« Tilbage til søgeresultaterne
Deborah
Af Carol Ring i det eng. Kvindeblad „The Common Gause” for 16. Marts 1917.
Han vilde være en dristig Forsker, som vilde prøve paa at opdage, hvor meget i dette Liv der er baseret paa klart definerede Principper, hvor meget paa Følelsens Psykologi, og i hvor stor Udstrækning Tingene er ordnet gennem Skik og Overtro.
Kvindens Stilling i Verden synes til alle Tider at have hvilet mindre paa Principper end paa Følelsernes og Overtroens Motiver, skønt disse ikke altid har peget i samme Retning. I det gamle Ægypten f. Eks. beklædte Kvinder til forskellige Tider de højeste Embeder og de mest ophøjede Stillinger, og det kan muligvis skyldes den Kendsgerning, at det hebraiske Sind var vant til Folkets Ærbødighed for Præstinderne fra Isis, at Miriam og Deborah uden Indsigelse beklædte en Profetindes Stilling.
Heller ikke i Grækenland eller Romerriget rejste man nogen Tvivl med Hensyn til Kvindernes Kapacitet for Præstegerningen, men skønt man ofte tilskriver den kristne Religion Æren af at have skabt Kvindens Frigørelse, saa viser dog historiske Kendsgerninger, at dette kun er Tilfældet i en meget begrænset Grad.
De kristne Kirker i Europa i den tidligere Alder og i Middelalderen, som tilstod Kvinderne stor Magt baade i materielle og aandelige Spørgsmaal som Abbediser og Priorinder i store Institutioner, indskrænkede dog altid deres Magt og Indflydelse til deres eget Køn og „Sfære”. Der fandtes ingen kvindelige Kardinaler eller Medlemmer af det fælles kirkelige Raad, ingen kvindelige katolske eller lutheranske Præster ledede Nationernes aandelige Velfærd eller bestemte deres Skæbne, saaledes som Deborah og Ypperstepræstinderne af Isis gjorde det.
Kun i hine religiøse Samfund, hvor der ikke var nogen særlig ordnet Præstestand, har det været Sædvane, at Kvinder tog Del i den aandelige Ledelse og Kirkens administrative Sider.
I Amerika, dette Hjemsted for Fremskridtsidéer og dristige Forsøg, har man forsøgsvis brudt med den gamle Fordom, der afskærer Kvinder fra Præstegerningens Tjeneste for Menneskeheden, og dog har der i dette Land, som en glimrende og fængslende Selvbiografi af Dr. Anna Shaw viser det, været Vanskeligheder og stærk Modstand at overvinde, og det i nogen Grad endnu.
Da jeg for nogen Tid siden talte fra et svagt oplyst og blomstersmykket Kor i en stor Kirke, hvor en kvindelig Præst havde ledet en stor Menighed i mange Aar, men nu ikke længere kunde fortsætte, hvorfor man, i Mangel af en anden kvindelig Præst, havde opfordret en Mand til at tage hendes Plads, undrede jeg mig over den forunderlige Tingenes Forkerthed, som havde stænget Kvinderne ude fra dette særlig kvindeligt Arbejde. At bede med de Døende, at besøge de Syge, at døbe de smaa Børn, at berolige dem, der havde lidt Uret, at opmuntre de sorgfulde og bringe Haab til de angrende, at fortælle Smaabørn Bibelhistorie, at tale til de fattige i deres Fattigdom, alt dette forekommer det dog ikke utænkeligt, at en Kvinde kunde beskæftige sig med. Man har sagt, at Mænd, som kæmper med Livets alvorlige Sager i deres Arbejde og med mange Fristelser og Vanskeligheder i deres Temperament, Ting, som for største Delen er ukendt for det andet Køn, ikke vilde kunne finde Hjælp fra en Kvinde i aandelige Spørgsmaal. Er denne Antagelse rigtig, maa den da ogsaa gælde i omvendt Retning. Hvad véd f. Eks. en mandlig Præst om de tilbageholdende, men langt fra mindre virkelige, og mindre alvorlige Fristelser i en ung Piges Temperament? - Hvad véd en mandlig Præst om en Moders Følelser?
I den Menighed, jeg stod overfor ved omtalte Lejlighed, manglede det nu i hvert Tilfælde ikke paa unge, middelaarige eller graahaarede Mænd, Forretningsfolk og Tænkere.
Selve den præstelige Klædning synes bedre egnet for Kvinder end for Mænd. Det er mærkeligt, hvilken psykologisk Virkning Iførelsen af en særlig Klædning har for det menneskelige Sind. Den ligegyldige, ansvarsløse Yngling føler en ny Samvittighedsfølelse vaagne i sig, naar han trækker i sit Lands Uniform, det er ligeledes velkendt, at Skuespillere spiller bedre paa en Prøve, hvor de har anlagt Dragt og Maske, end paa en Prøve, hvor dette ikke er Tilfældet, Dommeren føler sig sikkert ogsaa mere ophøjet, mere aandelig retfærdig, naar han tager sin Paryk paa, og Rigets „Peers” har sikkert en forøget Følelse af Ansvar for at give gode Raad i Statssager, naar de er iført deres Rober. Det skyldes kanske et eller andet dybt Instinkt, arveligt i den menneskelige Natur, at den Skik at anlægge særlig Dragt for særlige Lejligheder og Pligters Udrørelse er saa almindelig i alle Racer og til alle Tider.
I alle Tilfælde dette at tage en Messeskjorte paa, er næsten det samme som at gaa frem under en eller anden særlig Indvielse til et højtideligt, smukt og højst ansvarsfuldt Embede. Og naar Lysene er slukket og den sidste Tone af Salmen før Prædiken forstumme, naar man staar paa Prædikestolen Ansigt til Ansigt med den forventningsfulde Menighed, føler man en dyb og stærk Appel til det - - -„moderlige” i En. Mænd, graa af Aar, træt af Livets Kampe og Skuffelserne, Kvinders sorgfulde Øjne, den heroiske Fortrolighed, som læses i Ungdommens Ansigter, den taalmodige Holdning, der betegner de fattige, den patetiske Værdighed hos de gamle, alt vækker et Ønske om at bringe et trøstende Budskab med hellige Løfter og Haab. Dette Ønske er saa stærkt, at det overskygger al Kønsfølelse. Den, til hvem en Bøn om et saadant Budskab rettes, tager ikke i Betragtning, til hvilket Køn hans Budbringer hører.
Efterhaanden som Skrankerne falder, og Grænserne udvides, og gamle kunstige Fordomme svinder, ser man haabefuld Fremtiden i Møde, den Fremtid, hvor man vil se netop dette Arbejde og denne Tjeneste fuldt aaben for Kvinderne. Det er et Arbejde, hvori deres Følelser og Intuition, deres naturlige Anlæg til religiøs Følelse og Tænkning synes at have Muligheder for at være af særlig Værdi og Virkning.
