« Tilbage til søgeresultaterne
Finlands Helgen
Mathilda Wrede.
Det var en blæsende og kold Dag i Begyndelsen af Maj. Jeg gik i mine egne Tanker langs med Aleksandersgatan i Helsingfors. Der var nok at tænke paa, et Væld af indre Oplevelser! Nu havde jeg ikke kunnet besøge Finland, siden Krigen begyndte, min Familie havde jeg ikke kunnet træffe, Brevene havde været faa og intetsigende. -------Jeg traskede den samme Vej, som jeg plejede hver eneste Formiddag i en fjorten Dages Tid, nemlig op til Paskontoret for at forhøre, om
ikke den fornødne Tilladelse til min Hjemrejse til Danmark var kommet fra Petrograd.
Det gav pludselig et Sæt i mig. Paa Hjørnet af Senatstorvet mødte mig uventet det Syn, som jeg saa brændende havde længtes efter at se: Oppe paa Universitetet, paa Senatshuset, paa Finlands Bank - alle Vegne paa de offentlige Bygninger smældede de højrøde Flag med Guldløven, Finlands nye Frihedssymbol.
Jeg havde næppe faaet Tid til at komme mig efter min Bevægelse, da jeg der borte ved et Stoppested saa en høj, slank Dame med et stærkt markeret Ansigt, klædt i graat fra Top til Taa gaa ind i en Sporvogn. Vognen gik til Sörnäs, hvor det store Fængsel ligger. Jeg standsede og fulgte med Blikket den slanke Skikkelses bestemte Bevægelser inde bag Ruden. Der var ingen Mulighed for, at jeg havde taget Fejl, hende vilde jeg have kendt blandt Tusind Kvinder, skønt jeg ikke ved, om jeg nogensinde har set hende. Det var Mathilda Wrede.
Jeg havde tænkt saa meget paa hende, fordi vi i min Familiekres, som kender hende godt, havde talt saa meget om hende netop i disse Dage og glædet os med hende. Hun havde lige interviewet en Slægtning af mig, som netop var vendt hjem fra sin Forvisning til Sibirien, for af ham at høre lidt om Fangernes Forhold, og da havde hun selv fortalt om sine mærkværdige Oplevelser efter Revolutionen.
Mathilda Wrede er Finlands Helgen. Hun har intet af Barmhjertighedssøsterens blide Ynde i sin Optræden, intet af Asketens forsagende Skær over sit Væsen, intet af Helgenens Glorie omkring sin Isse. Hun er frisk og frejdig, finder paa tusind Udveje, fortæller under munter Latter om sine Myndlinges Særheder, er humoristisk og morsom; der er ingen mere asketisk end hun, men det er ikke af Fromhed eller for sin egen Sjæls Frelse, det er kun for at spare saa meget som muligt sammen til alle dem, som rundt om i Fængslerne har Bud efter hende.
I fire lange Aar har det været hende forbudt at komme til Fangerne - hun, som tidligere i mange Aar kom ind og gik ud gennem de for andre lukkede Døre, hun, som var ventet af Beboerne i de ensomme Celler som en Lysets Engel, der ene bragte Trøst og Glæde og Hilsner fra dem der hjemme. Men hun har ikke taget sig en Hviletid i disse fire Aar. Utrætteligt har hun arbejdet og været Budbringer, saa meget som Forholdene har tilladt det.
Men saa kom Revolutionen, og den lukkede op ogsaa for Fængslerne. Saaledes skete det f. Eks. i Kakola Tugthus i Aabo, hvor Mathilda Wrede har en stor og trofast Vennekres. Disse skrev straks en Adresse med ca. 800 Underskrifter til hende af omtrent følgende Ordlyd: „Kom til os, vi længes inderlig efter Dem." Og hun havde al Grund til at være stolt af sine Venner der. En af Fangerne har givet en ejendommelig Beskrivelse af Revolutionsdagene i Fængslet. Han fortæller først om den ubeskrivelige Gæring og Forvirring, som opstod, da de russiske Soldater den første Revolutionsdag Lørdag den 17. Marts trængte ind i Fængslet, medbringende Underretning om Revolutionen, idet den befriede alle politiske Fanger og gav de andre Lejlighed til paa egen Risiko at søge sig Friheden. Dette vilde de faktisk have kunnet gøre, idet Fængslet i næsten et helt Døgn var i Fangernes Hænder. Alle Vogtere var gaaet, Dørene stod aabne og Fangerne havde fri Adgang til Forraad, Klæder og Vaaben. Men i Stedet for at benytte sig af dette besluttede Fangerne - 846 i Tal - at blive tilbage, de vilde ikke trænge sig ind i Samfundet, før de vidste, om dette vilde modtage dem. Der blev dannet et Udvalg paa 20 Mand med fuld Myndighed til at opretholde Ordenen, og det gjorde de hele Tiden paa en eksemplarisk Maade. Envidere blev der udsendt en Deputation paa 6 Mand for at sætte sig i Forbindelse med de andre Samfundskrese i Byen og udforske, hvorledes disse vilde stille sig til en Frigivelse af Fangerne. Da denne Deputation ikke fik noget bestemt Svar, kom den tilbage til Fængslet, og alle Fanger uden Undtagelse gik saa hver til sit for roligt, men naturligvis med stor Spænding at vente paa, hvad Samfundet nu vilde foretage sig med dem.
Man kan ikke forundre sig over, at Mathilda Wredes Hjerte bankede af Glæde i disse Dage. Der kom Bud paa Bud efter hende - det var nok en lignende Hilsen, som gjorde hendes Gang saa let og hendes Holdning saa rank, den Dag jeg saa hende gaa op i Sporvognen til Sörnäs.
Jeg ved, at hun havde travlt ogsaa i sit Hjem med husmoderlige Bekymringer. Der blev nemlig straks løsladt en Del Fanger paa Grund af deres gode Opførsel, og dem skulde hun naturligvis hjælpe til Rette baade med Raad og Daad, med Penge og allehaande Udrustning, maaske endogsaa med Livsstilling. Bl.a. var der en ung Mand, som havde siddet 11- 12 Aar. Han var bleven sat fast, fordi han havde skudt en russisk Gendarm ned under den urolige Tid, som i Finland kaldes „Ulykkesaarene". Den Gang var han kun nitten Aar og havde en Hjertenskær. Hun ventede paa ham - ventede trofast Aar efter Aar og sendte Hilsen og fik Hilsen med Fængslernes gode Engel. Nu skulde deres Bryllup staa i Mathilda Wredes Hjem.
