« Tilbage til søgeresultaterne
Hustruens Skat
Han er Førsteassistent ved en Jernbanestation i en større Landkommune l Nærheden af København men en samlet Indtægt af 3400 Kr.
Hun har før sit Giftermaal haft en lille aarlig Indtægt af at skrive Smaafortællinger til et illustreret Dameblad og har nu efter 3 Aars Ægteskab faaet den usalige Idé at ville bidrage til Familiens (Faders, Moders og Babys) Underhold ved paany at udnytte sit lille Talent. Hun har skrevet en min-
dre Roman med Motiv fra Verdenskrigen og haft det utrolige Held at faa den antaget af et Forlag og honoreret med 750 Kr. Hun har straks besluttet, at denne Sum, som hun alene raader over, skal lægges som Grundfond for en Kapital, der engang skal anbringes i en Sommerhytte ved Stranden. Hun har modstaaet Fristelsen til at købe sig en ny Hat og kun brugt 20 Kr. til sammen med sin Mand og Husets gode Venner, Andenassistent Klausen og Frue, at fejre Begivenheden med et Teaterbesøg og en meget beskeden Souper hos Wiwel. 720 Kr. har hun sat i Sparekassen og vaager med Nidkærhed over dem. Halvaarssummen ved December Termin har hun ikke engang hævet. Hun drømmer kun om Huset ved Stranden.
Da Skatteblanketten kommer, er hun imidlertid klar over, at den Smule Skat, det kan beløbe sig til for hendes Vedkommende, vil hun selv betale, skønt hun godt véd, at Loven paalægger ham som Familieoverhoved at udrede Skatten baade for hende og sig selv. Hun føler sig nu som Medfor-sørger og Skatteborger.
De sidder da sammen i hans Stue en af de sidste Aftener i Januar i den Hensigt at udregne, hvor stor hendes Part i hans Skat kan blive. Foran dem ligger „Vejledning til Udfyldning af Skemaet til Selvangivelse." Hun har aldrig før skænket denne højtidelige Handling videre Opmærksomhed og ser derfor paa Situationen med lyst Humør og ikke saa lidt Selvfølelse. Han ved Besked, og er derfor lidt trykket af hendes Frejdighed.
Han: „Ja, min skattepligtige Indtægt er altsaa med Fradrag af de 60 Kr., som Baby forærer mig, 3340 Kr. Lad mig saa faa Din."
Hun (stolt og glad): „750 Kr., min Herre"
Han: „Og Indtægt af Formue?"
Hun (flot): „Ikke Spor af Formue."
Han: „Staar der ikke Renter paa Din Bog fra sidste Termin?"
Hun: „Skal den Smule Rente ogsaa regnes for en Indtægt?"
Han: „Ja selvfølgelig."
Hun (skuffet): „Naa, saa tag dem da, Dit Uhyre! Det bliver saa alt iberegnet 766 Kr. 50 Øre. Saa meget har jeg tjent. Er det ikke flinkt af mig?"
Han; „Nu var det altsaa, Du vilde have at vide, hvor stor Din Skat kan blive."
Hun: ,.Aa, lad mig selv regne det ud; det kan jeg godt. Altsaa 3,8 Procent af 766 Kr. 50 Øre."
Han (rettende): „Af 957 Kr."
Hun. „Men hvor faar Du pludselig det Tal fra?"
Han: „Jo, Dine 766 Kr. har drevet min Indtægt op paa over 4000 Kr., og det betyder 25 Procent Tillæg til min skattepligtige Indtægt i Stedet for 13 Procent før! Men saa faar Du ogsaa 25 Procent i Tillæg paa Din Part."
Hun (forfærdet): „Men Gud, saa er det jo næsten Synd for Dig, at jeg har gaaet hen og tjent 750 Kr."
Han (smilende): „Jeg gaar ud fra, at jeg faar Lov at bo i Din Strandhytte."
Hun: „Har Du regnet ud, hvor meget, Du kommer til at betale mere end før for min Skyld?"
Han: Aa, løseligt regnet et halvt Hundrede Kroner."
Hun: „Et halvt Hundrede Kroner! Men hvis vi nu boede hver for sig? Slet ikke var gifte?"
Han: „Ja, saa fik jeg ikke 25 Procents Tillæg, men slap med 13, og Du fik et klækkeligt Fradrag."
Hun (ivrig): „Hvor stort?"
Han: „Du kom kun til at svare Skat af 300 Kr. i Stedet for nu af 957 Kr,, og hvis Du havde Baby hos Dig, hvad Du naturligvis havde, kom Du kun til at betale af 225 Kr."
Hun (med tilkæmpet Beherskelse): „Og nu, hvor meget skal jeg nu af med?"
Han: „Ja vent lidt" (regner ud paa et Stykke Papir, mens hun iagttager ham i stor Spænding), „Du skal nu betale i Kommuneskat løselig regnet 36 Kr."
