« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Storindustri og Storsyn
Under denne Overskrift har Dr. med. Kjer-Petersen i „Hovedstaden" rettet et Angreb paa vor Storindustris Mænd, fordi de ikke drager Omsorg for deres Arbejdere, særlig kvindelige Arbejderes timelige og aandelige Vel. Udgangspunktet for Doktorens Angreb er den Aarsberetning for Missionen blandt kvindelige Arbejdere, som nylig er udsendt, og Doktoren anfører som Motto for sit Angreb følgende Linier af Aarsberetningen: „Thi det er for deres Folks timelige og aandelige Vel, at vi arbejder."
Paa dette Angreb har cand. polit. Poul Drachmann og Formand for Industriraadet, Alex Foss, svaret.
Vi bringer i dette Nummer Dr. Kj. P.s 1. Artikel og skal i de følgende Numre bringe enkelte Uddrag af dette Ordskifte, som vil interessere alle Kvinder med social Forstaaelse.
- - -
Det paastaas af dansk Storindustris Profeter, at Danmark gaar ind i en ny, i Industrialismens Tidsalder. Der er unægtelig ogsaa løbet meget Vand i Stranden siden den Gang, da det stærkeste Indtryk, man fik af vort agerdyrkende Fædrelands Industri var, hvad der i Granzows Lærebog i Geografi stod at læse om, at man fra Randers fik Laks og Handsker. Nu er man som bekendt kommet videre, og ikke blot har Sønnen af det sidste Slægtleds største Lyriker forkyndt Industrialismens Evangelium, men - hvad der ikke er Lyrik - den danske Industri har siden August 1914 tjent Millioner og atter Millioner, og da forleden en dansk Kritiker tilegnede en Bog, der sagdes at rumme en gennemført Samfundsopfattelse, til En, han var stolt over at kalde sin Landsmand, saa var denne Mand at finde blandt Industriens Mænd.
For den, der kender noget til dansk Industri, kunde der maaske derfor paa - som det af det følgende vil ses - given Foranledning være Grund til at undersøge om dansk Industri, nu ogsaa er saa stor - saa storstilet - som dens Profeter forkynder det.
Det er nu imidlertid slet ikke dansk Industris national-økonomiske Opfattelse, der skal beskæftige mig her. Det er dansk Industris subjektive Syn, der interesserer mig eller med andre Ord, om jeg saa maa sige, dansk Storindustris Hjertelag.
Jeg tænker hermed ikke paa enkelte blandt Industriens Mænd. Jeg ved, at der er mange blandt disse, der ikke tror, at et Menneske - og allermindst en Fabriksarbejderskes Liv ene er afhængig af hendes egen Vijje. Mange af Industriens Mænd ser klart, at vi Mennesker - og ogsaa Fabriksarbejdersker - paa een Gang er en Funktion baade af vor egen Individualitet og af det Milieu, i hvilket vi lever. Og i Erkendelse heraf har ogsaa i dansk Industri enkelte Foregangsmænd med betydelige Ofre gjort deres til at forbedre deres Arbejderes og Arbejderskers Kaar. Men den danske Industri som saadan, den danske Storindustri, i hvis Tegn vi siges nu at gaa ind, hvad gør den for dem, der er i dens Brød?
Foranledningen til dette Spørgsmaal er en lille - jeg havde nær sagt - forskræmt Aarsberetning som „Missionen blandt kvindelige Arbejdere" har tilsendt dette Blad. Denne Mission har i 7 Aar gjort et uegennyttigt og opofrende Arbejde blandt unge Kvinder i den danske Industris Brød. Rundt omkring i Byen har den indrettet Aftenhjem, Syskoler og Middagsabonnement (2 Retter Dyrtids-Mad for 50 Øre!), ligesom den paa sinden Maade ved Skovture, Julefester og ved Landophold har søgt at være noget for, og at værne om nogle af dem, som det moderne Samfund byder de ringeste Chancer i Livet, eller hvad der er det samme de største Chancer - for at gaa i Hundene.
