Brandesfesten,

som i Søndags satte de mange Sind i Bevægelse, vil ikke blive blot et Minde, men den vil ved alle de glødende Ord sætte nye Tanker i Bevægelse til Kamp for Menneskets Frihed. Troen paa Menneskets Ret til Aandsfrihed og Lys over Livet er vokset ved de manges forstaaende Glæde ved Festen.

Var Bordet med de 600 Gæster imponerende ved sin Pragt og Elegance, sine straalende Lys og endnu mere straalende glade Ansigter, saa gjorde Fakkeltoget med de tusinde Arbejdere, Studenter, Haandværkere og Handelsfolk et ligefrem gribende Indtryk.

I den stille, milde Oktoberaften, efter den regnfulde Dag. tog Faklernes brændende Blus med Musik, og Marsellaisen, sunget af de mange kraftige Stemmer, sig ud som et sikkert Varsel om Sejr for Lyset og Frihedens Magt over Mørke og Kulde.

Efter Talen fra Gaardspladsen og Georg Brandess Svar fra Altanen samlede de talrige Gæster sig i den store Sal i Koncertpalæet, hvor Punschebollerne allerede var satte paa Bordet. Herman Trier med sin stærke Stemme tog Styret og ledede denne Del af Festen.

Morten Pontoppidan holdt her Festtalen for Georg Brandes og sagde, at som ingen kunde færdes inden for det levende Kirkeliv uden at mødes med Grundtvig, saaledes kunde intet Menneske tage Del i Kultuslivet uden at mødes med Brandes og blive hans Skyldner, bevidst eller ubevidst, og i Virkeligheden var vi alle Brandesianere, men lad os ogsaa blive saa ærlige, at vi tilstaar det.

Georg Brandes, som imidlertid havde sat sig ned paa Bænken mellem Folket, talte derfra og ikke fra Tribunen. Bidende vittig begyndte han med at sige: At hvis det var her i København som i hin engelske By, der var belejret og hvor man lovede at ophæve Belejringen, hvis Byen vilde sende tre af sine ypperste Mænd til dem med Strikken om Halsen, saa troede B., at saa vilde han sikkert nok komme i Betragtning som en af de ypperste; ganske vist saa det lidt bedre ud for ham i Aften, men alligevel ansaa han dog kun Festen for en Demonstration, vi Danskes eneste Middel, fordi vor Ungdoms Kraft var os frastjaalet. Paa dette raabtes fra Masserne „Nej! Nej!^” og uendelige Ovationer for Brandes paafulgte. Sange blev afsungne. T.V. Holst talte paa Arbejdernes Vegne, og Herman Trier sluttede Talernes Række med en varm Tak paa Studentersamfundets Vegne, som skyldte Brandes saa uendelig meget.

Imidlertid dansedes og passiaredes der i Salene ovenpaa af de mange Bordgæster, som selvfølgelig ikke kunde faa Plads i den store Sal, men overalt saa man Venner og Bekendte, glade og i oplivet Stemning; og vi er vis paa, at hvor kritisk end den store Kritiker vil se paa denne Fest, saa maa han indrømme, her var mere end en Demonstration, her var baade Forstaaelse og Taknemlighed.