« Tilbage til søgeresultaterne
Vis major
„Lov er Lov, og Lov skal holdes", skrev vi i forrige Nummer, og nu synes det som, vi skal tages paa Ordet, idet der enkelte Steder i Landet er rejst Strid om det berettigede i, at Fællesstyrelsen har besluttet, at de 10 Øre, som opkræves pr. Medlem til Fællesmødet, i Aar ogsaa skal opkræves, endskøndt Fællesmødet bortfalder, og anvendes til Afholdelse af Distriktsmøder i September, som skal erstatte Fællesmødet. Ganske vist indeholder Fælleslovene intet om dette, ligesaa lidt som om, at Fællesmødet i det hele taget kan bortfalde, og Fællesstyrelsen har for saa vidt ingen Hjemmel i Loven for sin Handlemaade i dette Tilfælde. Men der staar heller intet i Lovene, om hvad D. K. skal foretage sig i Tilfælde af en Krigssituation som den, vi nu lever under. Der staar intet om, hvorledes man skal bjerge D. K.s Organisation frelst ud over de øjeblikkelige Vanskeligheder; det overlades til Fællesstyrelsens egen Konduite. Vi lever alle sammen i Øjeblikket under „vis major", d. v. s. under Forhold, som er stærkere end Love og Paragrafer. At vi skal vælge vore Tillidsmænd og vore Styrelser efter den i Lovene foreskrevne Fremgangsmaade, er der dog ingen „vis major", som forbyder, heller ikke, at vi skal opkræve de Kontingenter, som Loven foreskriver, saa længe Nøden ikke er større herhjemme, end Levemaaden i Øjeblikket udviser, - men naar Trafikforholdene paa Grund af Kulnøden er saa fortvivlede, at en Rejse til Fællesmødet vil tage den dobbelte Tid af, hvad den ellers tager, - naar Belysnings og Bespisningsforholdene er saa vanskelig, at Indkvartering af 300 Tillidsmænd ikke kan finde Sted, saa er der „vis major" for at aflyse Fællesmødet. Dette indsaa Fællesstyrelsen og vedtog at sætte sig udover den Lovbestemmelse, som siger, at der hver Sommer skal afholdes Fællesmøde. At holde Loven paa dette Punkt forbød sig af sig selv.
Men saa rejste det Spørgsmaal sig: Kan D. K. undvære den Løftelse og Styrkelse, som følger med et saadant Møde og fra dette virker tilbage paa dem, som blev hjemme? Vil den døde Haand, som Krigen for Tiden lægger paa vore Foretagender, ikke føles dobbelt tung, naar vi slet ikke i Aar skal mødes og gennem Samværet med hverandre overbevise hverandre om, at Baandet, som knytter os sammen, endnu holder, og at der endnu ligger store Opgaver foran os, som vi sammen skal løfte og bruge denne ufrivillige Ventetid til at berede os paa?
Fællesstyrelsen maatte besvare dette Spørgsmaal med: Ja.
Derfor greb den med Glæde det Forslag, sjællandske Distrikt stillede: at anvende de 10 Øre pr. Medlem, som ellers gaar til Fællesmødet, til Afholdelse af Distriktsmøder i September, som kan træde i Fællesmødets Sted. Disse Distriktsmøder kræver jo et langt mindre Apparat end Fællesmødet. Antallet af indkvarterede bliver meget mindre, da mange bor saa nær, at de vil kunne naa hjem. Mødet kan afholdes paa én Dag og finde Sted mellem et Morgentog og et Aftentog. Middagstogene er vel nok til den Tid strøgne. Skulde det gaa saa galt, at al Persontrafik til den Tid var indstillet, ja, saa er der jo „vis major" for, at Distriktsmøderne opgives, og Kredsene beholder deres 10 Øre pr. Medlem.
„Der staar ikke i Lovene, at de 10 Øre pr. Medlem kan anvendes til ekstra Distriktsmøder" - nej, det er uimodsigelig rigtigt. Der staar heller ikke, at Fællesmødet kan undlades og Fællesstyrelsen fungerer videre, uden at nye Valg har fundet Sted. Der staar heller ikke, at Bladet i Tilfælde af Papirnød kan nøjes med hveranden Gang at udkomme med 8 Sider, - men det er ogsaa vedtaget - og har allerede fundet Sted én Gang, kan muligvis finde Sted flere Gange. Der staar heller ikke noget Sted skrevet, at naar en Grundlov i Danmark er afskaffet, saa kan Rigsdagen vedtage, at den skal blive ved at gælde alligevel, og naar Kvinderne har faaet Valgret paa lige Fod med Mændene 1915, saa skal Mændene alligevel vedblive at regere Landet alene, lige til 1918; men den „vis major", som Verdenskrigen har affødt, tvinger os til paa dette Punkt at suspendere Loven. -
Naar Fællesstyrelsen følte sig stillet overfor Valget mellem paa den ene Side mulig Afslappelse og Tilbagegang, og paa den anden en „ulovmedholdelig" Anvendelse af et aarligt Bidrag af 10 Øre pr. Medlem, saa valgte den det sidste.
Det er onde Tider i Øjeblikket for meget smukt og stort her i Verden, det er onde Tider ogsaa for Kvindesagen. Alle gode Kræfter maa paakaldes for at holde Ilden brændende. Skal vi da blamere os selv og vor Sag ved at diskutere Spørgsmaalet om de 10 Ører? - Vilde det ikke være mere passende, om vi tilstod vor Sag det Dyrtidstilskud, som uddeles over en lav Sko i denne Tid, kun ikke der, hvor det drejer sig om at frelse en Idé.
Mon ikke, det er Idéerne, som for Tiden har det trangest i Gullaschlandet Danmark? - Fællesstyrelsen er sat til at vogte Kvindesagens Idé, lad os vente med at hænge den, til den har svigtet Idéen.