« Tilbage til søgeresultaterne
DEN FØRSTE
Vi bringer idag et Billede af Landet første Kvinde-Radio-Telegrafist. - I Juni 1916 indstillede Johanne Thomsen sig til Prøven for Radio-Telegrafister med det Resultat, at Ministeriet for offentlige Arbejder gav hende 1. Klasse Certifikat og erklærede hende for at være »i Besiddelse af de Kundskaber og Færdigheder, som ifølge det internationale Tjenestereglement af 5. Juni 1912, Artikel X, kræves hos dem, der gøre Tjeneste som Telegrafister af 1. Klasse ved Radiotelegraf-Stationer om Bord i Skibe.«
Vi var ikke vidende om denne nye »Landvinding«, før Johanne Thomsen henvendte sig til D. K. med den Oplysning, at hun trods sit 1. Klasse Certifikat og trods ihærdige Anstrengelser ikke kunde faa sin Eksamen gjort frugtbringende, fordi man »ikke antager Damer« i disse Stillinger. - En skønne Dag stod hun da overfor den uomtvistelige Kendsgerning at »en ung Mand med kun II Kl, Certificat gaar forud for en Kvinde med I. Kl.« -
Det skal blive interessant at faa oplyst, hvis det er muligt, hvilke Grunde vedkommende mere eller mindre private Institutioner har til at afslaa en Kvinde, som Kvinde, Ansættelse i dette Fag.
Foreløbig skal vi indskrænke os til at gøre lidt Rede for de nærmere Forhold dette ret nye Fag vedrørende. -
Undervisningen ydes paa forskellige private Skoler. Blandt disse synes »Centralundervisningsanstalten i Radiotelegrafi« og »Dansk Radiotelegrafskolen« at være de mest søgte. - Den første har sin Basis i Svendborg med Korrespondancestation i Fregatten »Jylland«, samt Afdelinger i København og flere større Provinsbyer, den anden har sit Hjemsted i København og forestaas af en af Marinens Underofficerer. - Paa denne sidste Skole har Johanne Thomsen været Elev. -
For at blive optaget som Elev fordres ingen særlig Eksamen, men det er nødvendigt at Eleven kan Engelsk, da saa godt som al Korrespondance foregaar paa dette Sprog. Af Matematik er det ønskeligt at kunne saa meget, at Ligninger af 1ste Grad og Potensregninger kan behandles. Matematik kan dog godt læses samtidig med de andre Fag, naar Eleven ellers regner godt.
For at kunne faa Ansættelse som Radiotelegrafist om Bord i Skibe, maa der aflægges en Prøve for Statens tilforordnede Embedsmænd. Eksamenskommissionen henhører under Telegrafdirektoratet.
Efter Prøvens Beskaffenhed udstedes der Certificat af 1ste eller 2den Klasse. 2den Klasses Certificat er nærmest for Navigatører eller andre Personer, som ved Siden af deres almindelige Gerning ombord, skal passe Radiotelegrafen. Uddannelsen hertil varer fra 4-6 Maaneder,
1ste Klasses Certificat er det, der anvendes i Almindelighed og da særlig, naar Radiotelegrafien skal benyttes som Levevej. Uddannelsestiden er 12 -14 Maaneder, men Eleven er i høj Grad afhængig af, hvor hurtig den specielle Færdighed i Aflæsning af Morsetegn ved Hjælp af Hørelsen kan erhverves.
- Fagene omfatter: Aflæsning af Morsetegn ved Hjælp af Hørelsen (til 1ste Klasse 100 Bogstaver pr. Minut, til 2den Klasse 60 Bogstaver pr. Minut). Morsetelegrafering (samme Antal Bogstaver pr. Minut som nævnt ovenfor). Elektricitetslære, Telegramtaksering samt selve Radiotelegrafien, hvorunder Grundteorien og Kendskabet til Stationerne.
For Eksaminander, der har indstillet sig til Certificat af 2den Klasse kræves ikke indgaaende Kendskab til eller dybere Forstaaelse af elektriske og radiotelegrafiske Forhold.
Indehavere af 1ste Klasses Certificat har Ret til at betjene Stationer af alle Klasse.
Indehavere af 2den Klasses Certifikat har Ret til at betjene Stationer i Skibe med indskrænket Stationstjeneste.
Som man ser er I. Kl. Certificatet betydelig vanskeligere at opnaa.
En Radiotelegrafist ombord paa Skibe faar i Begyndelsesgage 200 Kr. om Md. og frit Ophold.
Saavidt vides er en Kvinde - en Søster til selve Opfinderen af et af de eksisterende Systemer- nemlig Marconi - ansat ved Bergens Radio-Station.
Selve Oplæringen i Faget frembyder intet, der skulde forhindre Kvinder i at slaa ind paa denne Levevej; om der er andre Forhold, der ikke lader sig overvinde vil D. K. altsaa undersøge. -