Kristoffer Janson,

den norske Forfatter, nu Præst i Amerika, vel kendt her hjemme i Danmark fra sin Forfattervirksomhed, skriver i sit Tidsskrift „Saamanden ”under Overskrift „Hvorfor gør vi Forskel paa fattig og rig, paa Mand og Kvinde i vor Dom?” bl. a. følgende:

„En Aarsag til det, at vi saa tit gør Forskel paa samme Synd, hvad enten den begaas af Fattig eller Rig, er den, at Omgivelserne er saa forskellige. Vi føler en større Væmmelse ved en, som drikker sig fuld paa en sjofel Knejpe, fuld af Tobaksrøg og Tobaksspyt, med kvalm Luft, og som raver ud i en Rendesten, end ved en, som drikker sig en lignende Rus i Champagne i en oplyst Sal, hvor det dufter af Blomster og Parfumer, og som, i Stedet for til Rendestenen, kan transporteres ind i en fin Seng, hvor han kan sove Rusen ud. Og dog er den Synd at drikke sig fuld, den samme paa begge Steder, hvad enten Midlet er Whisky siler Champagne. Forskellen er blot, at den kanske er mere undskyldelig hos den fattige Arbejder, end hos den rige Mand. Den samme Synd gør ikke det afskrækkende Indtryk, naar den er svøbt i Skønhedens Omgivelser, men derfor bør den dømmes lige strængt.

Om jeg gik paa Gaden og saa en fillet og mørkt udseende Mand luske sig forbi, og en Ven vilde støde mig paa Albuen og sige: „Se, der gaar en af vore mest berygtede Tyve; han er nylig kommen ud fra Straf for anden Gang;” - ja, saa er det ganske troligt, og jeg tvivler ikke et Øjeblik. Men naar vi saa passerer en fint udseende Mand, med moderne Klæder, Silkehat, Handsker, og det mest propre, glatstrøgne Linned, og saa min Ven vilde sige: „Han der har tjent sine Penge ved at besvige Staten for mange Tusinder, han er i Grunden en Stortyv;” - ja, saa vilde jeg uvilkaarlig sige: „Nej, men det maa være umuligt; er du ogsaa vis paa det?” Se, Omgivelserne har en stærk Indflydelse paa vor Tankegang og vor Dom. Den samme Forbrydelse i raa Omgivelser faar en anden og strængere Dom, end den i de fine. Vi siger ikke simpelthen: „Tyv er Tyv, hvorledes han end er paaklædt,” men vi burde sige saa.

En Morder, som i Hidsighed har dræbt et Menneske, føler vi Afsky for, men den Morder, som har dræbt tommevis og aarevis fattige Børn, der er tvungne at trælle med et overanstrængende og usundt Arbejde i hans Fabriker, og som drives ind i Tæring og en tidlig Død, for at han kan stikke nogle Tusinder mere i sin Lomme om Aaret, - han gaar mellem os som en respektabel Mand, som en betroet Medborger. En Morder er han, værre end den anden, fordi hans Mord begaas med fuld Bevidsthed og koldt Blod og for lumpen Fortjenestes Skyld.

Den samme Opfattelse, som vi viser i vor Dom Mand og Mand imellem, eftersom han er fattig eller rig, den samme Forskel viser vi ogsaa i mange Spørgsmaal mellem Kvinde og Mand. Den samme Forbrydelse dømmes forskelligt, eftersom det er en Mand eller en Kvinde, der begaar den. Dette gælder især Sædeligheds-Forbrydelser. Om en Mand forfører en Kvinde, og hun faar et uægte Barn, det snakkes der ikke videre om, det puttes til Side, for det er jo en saa almindelig Ting, og Manden agtes lige meget for det og omgaas de samme Selskabskredse; men naar en Kvinde lader sig forføre og sidder igen med Skaden og Skammen i Form af et hjælpeløst lidet Væsen, som hun nu skal forsørge og bære Byrden af, ja, da skyr alle hende, og hun drager omkring, ydmyget for Livet. Naar en Mand rangler paa offenlige Huse, - ja, saa kan man vide om det, men man tier stille, thi Herregud, det er nu en Gang en ung Mand; men om en ung Kvinde styrter sig ind i denne Fordærvelse og giver sig sligt et Hus i Vold, - hun er prisgivet til alles Foragt, til at behandles som et Udskud hele sit Liv, henvist til Samfundets raaeste og laveste Bærme som sit eneste Selskab.

Hvorfor gør vi dette? hvorfor holder vi én Maalestok for Manden og en anden for Kvinden, naar Synden er den samme? Hvorfor stempler vi hende som Skøge, men han, som forførte hende, gaar nok saa stolt gennem Verden uden noget sligt Tilnavn? Er ikke Kravet om Selvbeherskelse og Sædelighed givet til Manden lige saa vel som til Kvinden? hvoraf da Forskellen i vor Dom? Jo, den kommer simpelt hen af, at Kvinden har været holdt nede gennem Slægtled, betragtet som Mandens Ting; den kommer af, at hun paa den ene Side er blevet trukket frem paa en iøjnefaldende Plads, og dyrket som et lidet Afgudsbillede, omgivet med Buk og Skrab og Komplimenter og Festtaler, betragtet som en Sukkertøjsfigur paa Toppen af en Kransekage, men dog ikke agtes værdig til samme borgerlige Rettigheder som Manden, dog ikke har Stemmeret, dog ikke faar samme Betaling som Manden for samme Arbejde, dog ikke har fuld Ret til sin Fortjeneste, naar hun er gift, skønt hun slæber og slider fra Morgen til Aften. Den, som ikke har fulde, jævne borgerlige Rettigheder med Manden, den, som for Loven staar under baade Neger og Indianer, betragtet halvt som en Ting eller Vare, kan ikke vente i Folkemeningen at faa samme Bedømmelse som den frie Mand. Saa længe vi begaar og holder oppe denne blodige Uretfærdighed mod en Halvdel af Menneskeheden, mod vore Mødre og Hustruer og Døtre, saa længe holder vi ogsaa oppe Forskellen i Dommen over Mand og Kvinde. Vor Tid er særlig vaagnet i denne Retning. Dette Spørgsmaal om, hvor slappende og demoraliserende det virker paa et Samfund, ikke at dømme Manden lige saa strengt som Kvinden, naar Forsyndelsen er den samme, har vakt Digternes Opmærksomhed, og Bjørnson i Særdeleshed har offret denne Sag nogle af sine betydeligste Arbejder: „En Handske” og „Det flager”. Det er kanske Frugterne af dette hans Arbejde, som nu viser sig i, at der i Kristiania har dannet sig en Sædelighedsforening for Mænd. hvor unge Mænd forpligter sig til selv at leve et hæderligt, rent Liv og faa sine Kammerater til det, samt gøre sit for at rejse Kvinden op af al Vanære. Jeg er sjælden bleven saa glad som ved dette Bud fra et vaagnende moralsk Liv i Kristendommens Aand hjemme; jeg vilde ønske, at en saadan Forening ogsaa skulde være mulig mellem os her i Minneapolis.”