« Tilbage til søgeresultaterne
Sange
1.
Oplaget af „Danske Kvindeforeningers Sangbog", som D. K. udgav i 1908, er opbrugt.
Der har, som man vil vide, været nedsat et Sangbogsudvalg, som imidlertid har maattet ladet sit Arbejde hvile, idet saavel Papirspriser som Trykningsomkostninger efter Udvalgets Mening er altfor høje til, at D. K. kan magte den Opgave at sætte en ny Sangbog i Verden.
For at hjælpe lidt paa det Savn, der herved er opstaaet, navnlig for de nye Kredse og nye Medlemmer, har „Kv. og Samf." besluttet at reservere de midterste 4 Sider i 2 Numre af Bladet til Optrykning af forskellige nyere og ældre Sange. Disse 4 Sider vil da kunne løses fra det øvrige Blad og vil kunne benyttes som en Slags Sangbog. Der vil ogsaa blive taget nogle Hundrede Særtryk af dem.
________
D. K.s Bannersang.
Mel.: Danmark, dejligst Vang og Vænge.
Kvinders Virke, Kvinders Mærke
Hvide Bannerdug!
Silkesejl, hvis Traade stærke
Trodser Vejr og Brug!
Hvor der stænges, hvor der strides,
Hvor der længes, hvor der lides,
Vis os Vejen gennem Vrimlen,
Bær vort Haab mod Himlen!
Gyldenhorn, af Jorden rundet,
Dyre Fremtidspant!
Tabt i Natten - atter fundet
Dengang Solen randt.
Hellig-Gral i Kvindehænder!
Lys for Hjerterne, som brænder,
Væk os Viljen, styrk os Troen,
Byg os Straalebroen!
______
Ved Fællesmødet i Odense
den 20. Juni 1915.
Mel.: Brat af Slaget rammet.
Under Lovens Skygge
lad os slutte Pagt,
og vor Fremtid bygge
paa det godes Magt.
Vaagne vil vi stride
frem til Dag af Drøm,
viljeløst ej glide
gennem Tidens Strøm.
Trofast mod det sande
i vort eget Jeg,
vi med løftet Pande
vandrer Pligtens Vej,
sjakrer ej om Ære,
lefler ej for Magt;
vi for Ret vil være
en aarvaagen Vagt.
Ondskabs bitre Draaber
skal os skræmme ej,
Spot af Mængdens Taaber
aldrig gøre fej.
Ej i Sløvheds Skimmel
vil vi suges ind.
aldrig blive svimmel
under Medbørs Vind.
Under Lovens Skygge
signe vi vor Pagt,
og vor Fremtid bygge
paa vor fælles Magt.
Hvad os end kan skille,
mod os selv kun tro,
hvor vi over ville,
bygger Viljen Bro.
E. H.
____________
Mel.: Vintren rasat -----
Gaa! - og alle Blodets Bølger rulle,
Livets Pulse banker i Din Takt.
Staa! - og Modet sygner hen i Kulde,
Skyggen sletter alle Farvers Pragt.
Tro! - og Kildevældet i Dit Hjerte
Kalder alle Hjertets Kilder frem.
Tvivl!- og Du vil saa en Sæd af
Smærte,
Som med Taarer andre høster hjem.
Gaa! om Jorden Dine Fødder bræn-
der,
Tro! om Spotten sender Dig sit Smil.
Træd den Sti, som ingen anden ken-
der!
Troens Vilje under intet Hvil.
Den er Blodets Hvislen i Dine Aarer,
Den er Vindens Susen om Din Gang,
Der, hvor én gik frem i Tro og med
Taarer,
Tusinder skal vandre under Sang.
Gaa! og Stien, Dine Fødder traadte,
Voxer under andre Fødders Fjed.
Hvor mod Tjørn og Sten Du kæmpe
maatte,
Skal en Folkevej sig slynge bred.
Tro! og maa Du end i Sandet segne,
I Din Tro Du ejer Tusinders Fryd,
Lyttende imod Din Længsels Egne
Hører Du de fjerne .Fodtrins Lyd.
Gyrithe Lemche.
_____________
Ved Dansk Kvindesamfunds Jubilæum 1912.
Mel.: „Paaskeklokken kimed mildt."
Skuer Du det tavse Tog, savner en
og en,
Læs de dyre Navne paa Vejens Minde-
sten, Dyrekøbt, taaredøbt, saa er Sejrens
Kaar,
Ære dem, som stred og faldt, og ære
dem, som staar.
Liden Flok og stenet Vej, Vinterhim-
mel lav,
Sommersolen sejred, men lyste paa en
Grav.
Dyrekøbt, taaredøbt, osv.
Snekken gik mod Vesterland, dyr den
Færd os var,
Bølgen kom tilbage, et Dødens Bud
den bar.
Dyrekøbt, taaredøbt, osv.
Større Flok og banet Vej, kun én Mur
igen,
Døden stod for Muren og tog vor bed-
ste Ven.
Dyrekøbt, taaredøbt, osv.
Skuer Du det lange Tog, videre det
gaar,
Vore Mindestene som Sandhedsvid-
ner staar.
Dyrekøbt, taaredøbt, saa er Sejrens
Kaar,
Ære dem, som stred og faldt og ære
dem, som staar.
Gyrithe Lemche.
_______________
Mel.: Hr. Peder kasted Runer over Spange.
Nu faldt for Frimandshaand vort Skel-
stensmærke,
som Hedenold har bygt med Hænder
stærke.
Hvor var den sejg og slidsom
den gamle, stærke Mur;
men sær forvitret blev den
ved Kristendoms Kultur.
Kvindelil, se Dig ud saa vide,
Du staar højt, staar ved Mandens Side,
se Dig ud!
Til Valg nu gaar vi samlet Mand og
Kvinde,
skønt mangen tror, at „Verden gaar
i Blinde",
Nej, nu skal først det kendes,
at der er Sandhed i,
at vi er Mand og Kvinde
og ikke Træl og Fri.
Odelsret har den danske Kvinde,
fri og frank nu som ingen Sinde,
fri og frank.
Maren Bonde.
_______________
Mel.: I alle de Riger og Lande.
Mit Land, som de ynker og smæder,
Mit Land med de dybe Saar,
Endnu er der Tid til Hæder,
Din Datter imod Dig gaar.
Og mens hun ærbødig sig nejer,
Hun smiler forhaabningsfuld,
Hun ved, at endnu Du ejer
En frodig og ubrugt Muld.
Og glemmer Du Jubelens Strænge
For Smærtens stingende Torn,
Hun vandrer igen i Enge
Og finder det gyldne Horn.
Og medens i Hallen Du fjæler
Din Sorg og Dit syge Mod,
Hun kommer saa tyst og knæler
Og lægger det for Din Fod. –
Mit Land med de tusind Aars Minder!
- Saa rige blev Dine Kaar:
En Kæde af Mænd og Kvinder
Staar Værn om Dit hvide Haar.
______________
Mel.: Høje Nord, Friheds Hjem.
Kvinders Sag, Livets Sag!
Ingen vove den at kue,
den er Fremtidsarnens Lue,
den er Slægtens nye Dag.
Snart vi Løn for Kampen henter,
selv om Kampen ej var let.
Sejren venter
den, der tror paa Sejrens Ret..
Kvinders Sag, Moders Navn!
Det, hvorved vort Hjerte banker,
det, som blev for vore Tanker
største Lykke, største Savn.
Nu skal Modernavnet æres,
det skal adle Stridens Gang,
det skal bæres
fremmest som vor Fanestang.
Kvinders Sag! Frie Hjem!
Hjem, hvor fælles Kræfter brydes,
Hjem, hvor fælles Retfærd nydes,
Hjem, hvor Slægten stræber frem,
der, hvor frie Viljer gælde,
skabes vil engang den Magt,
som skal fælde
Fordoms gamle Borgervagt.
Kvindens Sag! Mandens Sag!
Fælles Ret og fælles Ære!
Fælles Stolthed, naar vi bære
Sejren hjem en Foraarsdag.
Foraarsvarsler, Foraarsgrøde
i hvert ungt og gammelt Sind!
Lad vort Møde
varsle Vaarens Lykke indl
Poul Levin.
__________
Mel.: Ja, vi elsker dette Landet.
Ja, vi hilser denne Strime
af et gyldent Gry.
vi, som midt i denne Time,
drømte Dagen ny,
hørte Fuglerøster spæde,
Døgnets første Trin;
og det hvisker i vor Glæde:
„Denne Dag er din";
og det hvisker i vor Glæde:
„Denne nye Dag er din".
Og vi hilser midt i Taagen
Vore Længslers Land,
som vi saa i Drøm og Vaagen
i vor Ørkensand,
glemmer, hvad os end kan skille,
favner Synet vidt,
Medens Læben hvisker stille:
„Dette Land er Dit";
medens Læben hvisker stille:
„Dette nye Land er dit".
Og vi hilser denne fjærne
Tid, som stiger frem,
vore bedste Tanker værne
om dens tusind Hjem,
vore unge Drømme sover
i dens gyldne Skrin,
Læben nynner blidt derover;
„Denne Tid er din";
Læben nynner blidt derover:
„Denne nye Tid er Din".