Det, der imidlertid særlig interesserer ved denne 7. Aarsberetning er, at „Missionen blandt kvindelige Arbejdere" i 1916 har faaet et længe næret Ønske opfyldt nemlig at faa et Pensionat for unge - ialt 6 - Arbejdersker. Vi giver Forstanderinden, Frk. D. Lind Ordet:
De første unge Piger, der lejede Værelser, trak sig tilbage, før de flyttede ind, vist fordi de i Mellemtiden var blevne bange for, at der skulle blive lagt Baand paa dem, de havde jo aldrig før boet i et kristeligt Foreningshjem. Imidlertid, da de første var flyttede ind, fulgte snart andre efter, indtil Huset blev fuldt, og de har alle boet hos os siden da. Masser af Efterspørgsler paa Værelser har der været, saa Pensionatet kunde have været fordoblet mange Gange. (Udh. her).
Dette er altsaa et Arbejde, der gøres ikke af, men for den danske Industri. Fraset nogle enkelte Direktører, der tilsammen yder en 700 Kr. af de sig til 1800 Kr. beløbende Aarsbidrag, fraset Gaver (af hvilke 500 Kr. er fra et enkelt Firma) til et tilsvarende Beløb, synes dansk Storindustri som saadan imidlertid ikke at interessere sig for dette Arbejde. Masser af unge Kvinder fra Fabrikerne har maattet afvises fra at blive Pensionærer, dels fordi Missionens Budget ikke tillader yderligere Udvidelse, dels fordi „ikke saa ganske faa har været afskaaret fra" overhovedet at bo i Pensionatet, da de ikke kunde betale de 40 Kr. maanedlig for Kost og Logi.
Men se her har vi Problemet i sin Nøgenhed: et af de smukkeste og velsignelsesrigeste Arbejder, et Arbejde, der gøres udelukkende for den danske Storindustris Kvinder, er overhovedet kun muligt dels derved, at de Kvinder, der arbejder i denne Mission, lønnes saa uhyre beskedent. Ja, hvis det ikke var saa uhyre tragisk - og saa forbilledligt for andet socialt Arbejde - saa vilde det næsten være til at smile over: dér Storindustrien med sine Millioner og atter Millioner, hér den kvindelige Leder af ”Missionen blandt kvindelige Arbejdere", der foruden alt det andet Arbejde, som hviler paa hende, maa rejse rundt fra Vejle til Vivild, fra Holstebro til Vestervig for i 17 forskellige Byer at indsamle 506 Kr. og 23 Øre!
Naar vi, der staar i det ene eller det andet sociale Arbejde, naar vi der ser Industrien fra Nødssiden, naar vi atter og atter skriver og taler om „den sociale Uretfærdighed," saa paaduttes det os tit, at vi kæmper for en Tilstand af økonomisk Lighed mellem Over- og Underklasse. Dette er ikke sandt. De rige maa gerne beholde deres Millioner og Villaer og Biler, som de maa give deres Børn den bedste og lykkeligste Barndom, som tænkes kan, naar blot de samme rige sørger for, al de fattige, der er i deres Brød, lever i et Milieu, der overhovedet muliggør, at et frit, et villende Menneske kan udvikle sig menneskeværdigt. Men den Omsorg har Storindustrien ikke. Og derfor er det, i Lys af ovennævnte specielle Tilfælde, mit Spørgsmaal til dansk Storindustris Mænd, om der ikke snart indenfor dets Raad, burde indrettes en Afdeling, der ene havde at vaage over, hvor der blev arbejdet for at hjælpe dem, der - skønt i industriens Brød - led Nød. At med andre Ord dansk Industri gennem en saadan Afdeling kunde faa Lejlighed - ikke til at lade de socialt arbejdende komme til sig med Bøn om Gaver men - til af sig selv med Tak og med Hjælp til Hjælp at komme til dem, der udfører det Arbejde for Samfundets Elendige, som egentlig paahviler Industrien, og som i et hvert Fald burde ligge den Storindustri tungt paa Hjerte, hvorom det med Rette skal kunne siges, at den viser Storsyn.
