« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Borgerrepræsentationen
Kommunalt Fødehjem.
(Fortsat).
Fru Anna Johansen kunde gerne følge Fru Hessel og nogle af dennes Meningsfæller i den Opfattelse, at en Fødsel er ingen Sygdom, at det er en naturlig Ting, at en Kvinde føder et Barn. Men den fødende Kvinde trænger dog til Ro og Pleje i nogen tid efter Fødselen - for Resten ogsaa i nogen Tid før den, men det sidste er vel for meget forlangt. Navnlig trænges der jo til Ro i de Arbejderhjem, hvis Sag Fru Hessel nærmest talte, dem, hvor der er mange Børn. Men hvorledes skulde de fødende Kvinder i saadanne Hjem faa den fornødne Ro? Man kunde, siges der, udvide den kommunale Sygepleje, saaledes at man kunde sende en Plejerske til de Hjem, hvor en Fødsel forestaar, og lade hende tage sig af Børnene. Men selv om man kunde skaffe Plejersker til at passe Børnene om Dagen, kan der dog ikke skaffes den nødvendige Ro om Natten, thi Pladsen er i Arbejderhjemmene meget indskrænket. Lejligheden bestaar højest af to Værelser, og i det samme Værelse, hvor Patienten ligger, maa den øvrige Familie ogsaa opholde sig om Natten. Manden kommer træt hjem fra sit Arbejde, han kan ikke hjælpe, og der er ingen andre til at tilse de andre Børn end Moderen. Hun maa da ligge og række og strække sig fra den ene Seng til den anden. Selv Fru Hessel vilde vist indrømme, at i et saadant Hjem kan Barselspatienten hverken faa Ro eller Pleje. At det er nødvendigt for en fødende Kvinde at faa Ro og Pleje, viser jo ogsaa den Omstændighed, at selv de Kvinder, som nok kunde skaffe sig det i deres Hjem, lader sig indlægge paa private Fødehjem for at være saa meget desto sikrere paa fuldstændig Ro og omhyggelig Pleje. Et kommunalt Fødehjem vil være til saa meget større Gavn nu, da Kvinderne mere og mere trænger ind paa Arbejdsmarkedet. Arbejderkvinderne arbejder lige til det sidste, de bliver mere og mere nervøse for den Fødsel, som forestaar, og den tager alt for meget paa dem! En Mængde af dem paadrager sig sikkert ved Manglen paa Ro og Pleje Svagheder, som de maa gaa med hele deres Liv. Det Spørgsmaal, om Kommunen faar nogen Valuta for de Penge, den ofrer til en saadan Foranstaltning, maa derfor besvares med et: Ja, det faar den derved, at den værner baade den unge Kvindes Helbred og det lille Barns Helbred i den Tid, da Moderen selv ligger syg og ikke kan tage sig af det.
Der ydes allerede nu nogen Hjælp, siges der. Ja, hvem er det, der er Hjælp for? Der er fri Jordemoderhjælp for dem, der ikke kan blive Medlem af en Sygekasse. For den Arbejderfamilie, som har sikret sig ved at melde sig ind i en Sygekasse, er der ikke fri Jordemoder hjælp; den faar 10 -12 Kr., allerhøjest 15 Kr. fra Sygekassen, og da den ikke dermed kan faa Udgiften til Jordemoder dækket, maa den altsaa selv ofre noget ud derover. Den Familie derimod, som ikke har sikret sig paa denne Maade, kan ganske vist faa fri Jordemoderhjælp. Hvad de meget fattige Hjem angaar, kan Moderen blive indlagt paa Fødselsstiftelsen, naar Distriktsforstanderen skønner, at der er Fare forbundet med at lade Fødselen foregaa i Hjemmet. Det er for meget forlangt, at de, som ikke kender noget til Arbejderhjem, skal kunne sætte sig ind i, hvorledes en Arbejderfamilie er stillet i et saadant Tilfælde. Men Forholdet er det, at for at Hustruen skal kunne blive indlagt paa Fødselsstiftelsen, skal man henvende sig til Distriktsforstanderen, og det er ikke nok, at Hustruen henvender sig til denne. Manden skal personlig indfinde sig og give Oplysninger, og derefter skal saa Distriktsforstanderen skønne over, om en Indlæggelse er nødvendig. Man siger endvidere, at Lægen, hvis han skønner, at Fødselen ikke vil foregaa normalt, at den vil blive særlig besværlig, kan indskrive den paagældende gifte Kvinde paa Fødselsstiftelsen. Men hvormange af disse gifte Kvinder gaar til en Læge for at blive undersøgt før Fødselen? Det er vist ikke ret mange, der gaar til Læge eller til Jordemoder. De allerfleste gaar lige til det sidste uden at vide noget om, hvorvidt Fødselen kan blive farlig eller den vil forløbe normalt. Under selve Fødselen er der ganske vist nogen Hjælp at faa. Jordemoderen kan tilkaldes fra Stiftelsen, og Lægen kan eventuelt lade Patienten indlægge paa Stiftelsen. Men den Kvinde, som ligger forpint af Fødselsveer, skal altsaa først vente, til Lægen kommer og faar ordnet Spørgsmaalet om Indlæggelsen, og saa skal hun under de forfærdelige Lidelser, hun maa gennemgaa, op af sin Seng og ned i Vognen for at blive kørt til Stiftelsen. Man kan ikke forsvare at udsætte de fødende Kvinder for noget saadant.
