« Tilbage til søgeresultaterne
KVINDER I POLITIETS TJENESTE
Da Dansk Kvindesamfund i Juni 1910 rejste Spørgsmaalet om kvindelige Politibetjente, rystede Borgerskabet paa Hovedet, og Vittighedsbladene fik travlt med at karikere Idéen.
D. K.s Krav lød paa, at der i saa vidt Omfang som muligt maatte blive ansat „Kvinder i Politiets Tjeneste til Brug i Sager vedrørende Kvinder og Børn", og som saa mange andre af D. K.’s Fremskridts-Reformer er denne nu ogsaa gledet ind i Samfundslivet som en Selvfølgelighed, og man har glemt, at der var en Tid, hvor den var en Umulighed. Man har selvfølgelig ogsaa glemt, hvem der rejste Kravet om den. Det skal være tilgivet. D. K. har Fjer nok i sin Hat og har ogsaa nok i Bevidstheden om at have været med til at skaffe Politietaten et nødvendigt Supplement og bevirket, at der er aabnet Adgang for Kvinder til et nyt Erhverv.
I Aalborg, i Aarhus og i København er nu ansat kvindelige Politibetjente. D. K. sendte desuden sit Andragende til Frederiksberg og Odense, hvor endnu ingen kvindelig Betjent findes. Den sidst ansatte er Signe Buch, der den 1. Juni 1917 tiltraadte sin Stilling i 4. Afdeling paa Hovedpolitistationen i København.
Den nye Politibetjent, hvis Billede vi bringer, er født i Aarhus i 1882. Hun har i en Aarrække været Sygeplejerske paa Kommunehospitalet i København, og har - efter sit Giftermaal med Politifuldmægtig Buch for 8 Aar siden - været meget benyttet som „Skriver" i Politiets Tjeneste.
Gennem i en Aarrække at afskrive Rapporter i Skilsmissesager osv., er hun saaledes kommen tæt ind paa Livet af disse Spørgsmaal, som det nu tilfalder hende at beskæftige sig med, idet en Del af hendes Arbejde netop kommer til at bestaa i Afhøring af saavel den mandlige som den kvindelige Part i Skilsmissesager. - Desuden vil hun blive benyttet til en Del Værgeraadssager, der dog nærmest kommer til at dreje sig om at ledsage Værgeraads-Børn, der skal flyttes fra et Sted til et andet.
Denne Ansættelse har givet Formanden for Københavns Politiforening Lejlighed til i et Interview i „Vort Land", at udtale, at det „vækker Mishag", naar der „gøres indgrigribende Forskel paa de to Køn indenfor en og samme Etat".
Vi skal sidst af alle bestride dette. Vi har ofte Lejlighed til at føle saadant „Mishag". At Forskellen i dette Tilfælde er „indgribende" kan vi derimod ikke indrømme.
Den ovenfor, citerede Udtalelse refererer sig til det Forhold, at Signe Buen ansættes med en aarlig Begyndelsesgage af Kr. 1300 (plus Dyrtidstillæg, Uniformsgodtgørelse o. 1.) mod de, mandlige Betjente, der begynder med Kr. 1000 aarlig. - Herved er imidlertid at bemærke, at Begyndelseslønnen i de civile Afdelinger for Mænd og Kvinder er Kr. 1300, i Ordenspolitiet derimod kun Kr. 1000. - Det er altsaa ikke paa Kønnet men paa Arbejdet der gøres Forskel.
Det er rigtigt, at kvindelige Betjente ikke som de mandlige gennem kortere eller længere Tids Tjeneste i Ordenspolitiet tjener sig op til at komme ind i de civile Afdelinger. - De ansættes straks i disse, fordi det er der, man har Brug for dem, fordi det er der, man har villet afhjælpe et Savn.
De kvindelige Betjente er en helt ny Institution indenfor Politiet. Der stilles straks ved deres Indtræden ganske anderledes og langt større Krav til dem i Retning af Indsigt, Omtanke, selvstændigt Skøn og phsykologisk Sans end til de mandlige Betjente i Ordenspolitiet.
Man kan strides om, hvorvidt det, som Tilfældet er her og vel overalt, er retfærdigt at vurdere Aandsstyrke højere end Legemstyrke, men det er at forvrænge Forholdet, hvis man vil give det Udseende af, at der her „gøres Forskel paa de to Køn" til Fordel for det kvindelige.
Derimod er vi enige med Politiforeningens Formand, naar han videre paataler, at der vises den nye Betjent „det Hensyn, at hun slipper for det Korpsnummer, alle vi mandlige Politibetjente maa gaa med". - Saafremt der ikke er en eller anden saglig for en Udenforstaaende skjult Grund
til denne Undtagelse, saafremt den er dikteret af den Tanke, at det skulde være generende for en Kvinde at bære et Nummer i Lighed med sine mandlige Kolleger, da finder ogsaa vi, dette Hensyn daarlig anbragt. Vi kan tilføje, at den nye Betjent intet som helst vilde have at indvende mod at blive nummereret - selvfølgelig ikke; en modsat Anskuelse vilde ikke have stemt med den sunde Sans, vi mener at have opdaget hos hende.
Det er jo imidlertid rart at se, at Tanken om Ligestilling har en Fortaler i selve Politiforeningens Formand. De kvindelige Betjente, der efterhaanden ansættes, kan da sikkert forvente en loyal Behandling fra deres mandlige Kollegers Side og vi vil haabe, at de kvindelige Betjente vil være i Stand til at hævde sig saavel gennem deres Arbejde som ved at udvise kammeratlig Samfølelse overfor de mandlige Udøvere i det Fag, til hvilket D. K. har brudt dem Vejen.
