Oktober.

Som Erstatning for den regnfulde og ustadige Sommer fik vi et Efteraar saa varmt og mildt, en Eftersommer saa skøn, at vi slet ikke kunde tænke os, Vinteren nærmede sig.

I Skoven stod Træerne endnu med Løv, grønt og gult og skinnende rødt, og i Solstraalernes Spil straalede det som det pureste Guld; medens hen over Vej og Sti den flyvende Sommer hang sit lette Væv lig Elverpigeslør i Maaneglans, det hang der endnu, naar Sol stod op, og Dugdraaberne sitrede i Slørets Masker som Millioner Perler og Diamanter i de vidunderligste Farvebrydninger.

Men gennem Træernes Kroner gaar et sagte Pust, der lyder som et klagende Suk. Det er Skovens Aand, der vemodig nyder al denne Herlighed endnu en Gang, før November kommer med sine barske Storme og ødelægger al Skovens Farvepragt det sidste Glimt af den bortdragende Sommer.

Og derfor hviler der Vemod over vore Skove, over vor danske Natur i Oktober. Den store Pan fælder Taarer ved Afskeden, det hvisker hemmelighedsfuldt i Buske og i Træer, det er, som var Skoven befolket med usynlige Væsner.

Og vi gaar omkring til alle de Steder, der er blevne os kære, vi fordyber os i denne Skov, som vi elsker saa højt, den saa jo vor unge vaarlige Elskov, var Vidne til vor sommerfrodige Lykke, og nu i Høst ser de samme Træer os vanke alene omkring og lytte til de faldende Blades monotone Sang. Gule og tunge falder de, et for et, og med hvert eneste falder et Haab til Jorden, et sidste bristende Haab.

Den varme Efteraarssol sender sine Straalebundter hen over de dryssende Træer og spreder Glans over Alnaturen, men vi ved saa godt, at det maaske er allersidste Gang, vi ser et Glimt af Sommeren, vi aner, det er den sidste opblussende Livsgnist, og Vemoden fylder vort Hjerte, Skovens klagende Suk giver Genlyd i vort Bryst.