Det havde forbavset hende noget, at Jordemoderforeningen havde sendt den omtalte Skrivelse. Denne taler kun Fagets Interesser, absolut ikke de fødende Kvinders, selvom den bruger nok saa skønne Ord. Det er selvfølgelig kedeligt nok at se det Fag, man tilhører, truet, men for Sagens Skyld burde man have sat dette Hensyn til Side og have taget Befolkningens Interesser noget mere i Betragtning.
Fru Hessel vidste ikke noget om, at der fra de gifte Arbejderkvinders Side var stillet Krav om et kommunalt Fødehjem. Nej, de gifte Arbejderkvinder er altfor beskedne i den Retning. De foretrækker at blive i deres Hjem under Fødselen, naar de blot, medens de ligger til Sengs, saa nogenlunde kan arrangere sig. Men nogen Fordel derved er der saavist ikke, thi det tager jo blot endnu mere paa Kræfterne og gør dem endnu mere nervøse at ligge og spekulere paa, hvorledes det skal gaa med Huset, og være optaget af sine økonomiske Sorger. Selv om der ikke direkte er rejst noget saadant Krav, bør man derfor ikke tro, at Kravet om Oprettelsen af et Fødehjem ikke med Rette kan stilles til Kommunen.
I Modsætning til Fru Hessel, som mente, at man grundigt burde overveje, om Kommunen faar Valuta for sine Udgifter ved Oprettelsen af et Fødehjem, vilde hun fraraade at nedsætte Udvalg om Sagen. Hun vilde anbefale, at Sagen gøres til Genstand for en alvorlig Overvejelse i Magistraten - og det er paa Tide, at det sker, fordi Forholdene paa dette Omraade kræver, at der gøres noget, hvortil yderligere kommer de vanskelige Boligforhold - og at Magistraten, derefter fremlægger en Plan for Forsamlingen. Naar denne Plan foreligger, er det altid Tid for Fru Hessel til at foreslaa Sagen henvist til et Udvalg. Hermed anbefalede hun Forslaget til Vedtagelse.
Fischer fremhævede, at Tanken om Oprettelse af et kommunalt Fødehjem, saaledes som bemærket fra flere Sider, ikke er ny. Spørgsmaalet er, hvornaar et saadant Fødehjem maa siges at være saa paakrævet, at man maa skride til dets Oprettelse. Det er muligt, at Tidspunktet er inde til at foretage sig noget i denne Retning, forsaavidt man kunde ønske i en ikke altfor fjern Fremtid at faa dette Fødehjem oprettet. Men paa den anoden Side maa det Spørgsmaal jo undersøges, i hvor høj Grad Fødselsstiftelsen opfylder de Krav, man kan stille til den. Der er, saa vidt vides, ikke sket nogen Henvendelse til den Mand, der leder Rigshospitalets Fødselsafdeling, Prof. Leopold Meyer. Denne vilde sikkert kunne give meget gode Oplysninger, og Taleren vilde anbefale Magistraten at indhente en Udtalelse fra denne Mand, der sidder inde med saa gode Erfaringer, som overhovedet kan haves. Det var i hvert Fald blevet meddelt Taleren, at de gifte Kvinder, som har ønsket Optagelse paa Rigshospitalet, ikke er blevet afviste, naar Forholdene i Hjemmet har været saadanne, at deres Optagelse maatte anses for ønskelig. Nu er det naturligvis altid relativt, hvorvidt Forholdene i Hjemmet er særlig mangelfulde eller ikke, men i hvert Fald kan det vel nok siges, at de fødende Kvinder fra de fattigste Hjem har fundet Optagelse paa Fødselsstiftelsen. Men naturligvis kan man ikke sige andet, end at det er en smuk social Opgave at oprette et Fødehjem, og Tanken havde hans fulde Sympati. Kun maatte man vide, at et saadant Fødehjem for det første vilde koste mange Penge, og at naar Kommunen opretter i hvert Fald et større Fødehjem, paatager den sig, dermed meget store Forpligtelser.
Det foreliggende Forslag til Beslutning bandt efter hans Mening ikke Magistraten saa særlig stærkt, og han ønskede heller ikke, at Magistraten skulde være stærkt bunden. Der staar i Forslaget, at man opfordrer Magistraten til at forelægge Forsamlingen Planer til Oprettelse af et kommunalt Fødehjem. Men deri ligger ikke, at hvilke Planer Magistraten maatte fremkomme med, vil Forsamlingen være bunden dertil. Det er Forsamlingen ingenlunde. Magistraten kan finde Veje, at gaa, som Forsamlingen kan acceptere, og den kan finde Veje at gaa, som Forsamlingen ikke kan acceptere.
(Fortsættes).
