« Tilbage til søgeresultaterne
Simili
Der laa en Butik i en befærdet Gade, beskeden at se til baade i Udstyr og Omfang, og dog var der i dens eneste Vindue udstillet en Skat, som opvejede al Byens øvrige Rigdom, for den, som forstod at vurdere. Her laa paa sorte Fløjelspuder Verdens skønneste Ædelstene, Diamanter, i hvis slebne
Facetter Lyset brødes med et Flammespil af Farver. Ved hver Diamant stod angivet den Pris, for hvilken den kunde erhverves, men Prisen var høj, saa høj, at selv Byens rigeste Kvinder forlod Butiken med et Suk efter forgæves Forsøg paa at faa Diamanthandleren til at slaa af. Dog kunde det mærkelige hænde, at stilfærdige og tarvelig klædte Kvinder gik ind i Butiken og købte sig en af de ædle Stene uden at tinge om Prisen.
Da opstod der en Dag ligeoverfor paa den anden Side af Gaden en ny Butik i pragtfuldt Udstyr og med Vinduer saa store som Ladeporte. I disse Vinduer udfoldede sig paa purpurrøde Fløjlspuder et helt Golkando af pragtfulde Diamanter i de kunstfærdigste Slibninger og samlede i Smykker af bedaarende Former. Byens Damer stimlede sammen foran Vinduerne og udstødte Glædesskrig af Forbauselse over de vedhæftede Priser. Den Diamant, som paa den anden Side Gaden kostede
300 Kr., kunde her faas for 3 Kr. Smilende Herrer og Damer stod bag de straalende Montrer og anbefalede Varerne, ja, var ovenikøbet ikke utilbøjelige til at slaa yderligere af paa Prisen, hvis man bad pænt for sig.
Det var noget andet end den stejle, flinthaarde Diamanthandler derovre. Ganske vist var flere af Kunderne jo nok saa temmelig klare over, hvori Hemmeligheden ved Prisforskellen stak, men de trøstede sig med, at den store Mængde ikke var det; men der var ogsaa Kvinder, som gik Butiken helt forbi uden et Blik paa Udstillingen; det var de faa, som vidste, at de foregivne ægte Diamanter ikke var andet end Blyglas, dyppet i farvede Vædsker, for at kunne gengive den ægte Diamants Farvespil.
Simili-Butiken gjorde straks glimrende Forretninger, og tilsidst bar saa godt som alle Byens Kvinder Diamanter om Hals, paa Fingre, i Øren, kort sagt, hvorsomhelst de kunde anbringe dem, thi de tænkte hver især ved sig selv, at naar ingen dog kunde se Forskellen, var de jo gale, om de vilde betale den Pris, som den virkelige Diamanthandler forlangte.
Dengang Kvinders kommunale Valgret var en sværmerisk Drøm, og den politiske Valgret et oplagt Vanvid, da eksisterede der her i Landet en Kvindesag i ligesaa høj Pris som Diamanthandlerens ægte Stene, og at tilegne sig den var kun de færreste Kvinders Sag. Man maatte være villig til at lægge sig ud med hele Borgerskabet, og byde sig selv frem til Grin, Forargelse og hver Mands Foragt; villig til at ofre timelig Velstand, Sundhed og Kræfter, Hvilens Hygge, Fredens Velsignelser; villig til at pløje og saa forfra og forfra i den trægeste Jord, uden Udsigt til at opleve Høstens Dag, ja, villig til at lide Uret ogsaa af dem, hvis Bifald vilde have givet en Erstatning for alle Ofre og Savn.
Da var det, at Vind og Strøm pludselig vendte sig og gjorde Drømmen til Virkelighed, Vanvidet til sund Fornuft, og en skønne Dag var baade kommunal og politisk Valgret Kendsgerninger, og den foragtede Kvindesag vaagnede op som Jeppe i Baronens Seng, og saa sig opvartet af Lakajer og lærde Doktorer. Kvindesagen blev en Modesag, som alle skulde pynte sig med, og der opstod under disse gunstige Konjunkturer en Række af Simili-Foreninger, hvor smarte Herrer og Damer, som før havde skyet den som Pesten, nu falbød den i de mest bedaarende Skikkelser til fabelagtig billige Priser. Alt muligt i Verden blev med Behændighed lavet om til Kvindesag og udstillet i Vinduerne: Skønhed og Hygiejne, Modegalskab og Familieret, Huslighed og Damebridge, Fægtekunst og Pigespejdere.
Udstillingernes største Attraktion var dog Interviewerne med kvindelige Berømtheder. Her fejrede Similikunsten sine vildeste Triumfer.
Kom en fremmed celeber Kvinde til Byen, kappedes Simili-Butikerne om at faa hende indenfor og underkastet et Interview, saa alvorligt og sagligt, at hun maatte tro, at hun befandt sig i en Butik med ægte og uforfalskede Varer, og tillidsfuldt svare paa de Spørgsmaal, som blev hende forelagt. Hun kunde jo ikke vide, at Intervieweren altid havde en Gifttand parat til lynsnart og uventet at plante i Offerets Kød.
„Er De nu ogsaa Kvindesagskvinde med Liv og Sjæl?” Med dette Spørgsmaal sluttede uvægerlig hvert af disse Interviews, ledsaget af et underfundigt Smil og et Blink med det ene Øje i Retning af Butiken overfor. Og hvis den fremmede da ud af sin ærlige Sjæl bekendte sig at være det, da sad med det samme Gifttanden dybt i Kødet.
„Blind, fanatisk Tilhænger?” - Et endnu underfundigere Smil og en spøgefuld Hovedrysten fuldendte lykkelig Operationen og kaldte det forventede Svar frem.
„Fanatisk? - ja, naturligvis ikke paa den Maade, at jeg er blind for ..” Resten ligegyldig, Interviewet hurtig afbrudt. Byttet bragt i Sikkerhed.
Næste Dag kunde saa den celebre Gæst til sin Forbauselse læse i Avisen, at hun havde taget Afstand fra den Kvindesag, som hun af hele sit Hjerte tilhørte, og se sine troskyldige Ord farvede i Similikunstens Vædsker og arrangerede i den prisbilligste Indfatning prange paa den røde Fløjlspude i Smili-Butikens Vinduesudstilling.
Diamanthandleren staar i sin Butik, lige flindthaard, lige umedgørlig. Prisen paa hans Varer er den samme i Dag som for et halvt Hundrede Aar siden. Hverken den kommunale eller den politiske Valgret har forrykket noget i dette Forhold. Endnu er der Ofre at bringe, endnu er der Modstand at overvinde, endnu er der Klipper at sprænge. Han ser paa Strømmen, som vælter ud og ind af Døren derovre, og smiler ved sig selv, et trygt, seirssikkert Smil; thi han ved, at der vil komme en Dag, hvor disse Kvinder river alle Simili-Diamanterne af sig som det værdiløse Gods, de er, og kommer til ham én for én og betaler den fulde Pris for den Sag, der er ligesaa evig og uforgængelig som den ægte Diamant.
