« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Borgerrepræsentationen

Af: Karen Hessel

« Se emneord

Kommunalt Fødehjem. (Fortsat).

Fru Hessel (fortsat): Der findes, som nævnt af de foregaaende Talere, et Fødehjem i Københavns nærmeste Omegn, nemlig paa Frederiksberg. Det er oprettet af private og drives af pri­vate. Erfaringerne derfra, var det sagt hende, gaar netop i den Retning, at der meget sjældent kommer Kvinder, som i Forvejen har Børn, det aldeles overvejende Antal er Kvinder, der fø­der første Gang. Der er nogen Grund til at frygte, at det vil gaa paa lig­nende Maade her. Hun havde intet imod at være med til at hjælpe disse Kvinder, de kan sikkert udmærket trænge til Hjælp i mange Tilfælde. Men naar Kommunen skal skride til en Foranstaltning som denne, der jo dog skal have almen Betydning og tage Sigte paa at hjælpe hele den Del af Befolkningen, som virkelig trænger til Hjælp, saa maa den begynde der, hvor Trangen er størst, nemlig med at hjælpe de Kvinder, som har smaa Børn i Hjemmet. Det er nødvendigt, at der foretages en meget grundig Undersøgelse af dette Spørgsmaal, in­den man gaar til en Gennemførelse af Sagen.

Der foreligger ogsaa andre Erfarin­ger fra Frederiksberg Fødehjem, nem­lig med Hensyn til Udgifterne. Det var sagt hende, at Udgifterne for de 14 Dage, som et Ophold normalt va­rer for den fødende Kvinde, er 160 Kr. Saavidt hun vidste, er den høje­ste Betaling, der ydes - altsaa af de forholdsvis velstillede - 100 Kr.; der gives Moderation ned til 50 Kr., og nogle har vel hel Friplads. Men 160 Kr. for de 14 Dage bliver 11 á 12 Kr. om Dagen. Fru Hoff anslog Antallet for alle de trængende gifte Kvinder, som der her kunde være Tale om, til 8000 om Aaret. Dette er nu vist­nok en noget overdreven Beregning. Det er opgjort, at der er ca. 8000 gifte Kvinder om Aaret, som føder, saa slet saa mange kan des ikke blive Ta­le om her. Men hvis man blot tænker sig, at en

3-4000 skal ligge paa Fø­dehjemmet hver 14 Dage, saa kom­mer man straks op til en meget be­tydelig Sum i aarlig Udgift. Her er endda ikke medregnet Udgiften til Bygningens Opførelse, som dog ogsaa maa tages i Betragtning. Det er jo Sædvane herhjemme, at hvad der bygges, skal være første Klasse, og det er naturligvis fuldstændig rigtigt; Be­tjening, Læger og hvad ellers hører til, skal ogsaa være af første Klasse. Men man har ikke Spor af Forestil­ling om, hvor meget en saadan Bygnings Opførelse vil koste, eller hvad dens Drift vil koste. Derimod har man en Forestilling om, hvad Udgif­ten pr. Dag vil blive for hver indlagt fødende Kvinde.

Der er talt om, at man har forsøgt at hjælpe ad andre Veje. Ja, det har man, man har forsøgt at indføre kom­munal Sygepleje, og hun maatte ud­tale sin dybeste Forundring over, at Forsamlingen i Sommer, da den hav­de denne Sag til Behandling, var saa betænkelig ved at ofre de 36,000 Kr., som vilde behøves, for at man kun­de udvide den kommunale Sygepleje til ogsaa at omfatte Barselspatienter, saaledes at disse kunde faa den Hjælp i Hjemmet, som de trængte til og eventuelt,   saaledes som Tilfældet er ved andre Lejligheder, tillige kunde faa en Smule Tilsyn med Børnene og i det hele taget faa varetaget det nød­vendige i Hjemmet. For disse 36,000 Kr., som dengang mentes at være til­strækkelige til, at man kunde løse denne Opgave, hvorved man saa til­lige kunde se, hvorvidt der var Trang til at gaa videre, kan man i Virkelig­heden ikke optage mere end ca. 350 fødende Kvinder paa Fødehjemmet om Aaret, og der bliver da adskillige Tusinder tilbage. Det vilde ved nær­mere Undersøgelse maaske vise sig at være nok saa praktisk, at man ud­videde den kommunale Sygepleje til ogsaa at omfatte denne Opgave og saa muligvis ad andre Veje søgte at kom­me de Hjem til Hjælp, hvor Smaabørnenes Ophold Dagen igennem vir­ker meget forstyrrende for Mødrene under Barselfærden og for Hjemmets Fred og dets Forhold i det hele taget. Fra Kvindernes Side er der, som før sagt, saavidt vides ikke stillet no­get Krav om Oprettelse af et Fødehjem. Forsamlingen har derimod for nylig faaet en Henvendelse fra en stor og paa dette Omraade sikkert kompetent og sagkyndig Forening, nemlig de samvirkende Forældreforeninger. De har stillet visse Krav, men dette Krav er ikke stillet. Dette ligger maaske i, at de har ment, at det var en for stor Fordring at fremkomme med, og man kan maaske ikke deraf slutte, at de ikke ogsaa gerne vilde se en saadan Foranstaltning gennemført. Men hun kunde dog tænke sig, at man samti­dig med at undersøge hele det øko­nomiske Grundlag for Forslagets Gen­nemførelse satte sig i Forbindelse med Forældreforeningen, saavel som med andre Institutioner og Foreninger, der kunde antages at repræsentere de Hjem, man her vil komme til Hjælp, for at høre, i hvilken Retning deres Ønsker nærmest gaar. I et Forslag til Beslutning som det foreliggende ligger der ikke, og kan der naturligvis ikke ligge, noget virkeligt Grundlag. Man ved intet om, hvad det er, man vedtager. Kun det ved man, at det er overordentlig vidtrækkende, og at, skal Opgaven virkelig løses til Bunds overfor de 5-6000 gifte Kvinder, som aarlig kan komme i den Omstændighed at have Brug for Føde­hjemmet, saa vil det i alt Fald dreje sig om Millionbevillinger til Bygnin­gens Opførelse og Fødehjemmets Drift.

Idet hun vilde slutte, som hun be­gyndte, med at udtale sin varmeste Sympati for Tanken og sin oprigtige Vilje til at være med til at hjælpe saa godt, som det er muligt, de Hjem, der her er Tale om, maatte hun dog - da man ikke véd, om det netop er den bedste Vej, der her foreslaas, om man netop særlig kommer dem til Hjælp, som trænger haardest, og da man aldeles ikke har noget Overblik over, hvilke Udgifter denne Sags Gennemførelse vil paaføre Kommu­nen, og da der endvidere er god Tid til en nøjere Undersøgelse af denne Sag, som jo, selv om Forslaget ikke vedtages i Dag, altid kan tages op igen senere, medens den, naar Forsla­get engang er vedtaget, er overgivet til Magistraten, saaledes at Forsam­lingen har bundet sine Hænder over­for en Sag, hvis Rækkevidde og hvis Betydning for den mest trængende Del af Byens Borgerinder man ikke ved nogetsomhelst om - tillade sig, naar Forhandlingen var sluttet, at foreslaa Forslaget til Beslutning hen­vist til et Udvalg, der da eventuelt kan foretage i alt Fald nogle af disse Undersøgelser og Overvejelser.

(Fortsættes).

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder