvad der i den Forbindelse blev sagt. Der blev nemlig sagt: „Vi ejer ikke Kolonier nok til at vi kan faa uddannet en Stab af dygtige Mænd eller Kvinder til Kolonistarbejdet saaledes som Stormagterne med de store Kolonier kan det, og særlig tror vi, at vi har uoverskuelige Vanskeligheder at overvinde, naar det gælder Kolonisation i Troperne." - Selverkendende Mænd turde derfor have været et mere passende Udtryk. - Vi Kvinder skal forresten vogte os for saa stærke Udtryk som „Trætte Mænd", det er et Udtryk, der uhyre let kunde vendes mod os selv som Slægtens Opdragerinder. -
Endnu en Ting i samme Artikel vil jeg ogsaa gerne have Lov til at sige et Par Ord om.
e-e maa ikke kende synderligt til det Afsnit af Historien, som ligger før Margrethes Regeringsaar, naar hun ikke ved, at Kong Valdemar Atterdag - Margrethes store Fader - havde samlet hele Landet paa Sønderjylland nær, og tillige skaffet lovmæssige Tilstande til Veje, og Sønderjylland var han i Færd med at inddrage under Kronen, da han døde 1375.
Dronning Margrethe, som i Begyndelsen af sin Regering ganske naturligt manglede noget af Faderens Autoritet, maatte overlade Sønderjylland, som Len til de holstenske Grever, og omtrent den samme Historie gentog sig, da Margrethe døde, og Erik af Pommern kom paa Tronen.
Om Margrethes Kvindelighed siger A. Fabricius: Dronning Margrethe var mandig og herskesyg. - Man tillægger hende et majestætisk men indtagende Væsen .... Iøvrigt havde hun meget tilfælles med Faderen; ligesom han fo’r hun helst med Læmpe og forstod snildt at skjule sine Planer, men naar det behøvedes, kunde hun handle med Kraft. - Hun var kold og beregnende, og hun forstod at vælge sine Folk, skønt Tiden var fattig paa store Mænd. -
Hvor vidt Dronning. Margrethe havde kunnet holde Norden samlet, hvis hendes Regering var blevet fortsat i Aarhundreder, er naturligvis vanskeligt at sige, men det ved vi, at Svenskerne allerede i Margrethes Levetid var meget misfornøjet med Foreningen med Danmark. - Hele Sverige var paa den Tid i stærk Fremvækst, fra at være et Danmark underlegent Land, var det ved at blive Hovedlandet i Norden.
Skagen, 8. Jan. 1917.
Thyra Hansen.
- - -
Vi har forelagt ovenstaaende for Mærket „e-e", som paa Thyra Hansens Bemærkninger har svaret følgende:
Udtrykket „Trætte Mænd" anvendtes alene om de Mænd, som i Agitationen før Øsalget gentagne Gange paa Møder og i Pressen har udtalt, at vi savnede Vilje og Kræfter til at iværksætte de nødvendige Reformer.
Fra en saadan Selvopgivelse mente e-e, at Kvinderne burde tage Afstand som dem, der aldrig havde haft Lejlighed til at dokumentere deres Vilje og Kræfter i denne Sag.
E-e har hverken udtalt sig som Salgsven eller Salgsmodstander, blot forsøgt at redde Kvinderne fra alt Medansvar for den Afmagt, som de „selverkendende" Mænd i Diskussionen har fundet en tilsyneladende Tilfredsstillelse ved at vedkende sig selv og andre.
Advarslen mod at bruge for stærke Ord om Mændene er ikke ny for e-e og andre Kvinder, som uforfærdede ved enhver Lejlighed tager Kvindernes Parti. Det er en af de „selverkendende" Kvinders mange indtagende Egenskaber, at tage deres egne Talsmænd i Ørene for at ile de betrængte Mænd til Hjælp. Paamindelsen om „Slægtens Opdragerinder" bringer sikkert „Kvinden og Samfundet" s Læsere i Erindring Carl Plougs historiske Afvisning af Kvinders Krav paa at sidde i Skolekommissioner: „Jeg tror ikke - jeg vil sige det rent ud - at Kvinderne har vist sig som de udmærkede Opdragere for Ungdommen, som vi havde ønsket og ventet, da vi undergik vor store nationale Ulykke i 64." Dengang var det Adam, som skød Skylden paa Eva, nu er Eva naaet saa vidt i Selvstændighed, at hun kan besørge det selv. Det er dog altid et kvindeligt Fremskridt!