Gyrithe Lemche.
____________
Ved Mathilde Fibiger’s Død.
Mel.: Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden.
En Gravhøj mer blandt Tusind andre
Høje,
maaske af Blomster skjult en føje
Stund!
En Livstraad, brusten under Kamp
og Møje,
et sorgfuldt Hjerte, tavst i Dødens
Blund
som Millioner andre! - Og ad Aare maaske paa Graven rejst en Sten med
Navn.
Er dette alt - har Kvinden ingen
Taare,
har Saga ingen Runer for dit Savn?
Jo, det skal mindes: hun kom først til
Striden,
en Skjoldmø prud i Vaarens fagre
Skær.
Og stod paa øde Val hun saaret siden
med Skjoldet kløvet og med rustent
Sværd:
Hun holdt dog Fanen løftet til det
sidste,
hun aldrig slap sin Ungdoms lyse
Drøm.
Den Løn hun fik: hun øjned Taa-
gen briste,
sin Tankes Sol forgylde Tidens
Strøm.
Et Morgengry med Sang „til Nordens
Kvinde"
blev ringet ind af Bonden stærk og
gæv;
ny Straaler legede om Bjergetinde,
ny Traade blev der lagt paa Norners
Væv,
en Fremtid har i Danmark Kvindens
Snille,
foragtet før og hilst med Haan og
Spot;
med friske Kræfter har det mødt,
skønt silde,
i Kampen for alt sandt og stort og
godt.
Men hun, den kække, der kom først til
Stævnet
og kaldte ad de mange Søstre smaa,
en besk og bitter Skaal var hende lev-
net,
nu er den tømt, nu kan hun Hvile faa.
- I Smertens Ilddaab lutret, hendes
Tanke
vandt Lys, vandt Klarhed over Livets
Krav.
- Til Torne klynget, Mindets Ved-
bendranke
vil frede sikrest om Mathildes Grav.
Pauline Worm.
_____________
Foraarssang til de Unge.
Mel.: Vi elske vort Land.
Det bruser fra Strand, -
over Bakke og Kyst
som Herold sprænger Stormen med
Trækfugl i Følge,
ved hans vældige Røst
det begravede Land
stiger ruggrønt og frisk op af Sneha-
vets Bølge.
Han klemte det ud med sin malm-
fulde Tunge.
Bryd frem, I Spirer, kom ud, I Unge!
Søvnens Tid er forbi,
spræng nu Vinterens Hi, - her er Liv, her er Arbejd herude, hvor
Lærkerne sjunge.
Og Øjnenes Laag
løftes stille paa Klem
af hver Hytte, der ligger saa livsfyldt
som Arken,
- fra de tusinde Hjem,
fra hver Arne, hver Krog
tumler Børnenes Flokke med Fryd ud
paa Marken.
Med Solskin i Sind og med Vaarvind
i Lunge
til Spade og Skovl griber Gamle og
Unge
for at bøde de Saar,
som os Vinteren slaar, -
der er Liv, der er Arbejd derude, hvor
Lærkerne sjunge.
Det suser fra Vang
nu med Foraarets Bud:
Bryd nu frem, hvad der gemtes bag
Murene trange, -
kom I Unge, kom ud,
kom til Arbejd med Sang,
vis, I voksed Jer stærke i Nætterne
lange!
Kast Sneen bort mellem Dale og Ban-
ker,
sæt Støtte til knækkede Grene og Ran-
ker, -
kom med tusinde Fjed,
I har Foraaret med, -
der er Liv, der er Lys over Veje,
hvor Ungdommen vanker.
Christine Møller.
_____________
Mel.: Ur Ossians dunkle sagoverld.
Vi fik ej under Tidernes Tryk
et bøjet Mod en ludende Ryg,
vor Kamp, vort Kald, hvad bære vi
kan,
end ligger gemt under Synskredsens
Rand.
End vor Røst er uden Magt
og vor Daad uden Hjem,
og om os er al Ting sagt
med de Ord Vi vil frem!
Fremad efter Livets Kranse!
Tid har vi ej til at standse.
Vi ved, der end maa fares i Mag,
vi gaa som mod en gryende Dag,
men famle ej i Mulmet omkring
og skal ej hildes i Taagernes Ring.
Har vi langt endnu til Havn,
der er Vind i vore Sejl,
der er Lysning i vor Stavn,
at vi ej løbe fejl.
Trøstig fremad! tændt er Fyret,
Vej kender han, som har Styret.
