« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Borgerrepræsentationen

« Se emneord

Lige Løn for lige Arbejde.

(Fortsat).

Fru Helga Larsen: Fru Arenholt lyste efter en Udtalelse fra socialdemokratisk Side om, hvorledes man saa paa Spørgsmaalet om Ansættelse af kvindelig Arbejds­kraft i Kommunens Tjeneste og paa Sætningen: Lige Løn for lige Arbejde. Hendes personlige Me­ning var, at der bør være ligesaa megen Adgang for den kvindelige som for den mandlige Arbejds­kraft og ydes lige Løn for lige Ar­bejde, thi hvis den kvindelige Ar­bejdskraft var billigere end den mandlige, kunde det risikeres, at de kvindelige Arbejdere efterhaanden blev mere efterspurgte, saa at flere mandlige Arbejdere blev ar­bejdsløse, og det vilde dog være den omvendte Verden, om Mæn­dene skulde komme ud af deres Stillinger og blive arbejdsløse, me­dens Hustruerne gik paa Arbejde og Mændene saa fik Lov til at gaa hjemme og passe Børnene. Det risikerer man ikke, naar man yder lige Løn for lige Arbejde, thi det er selvfølgelig Arbejdet, der maa betales, uden Hensyn til, om det er Mænd eller Kvinder, der udfører det.