Hun (aandeløs): „Og hvis jeg ikke var Din Kone, boede paa den anden Side af Gaden, f. Eks.?"
Han: „Uden Baby: 11 Kr. Med Baby: 8 Kr."
Hun (indigneret): „Jeg skal altsaa, bare fordi jeg ikke er saadan en, men en hæderlig gift Kone blokkes for 36 Kr. af mine stakkels 736 Kr. 50 Øre paa Bogen."
Han: „Du skal af med meget mere. Ogsaa Staten skal have sin Andel af Dine 766 Kr."
Hun (heftig): „Nej, nu bliver I virkelig for morsomme! Skal jeg to Gange svare Skat af de sølle 766 Kr."
Han: „Ja, fordi Du er min Kone. Havde Du ikke begaaet den Letsindighed at gifte Dig, var Du sluppen for Statsskatten. Nu faar Du ovenikøbet den Ære at betale Forsvarsskat som en anden Storborger, og skal af med i samlet Statsskat 2,3 pCt. af 957 Kr. Det bliver saa mindst 22 Kr. Egentlig burde Du ogsaa svare Mer-Indtægtsskat foraarsaget ved Krigen, eftersom Du har tjent dine 750 Kr. paa en Bog om Krigen. Lægger vi Kommune- og Statsskatten sammen, skal Du i det hele af med 58 Kr."
Hun (sort fortvivlet): „Og hvis jeg boede alene derovre?" (nikker i Retning af Vinduet).
Han: „Saa kom Du kun til at betale 8 Kr., siger og skriver."
Hun: Altsaa - 7 Gange saa meget skal jeg ud med nu.”
Han: „Over 7 Gange saa meget."
Hun (regner paa Papiret og drager et dybt Suk): „Der bliver saa ikke mere end 678 Kr. tilbage paa min Bog!" - ’
Han: „Saaledes straffes Ægteskabet her i Landet."
Hun: „Og naar jeg tænker paa, hvad det kostede at faa Ro til at skrive den Bog!"
Han: „Det kan jeg straks paa Stedet sige Dig. Det var for det første 75 Kr. til Dit Ophold ude i Rungsted, og saa var det 30 Kr. til den midlertidige Hjælp til Baby."
Hun (mørkt): „De Penge skulde Du jo i Grunden ogsaa have."
Han: „Nej Gud fri os! Saa bliver der tilsidst ingen Ting tilbage af hele Fortjenesten."
Hun (grædefærdig): „Vil Du ikke helst have, at jeg hører op med at tjene noget selv?"
Han (kærtegnende hende): „Kæreste lille Pige! nej, det vilde da være grænseløst utaknemligt af mig. Du har jo ligefrem gjort mig til Kapitalist, for der bliver da alle Udgifter fraregnet dog godt og vel 500 Kr. tilbage i Sparekassen. Jeg forsikrer Dig, jeg har aldrig i mit Liv før ejet 500 Kr. uden at skylde dem bort. Bliv Du bare ved med at skrive, der falder dog altid lidt af Din Overflod af til mig og Baby, og maaske Klausens med. Og Strandhytten, den faar vi saamænd ogsaa nok engang, om ikke før, saa til Babys Konfirmation."
Hun (genoplivet): „Ja, Du har Ret! Det manglede bare, jeg skulde lade være at skrive Bøger for nogle ganske idiotiske Skatteloves Skyld. Nu ved jeg netop, hvad min næste Bog skal handle om, om et lykkeligt Ægtepar, som beslutter sig til officielt at skilles, fordi de ikke har Raad til at blive sammen, eftersom Stat og Kommune forfølger Familielivet og holder deres Hænder over det illegitime Samliv."
Han; „Nej, det varer for længe. Ved Du, hvad vi skal gøre straks, vi skal lige paa Stedet melde os ind i den lokale Afdeling af Dansk Kvindesamfund."
Hun (forskrækket): „Hvor vil Du hen! Jeg hader og afskyr Kvindebevægelsen og alle dens Blaastrømper."
Han: „Da kan jeg sige Dig, at jeg læste for nylig i et Blad, at Dansk Kvindesamfund har forlangt af Regering og Rigsdag, at Loven skal ændres saaledes, at Hustruen selv svarer Skat af sine Særindtægter."
Hun (henrevet): „Min Gud, hvorfor har Du ikke sagt mig det før? Lad os straks komme af sted. Lad det Papir ligge, jeg gider ikke røre det med en Finger! Foreløbig vil jeg kun leve for at jage Folk ind i Dansk Kvindesamfund. Det skal nok blive sidste Gang, jeg la’r mig flaa af Stat og Kommune. Hør, lad os se indenfor til Klausens først og faa dem med. De kan da ikke være bekendt andet efter den Aften hos Wivel!"
Hun iler ud i Forstuen for at tage Overtøj paa. Han skyder Skatteblanketten ned i Skrivebordsskuffen og følger smilende efter hende.