Kun Fod for Fod vi se, hvor vi gaa,
men ved dog godt, hvorhen vi skal
naa:
Til dybt i Barm at ha’ vort Kompas,
og ej blot finde, men fylde vor Plads.
Ja, vor Gang maa blive fast -
vi er fribaarnes Æt,
og vor Higen maa faa Hast,
og vor Fod blive let,
Øjet opladt, Haanden øvet,
Tanken paa Flugt over Støvet.
Vi høre, hvor det kalder os frem,
vort gamle, sunkne Fædrenehjem,
der tappert bød Aartusinder Trods,
men har nu hele sit Haab sat til os.
Vi skal rense det for Støv,
vogte tro, hvad som du’r,
vi skal slynge Vaarens Løv
om dets vejrslagne Mur.
Danmark, uden Læ af Bjærge,
vi vil Dig styrke og værge.
En ensom Vandring ej staar os an,
vi flokkes fluks, hvor mødes vi kan;
vort Mod til Farten da bliver frit,
og det gaar frem, naar vi kønt holde
Trit.
Ja, da trave vi med Sang
over Sten, over Stok,
Vejen bliver aldrig lang
for den sluttede Flok.
Slut da sammen! Kort er Glæden,
snart skal vi spredt ud i Kæden.
C. Hostrup.
__________
Egen Melodi.
Høje Nord, Friheds Hjem
ej for Mørket til at true,
men for Solen til at lue,
og for Liv til at gro frem.
Lad det bryde, lad det gære!
stem ej Strømmen, taal dens Brag!
den skal bære
Grøde til en Sommerdag.
Høje Nord, Sangens Bo!
- ikke den, der dvalebinder -
den, der tænder Glød paa Kinder,
først gør fri og saa gør fro!
kald dit Kor fra Skovens Sale!
lær i Sky det Vinger slaa!
lær det dale
dybest ned i Bondevraal
Høje Nord, Haabets Borg!
hvor det op i Mulmet vælder,
hvor utrættelig det melder
Vaarfryd efter Vintersorg,
nyn det ind i Drenge kække,
saa de le af Jætters Larm!
lad det lægge
Lys i Tanken, Staal i Arm!
Høje Nord, Kæmpehal!
det er Tid, at Kraften kendes,
det er Tid, at Sener spændes,
Tid til Stigen eller Fald.
Kald paa Heltene, der blunde!
saml i ét de skilte Raad!
og i Munde
læg os Ordet, som er Daad.
C. Hostrup.
_________
Egen Melodi af C. F. E. Horneman.
Vort Hjem, Du danske Jord,
hvor Bondebrødet trofast gror;
Du digre Muld,
saa evnefuld,
saa yppig til at yde!
Det kimer i Din Agers Korn,
Konkyljehorn
om Dine Kyster lyde.
Vi bærer Dig i Lyst og Nød,
Vi ærer Dig i Liv og Død;
Vi kommer, naar Du kalder, og knæ-
ler i Dit Skød!
Vort Hjem, Du danske Jord,
hvor Lunets lyse Sønner bor;
dugfriske Dal
med stridig Al
og hvide Klitters Øde!
Det dufter i Dit Tungemaal,
en Blomsterskaal
af Rug og Kløver røde.
Vi favner Dig i Angst og Fryd;
Vi savner Dig i Nord og Syd;
vi harmes, naar vi hører
Din stumme Klagelyd.
Vort Hjem, Du danske Jord,
der haabsom, grøn af Havet gror;
gavmilde Muld,
med Mindeguld,
som klinger under Ploven!
Din Himmel hvælver højt sit Tag,
i bløde Drag
langs Fjorden blaaner Skoven.
Vi værger Dig i Armods Kaar;
vi sværger Dig, ihvor vi gaar,
at trænges, hvis Du trues,
til Værn omkring Din Vaar!
L. C. Nielsen.
____________
Mel.: Menuetten af „Elverhøj."
I drive i det vilde Hav
paa Stumperne af Vraget;
vi frelste fra den vaade Grav
dog Rejsningen og Flaget;
men vi kan ikke komme ud
og bjerge jer til Landet,
thi Redningsbaaden, som, næst Gud,
vi stoled paa, er strandet.
Vi kan kun spejde Dag og Nat,
om Strømmen ej vil vende,
og milde Godtvejrs Bølgeslag
jer ind mod Kysten sende.
Men at I kan i Nattens Gys
mod Hjemmet Øjet rette,
vi altid ville tænde Lys
og dem i Vindvet sætte.
Hold da, I gode Brødre, ud
i Nattens lange Timer!