Det er unægtelig at stille „Kvinden og Samfundet" s Læsere paa en Taalmodighedsprøve at komme ind paa en historisk Vurdering af Dronning Margrethe, som saa tidt har været karakteriseret i dette Blad, og det er da heller ikke for at redde e-e fra en historisk Fiasko, at jeg beder om Plads for nogle historiske Fakta, men for at give Margrethe den Fortjeneste, der tilkommer hende, og som Forfatteren af ovenstaaende Artikel synes tilbøjelig til at beklippe til Fordel for hendes store Fader.
At Valdemar Atterdag samlede det pantsatte, adsplittede Danmarks Rige, det ved hvert Barn i Landet, e-e ogsaa, men ligesaa bekendt er det, at hans overmodige og ukloge Kamppolitik i Slutningen af hans Regering ødelagde en stor Del af hans Manddoms Værk, ja tvang ham til, efter at have afleveret den højst uheldige Vittighed om de „seven und seventig Gensen", at forlade Landet i tre Aar og overlade sine betroede Mænd at klare Ærterne. „Han fordrev sig selv fra sit Rige, uden at nogen forfulgte ham", siger den danske Krønike. Hvilket Modstykke til Margrethes besindige, aldrig raadvilde Politik!
Følgerne af Valdemars Selvopgivelse blev, at de udstrakte skaanske Provinser i 16 Aar kom i Hansestaternes Vold, hele Kysten fra Skanør til Helsingborg blev overladt dem, og de fik Ret til de to Trediedele af Byernes Indtægter. Og hvorledes saa det ud i det øvrige Rige? København havde maattet overgive sig, og Absalons Borg var nedrevet - i Kælderen til det nye Kristiansborg kan endnu Ødelæggelsesværket paavises. - Laaland og Falster var ligeledes erobret og Jylland atter faldet i Holstenernes Hænder. Det lykkedes ganske vist Valdemar i sine fire sidste Regeringsaar at raade Bod paa den værste Ulykke, men det Rige, han efterlod sin Datter og hendes Søn, var ikke desto mindre hærget af Krigens Ødelæggelser, og saa lidt betrygget, at Holstenerne stod rede til, saa snart Valdemar havde lukket sine Øjne, at falde ind i Jylland igen. Herredømmet i de skaanske Provinser var kontraktmæssig paa Tid overgivet Lybækkerne, og af det indre Lovgivningsværk, Valdemar i sine Velmagtsdage havde paabegyndt, var der næppe Spor tilbage. Under disse Vanskeligheder besteg Margrethe Tronen, og jeg behøver ikke at gentage for „Kvinden og Samfundet”s Læsere, hvorledes hun sejrede over dem. Af hun var herskesyg og ukvindelig er en ganske forældet Betragtning, som vore Dages Historieforskning er kommet helt bort fra. At magte sin Opgave og bestemt vide, hvad man vil, burde ikke længer regnes for Tegn paa Ukvindelighed.
Margrethes sønderjydske Politik var en Nødspolitik for at faa frie Hænder til Ordningen af det svenske Mellemværende, og hun stod paa Nippet til at bringe ogsaa dette Led i Lave, da Døden overraskede hende, - ligesom den havde overrasket hendes Fader i samme kritiske Øjeblik.
Selv om e-e har gjort sig fortjent til at tages i Ørerne, bør Margrethe ikke af den Grund miste en Tomme af den Anseelse, hun altid har nydt indenfor Dansk Kvindesamfund.
e-e.