Borgmester Dybdal: Derefter vilde han sige et Par Ord om det nye Slagord, kunde han gerne kalde det, i Debatten om, hvorle­des man skal lønne kvindelige Tjenestemænd: Lige Løn for lige Arbejde. Det var fortræffeligt med saadanne Fyndord. De er navnlig udmærket anvendelige i en De­bat, saadan i større Stil, paa Folkemøder, og for at trække Lini­erne stærkt og groft op, fordi de er lette at huske og peger stærkt paa noget, der skal fremhæves. Men de er ganske uanvendelige i Praksis ved det Arbejde, der skal gøres, naar man skal komme til et rigtigt Resultat. Det er nogle af de værste Fejl, man overhove­det har gjort rundt omkring og alle Steder, at man, naar man har fundet et saadant i og for sig ypperligt Fyndord, gør det til et Aksiom og derefter drager Kon­sekvenserne af det, som om det var noget urokkeligt, slutter fra det, bruger det som Prøvesten og siger: Det er ikke lige Løn for li­ge Arbejde, altsaa er Ordningen gal. Dette var jo ganske forkaste­ligt, saadan kan man naturligvis ikke gøre. Lad os tage en Lærer, en fortræffelig Lærer, med ypper­lig Naturbegavelse for sin Ger­ning, en Mand, som har uddan­net sig til Fulkommenhed, som har uddannet sin Personlighed saaledes, at den er i alle Maader gennemdannet, gennembearbejdet, som udfører sit Arbejde med Liv og Lyst og faar Alverden ud af sin Undervisning. Vi har jo saadanne Lærere, der er ikke faa, hvis Klasseundervisning foregaar paa lignende Maade, som naar en Virtuos spiller paa sit Instrument. Denne Lærer kan behandle sin Klasse paa samme Maade som Virtuosen sit Instrument, faa den interesseret og faa den til et Standpunkt, som det paa ingen Maade lykkes andre Lærere at opnaa. Lad os tage en saadan Læ­rer. Han arbejder altsaa hele sit Liv paa dette, som er hans Lyst og Glæde. Han søger ikke For­fremmelse, for han vil ikke ind i nogen anden Stilling; han vil un­dervise, for det er han ypperlig egnet til og gør med Glæde. Det Arbejde, han udfører, kan van­skeligt overvurderes. Der er ikke megen Indsats, som gøres til Samfundets Nytte, der kan stilles ved Siden af en saadan Mands Arbejde. Lad os saa tage en Mand. der ikke har nogen egentlig Na­turbegavelse i den Retning, men har taget Gerningen som et Leve­brød. Han hutler sig igennem med stor Flid og er kommen an. Det ligger ikke for ham, han sy­nes ikke om Gerningen, og Børne­ne synes endnu mindre om den Maade, han udfører den paa. Men det er ikke saa desperat, at man kan fjerne ham, fordi han saa no­genlunde gør, hvad han skal, og det er hans Levevej, han kan ikke slaa ind paa en anden. Disse to Lærere underviser hver 36 Timer om Ugen. De lønnes ganske ens, faar ganske samme Betaling - selvfølgelig, hvordan skulde det være anderledes? Er det lige Løn for lige Arbejde? Man kan ikke tage det kvalitativt, det maatte han indrømme. Man kan ikke gøre Forskel, uagtet den enes Ar­bejde betyder Alverden, og den anden egentlig tager Pladsen op for en bedre. Det maa tages kvan­titativt. Naar man nu sammen­ligner Lærerne og Lærerinderne - det evige Stridsspørgsmaal - og siger: Naar vi tager Lærerinde­korpsets Arbejde og Lærerkorp­sets Arbejde gennem en længere Aarrække, saa er der den og den Arbejdsydelse, der læses saa og saa mange Timer, - saa maa man ogsaa paa den Maade tage det kvantitativt. Kvalitativt er der ik­ke mindste Tvivl om, at Lærerin­derne i fuldeste Grad staar Maal med Lærerne, men kvantitativt: de varer ikke saa længe, de holder ikke saa længe, de gaar tidligere af, de har mange flere Forhindrin­ger, der er mange flere Timer, der ikke bliver læste af dem, men af Vikarer. Hvis man altsaa siger: Kommunen skal have det samme Arbejdsresultat for det samme Beløb, - saa kan der ikke blive det samme Beløb til Lønning for Lærerinder som til Lønning for Lærere. Hvis man vil stille det op rent matematisk og sige: Vi vil betale Arbejdet ens, men vi vil ikke betale for mere, end vi faar, og vi faar saa og saa mange Timer af den ene og saa og saa mange Timer af den anden, og derefter sætter vi Lønnen, - saa er det den samme Fremgangsmaade, man bruger overfor Lærerne. Man siger: Det er Kvantiteten, vi be­dømmer, det er ikke Kvaliteten. Saa siger Fru Arenholt: Det er rent forkasteligt; Forholdet er det, at man kan tage et Synspunkt fra Behovet, og man kan tage et Synspunkt fra Forsørgerstillingen, saaledes som Samfundet engang er indrettet - og det er fuldstæn­dig rigtigt, det er Overvejelser man altid har været inde paa - men, siger Fru Arenholt, man kan ikke dele det efter Køn. Ja, det er jo kun en Strid om Ord. Hvorfor ikke? Det vil ikke sige en Smule andet end: Vil man anerkende det rent faktiske, at den kvindelige Organisme er finere indrettet end den mandlige, at Mændene er me­re robuste, at de i længere Tid kan holde ud, at de ikke saa tit bliver indisponerede eller uskikkede til at undervise, fordi de be­dre taaler Slidet, eller vil man ik­ke anerkende dette Faktum? Det er et rent faktisk Forhold, ikke andet. Det vil altsaa sige, at hvis man vil betale den Arbejdspræ­station, der er Tale om, rent kvantativt ens, saa kan Kvinderne ikke faa saa meget, fordi de ikke kan holde ud at præstere saa meget. Han kunde ikke se, at der i og for sig er nogen Ubillighed i det, og han kunde ikke se, at det skulde være at gaa helt bort fra den na­turlige Maade at tage det paa, det, Fru Arenholt saa haanligt kaldte at betale ikke efter Arbejde, men efter Køn. Han syntes, at naar man er inde paa disse i og for sig vigtige Overvejelser, maa man al­tid huske paa, at det er meget sammensat, meget vanskeligt, at der er mange forskellige Hensyn at tage, og at det paa ingen Maade er gjort med et saadant i og for sig velformet og velklingende Slagord som dette: Lige Løn for lige Ar­bejde.

 

Kvindeligt Politi.

Borgmester Dybdal: Han var bleven spurgt, om de kvindelige Politibetjentes Arbejde har været tilfredsstillende eller ikke, og hvor­for der, hvis det har været tilfredsstillende, ikke foreslaas nogle fle­re. Det har naturligvis været til­fredsstillende. Politidirektøren  indstiller jo, at de gaar ind i de faste Rækker, og at de lønnes som andre Betjente, saa det nærede han slet ingen Tvivl om, ligesom han heller ikke nærede mindste Tvivl om, at der efter den krafti­ge Tilskyndelse, der herfra gives, vil komme Forslag fra Politidirek­tøren om at faa nogle flere. Men at man fra Kommunalbestyrelsens Side paa Forhaand skulde foreslaa flere, stemmede slet ikke med en naturlig og rimelig Ordning. Det har altid været saaledes, at Politi­direktøren har stillet Forslag om Forøgelse af Mandskabet, og at Kommunalbestyrelsen har set overmaade kritisk paa saadanne Forslag og strittet imod, fordi den nødig vilde af med flere Penge end højst nødvendigt. At man nu skulde gaa den Vej at begynde at foreslaa Forøgelser, som der er kommet Anmodning om, vilde ik­ke være rigtigt.

(Fortsættes.)