Der sker engang et Morgenbrud,
da Frihedsklokken kimer.
Da skal vor Moders Ømhed nok
jer’ vaade Trøje tørre,
og aldrig i vor Børneflok
skal Glæden vorde større!
C. Ploug.
_____________
Mel.: Det haver saa nyligen regnet.
Det haver saa nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor Lund.
Frø og Ugræs er føget over Hegnet –
Aag paa Nakke og Laas for vor Mund.
Aarets Løb har sin Lov,
der blev tyst i vor Skov –
ak, hvor kort, indtil alt er Stormens
Rov!
Det har regnet - men Regnen gav
Grøde,
det har stormet - men Stormen
gjorde stærk.
Som de tro’de, at Skoven alt var øde,
saa de Vaarkraftens spirende Værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny over alt,
de vil møde, hver Gang der bliver
kaldt.
Og de tro’de, at Hjertebaand kan
briste,
og de tro’de, at glemmes kan vor Ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som Aarene randt,
saas det: Baandene bandt,
Kræfter fødtes for Kræfterne, som
svandt.
De kan spærre med Farver og med
Pæle,
de kan lokke med Løfter og med
Løn. –
Fælles Sprog kan give vore Tanker
Mæle,
fælles Vilje gør Kampdagen skøn.
Nye Stridsmænd skal dér,
nye Stridsmænd skal her
slutte Kreds om den Fane, vi har kær.
Ja - det haver saa nyligen regnet,
og de Træer de dryppe endnu;
mangen Eg er for Uvejret segnet,
men endda er vi frejdig i Hu,
vige ej ud af Spor,
for vi kende det Ord:
Det har slet ingen Hast før dem, som
tror.
Joh. Ottosen.
____________
Egen Melodi af E. Horneman.
Kongernes Konge, ene Du kan
skærme vort elskede Fædreland.
Herre, Du ene
kan Sejren, os forlene.
Værn om vort herlige og ældgamle
Dan!
Slyng om os alle Enigheds Baand!
Send fra Din Himmel Begejstringens
Aand!
Følg Du i Fare
den tapre, lille Skare,
Løft over Hæren Din velsignende
Haand!
Kærlige Fader, lyt til vor Røst!
Freden og Friheden smykke vor Kyst!
Rigdomme følge
med Snekken over Bølge!
Marken velsigne Du med rigeste Høst!
Hærenes Herre, mægtig og stor,
naadig Du høre vort bedende Kor!
Herre, Du ene
kan Sejren os forlene.
Værn om vort herlige og ældgamle
Nord!
A. Recke.
__________
Egen Melodi.
Takt, Takt, pas paa Takten,
den er mer end halve Magten.
Den gør én af mange, mange,
den gør modig smaa og bange,
den gør let dét længste lange,
den gør Maalet tyve Gange
til saa muntert og saa sikkert,
som vi havde det i Kikkert.
Takt, Takt, pas paa Takten,
den er mer end halve Magten.
Faar vi Takt i nogen hundre,
endda ingen det vil undre;
faar vi Takt i nogen tusend,
en og anden laaner Øre;
faar vi Takt i hundre tusend,
jo, den Brusen vil de høre.
Takt, Takt, pas paa Takten,
den er mer end halve Magten.
Kom vi alle først i slik en
Takt fra Vardø og til Vigen,
Vinger op til Bergenstrakten,
kom vi alle op i Takten,
da blev ret paa et og andet,
som er vrangt endnu i Landet.
Bjørnstjerne Bjørnson.
_____________
Mel.: Der er et yndigt Land.
Der gaar et stille Tog
igennem Kampens Bulder
med Bøn paa alle Sprog;
det bøjer mod den Faldne ned
med Korset paa sin Skulder,
med Bud fra Hjem og Fred.
Det findes der ej kun,
hvor Kampens Vunder bløde,
men paa al Verdens Rund,
det er al Verdens Kærlighed
af ædle gode Hjærter,
som stille knæler ned.
Det er Arbejdets Sky
for Krigens Mord og Hærjing,
der be’r om Fred og Ly;
det er hver lidende paa Jord,
som kender Nød og Kummer,
der sukker for sin Bror.
Det er hvert Smerte-Støn
af saarede og syge,
det er den kristnes Bøn,
det er forladtes blege Raab,
det er den krænktes Klage,
den dræbtes sidste Haab.
En Bønnens Regnbu-Bro
op gennem Verdens Uvejr
i Skin af Kristi Tro:
at over Lidenskabens Nød
maa Kærlighed faa sejre;
thi saa hans Løfte lød.
Bjørnstjerne Bjørnson.
