« Tilbage til søgeresultaterne
Fangen
Skyldig eller ikke skyldig!
Længe efter at Dommeren havde ophørt i at tale, syntes hun, at disse Ord lød fra alle Sider. - Hun saa intelligent og tiltalende ud, som hun stod der med Hænderne krampagtig knyttede om Skranken foran hende. De store, brune Øjne søgte nervøst efter Deltagelse. - »Skyldig, eller ikke skyldig!« - Snart, maaske om nogle faa Minutter, vilde hun faa at vide, om de ansaa hende for skyldig i Mordet paa hendes Mand.
Hun forsøgte at tilbagekalde i Erindringen alt, hvad der var passeret siden hin ulykkelige Aften. Det var kun en Uge siden, hun første Gang stod for Skranken og hørte, hvorledes hendes dygtige Advokat søgte at faa hende frikendt. Det forekom hende som en Evighed. »Skyldig eller ikke skyldig!« Atter hørte hun de forfærdelige Ord. Hun syntes, at alle disse Mennesket raabte og krævede hendes Liv for en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet.
Hun saa sig om for at finde et venligt, deltagende Blik. Var der da ingen Barmhjertighed til i denne Verden? I Aften var hun enten fri eller - - hele hendes Legeme skælvede ved Tanken. - Var der virkelig ingen, som troede paa hendes mange Gange gentagne Forsikring: »Jeg sværger til Gud, at jeg er uskyldig! Hav Medlidenhed med mig. Jeg hadede min Mand, men dræbt ham har jeg ikke!«
Jo, hendes Advokat, den Mand som havde brugt alle sine Kræfter for at frelse hendes Liv, som fuldstændig havde optrevlet og tilintetgjort de fremlagte Beviser, han troede paa hendes Uskyld. Hun saa hen paa paa ham og mødte hans kloge Øjne, fulde af Overbevisning, Mod, Liv, Interesse og Spænding. Jo, han troede hende!
»Skyldig eller ikke skyldig!« lød det atter for hendes Øren. Det blev mørkt for hendes Øjne, hun tog sig sammen endnu en Gang og raabte: »Jeg er uskyldig, jeg har ikke myrdet min Mand«. Hendes Skrig hørtes til Salens fjerneste Krog og ogsaa af den Mand, som havde frelst hendes Liv.
- - -
Da hun vaagnede laa hun indsvøbt i Tæpper med en Pude under Hovedet. - Hun saa sig om i Rummet, og hendes Blik faldt paa en Buket røde Roser paa Bordet ved Siden af hende. Hun flyttede Blikket til sine forældres Portræt. Hun syntes de stirrede paa hende, som vilde de spørge: »Er du skyldig eller er du uskyldigt« Hun satte sig op og stirrede frem for sig: „Jeg er fri og dog ikke fri.”
„Hvorledes gaar det mit Barn," lød Moderens Stemme for hendes Øre. - Var den ligesaa mild og øm som altid, eller lød den ikke kold og frastødende? Hun vilde græde, men kunde ikke, hun følte sig nedtrykt, ensom, udstødt af Samfundet.
Ved Siden af Roserne laa et Brev fra hendes Advokat, den Mand som havde frelst hendes Liv. Den eneste, der troede hende.
Hun læste Brevet, hvori han bad hende se op til sig, saa snart hun kunde. Hun besluttede sig til straks at tage hen for at takke ham, og stod lidt efter uden for hans Dør, endnu i samme sorte Dragt som i Retssalen, men med den Forskel, at hun bar en af hans røde Roser paa Brystet.
Døren stod halvt aaben, og hun hørte tydelig hans Stemme, - der var nogen hos ham, hun vilde vente. Hun hørte ham nævne sit Navn, og aandede næppe, saa spændt var hun paa at høre ham bekræfte hendes Uskyld.
»Vil du modtage hende her i dit private Hjem?«
Han lo: »Ja du, jeg interesserer mig for hende.«
»Vil du da gifte dig med hende? Det vilde være dramatisk.«
Hun stod bag Portieren og hørte paa denne Samtale. Hendes Hjerte bankede. Havde han ikke sagt, at han interesserede sig for hende. Hun ventede spændt paa hans Svar.
»Kære Ven, du er Optimist. Hvem taler om Giftermaal? Man kan vel være interesseret paa anden Maade, f. Eks. for Sagens Skyld. Ser du, det er ikke nødvendigt for os at tro paa de Klienter, som vi slæber fra Galgen, og mellem os sagt finder jeg det meget sandsynligt, at den almindelige Mening her har Ret. Hun har aabent tilstaaet, at hun hadede sin Mand, hvad jeg meget vel forstaar, han var en Slyngel, slet i Rund og Grund. Jeg saa straks, at her var en Chance for mig, jeg har vundet, men jeg er ikke tilfreds, - jeg vil have, at hun skal sige mig Sandheden, - ikke for at anklage hende, det vilde jo være dumt, men for Sportens Skyld - Hun interesserer mig. Hun er en af de klogeste Kvinder, jeg har truffet. Hun synes om mig, og jeg haaber ved fortsat Bekendtskab at faa hele Sandheden at vide, om det skal ske paa ærlig eller uærlig Vis er mig ligegyldigt. Sandheden - Sandheden vil jeg vriste fra hende. Hvorfor ser du saaledes paa mig."
„Jeg tænker paa, at du ikke kunde naa dit Maal paa en mindre hensynsløs Maade, end den at bedrage hende."
- - -
Hun stod som en Støtte paa samme Sted. Han havde altsaa troet, hun var skyldig! At al hendes Smerte var Komedie, som hans Forsvar havde været det, og han veg ikke tilbage for at tilføje hende ny Smerte for selv at naa et Maal!
Hun løftede langsomt Portieren, stod et Øjeblik uvis og gik derefter frem imod ham. Som en Dronning stod hun foran ham i sin sorte Kjole med den blodrøde Rose. Hun stirrede paa ham med et fraværende Blik, og da hun talte var hendes Stemme sagte og svag; men rolig, ingen af dem glemte den nogensinde.
„Jeg er uskyldig, jeg sværger til Gud, at det er sandt." Hun vaklede, og faldt ned for Fødderne af den Mand, som havde frelst hendes Liv fra Galgen for bagefter at fornedre hende for „Sportens Skyld".
Nu var hun fri. Ude af hans Rækkevidde. Og hans røde Rose laa brudt ved Siden af hende.
Efter Wiri.
