« Tilbage til søgeresultaterne
Storindustrien og dens kvindelige Arbejdere
At Dorthea Lind, Sekretær i Missionen blandt kvindelige Arbejdere.
»Hovedstaden« har i den sidste Tid givet Plads for nogle Artikler om Industrien og dens Forhold til de kvindelige Arbejdere af Dr. med. Kjer-Petersen og Modindlæg af Hr. Redaktør Povl Drachmann og Industriraadets Formand, Hr. Ingeniør Alex. Foss.
Da »Missionen blandt kvindelige Arbejdere«s Aarsberetning har fremkaldt disse, vil jeg gerne føje nogle Bemærkninger til.
Industriraadets Formand skriver (9. Juni):
»Jeg vil gaa ud fra, at Dr. Kjer-Petersen har Ret deri, at de kvindelige Arbejdere anvendte i Storindustrien trænger til Hjælp. Efter hvad jeg har hørt, har jeg ogsaa Grund til at tro, at Samlingen af mange kvindelige Arbejdere paa eet Værksted eller i eet Arbejdslokale ofte har en mærkelig ugunstig Virkning paa de paagældende, at denne Form for at organisere det kvindelige Arbejde saaledes i sig selv virker ugunstigt paa Kvinderne. I saa Fald er der en Samfundsopgave at løse, hvis Formaal da vil være at bringe en anden Aand ind blandt de kvindelige Arbejdere«.
Der er det i den Artikel, som jeg ikke er enig med Industriraadets Formand i, men det citerede Stykke vil jeg gerne give min fulde Tilslutning.
De kvindelige Arbejdere trænger til Hjælp, fordi Samlingen af mange kvindelige Arbejdere i et Arbejdslokale har en - jeg vil hellere sige - ikke mærkelig men letforstaaelig ugunstig Virkning paa de kvindelige Arbejdere.
Det er den unaturlige Form for en Kvindes Arbejde, der fremkalder det »ugunstige«.
Kvinden er skabt for Hjemmets Arbejde, ikke til at leve i Uvidenhed som Mandens Træl med Interesser langt under hans, men til at staa ved hans Side som Hustru og Moder, og dette kan vanskeligt forenes med at være Fabriksarbejderske, da Fabrik og Hjem hver for sig kræver en Kvindes fulde Kraft. Hun giver sig til Arbejdet paa Fabriken, fordi Kampen for Tilværelsen byder det.
Disse praktiske Vanskeligheder hænger paa mange Maader sammen med Spørgsmaalet om en anden Aand blandt de kvindelige Arbejdere, og her ligger en stor Samfundsopgave. Den er vigtig, men vanskelig at løse. Dog ser vi i »Missionen blandt kvindelige Arbejdere« ingenlunde paa Opgaven med Haabløshed.
Men nu kommer jeg til det, jeg ikke er enig med Hr. Alex. Foss i, nemlig hans Ord om, at denne Opgave er et Arbejde, som ligger »i et helt andet Plan end det, i hvilket Arbejdsgiverne er henviste til at arbejde.« Jeg mener, at en Arbejdsgiver afgjort har et moralsk Ansvar overfor sine Arbejdere og kan som Menneske, som Borger i et kristent Land aldrig komme uden om det.
- Der er en fin Streng i de kvindelige Arbejdere; naar den røres, kan der komme noget fint og kønt frem. Det maa kræves, at Formænd og Værkførere er af den Støbning, at de fører god Tone. De kvindelige Arbejdere har Trang til Lys, Sol og Hygge. Disse Ting omskaber dem, derfor indretter vi vore Hjem saa lyse, venlige og hyggelige som muligt. Ogsaa vort Middagsbord gør vi pænt og hyggeligt, selv om de sidder i Arbejdsklæder.
Jeg har set rene luftige og lyse Spiselokaler ved Fabrikerne, men jeg har ogsaa set det modsatte. Det sidste sænker Niveauet, det første hæver det. Har de kvindelige Arbejdere det rent og hyggeligt, naar de spiser paa Fabriken, vil de væmmes ved at have det snavset og uhyggeligt hjemme.
Jeg har paa en stor Kabelfabrik i Berlin set Restauration indrettet for Arbejderne med to store lyse Spisesale, en for Mænd og en for Kvinder. Af Firmaet var der ansat og lønnet en kristen, dannet Kvinde, som af Interesse for Mennesker havde paataget sig den Opgave at være der ved Maaltiderne. Hun havde til sin Raadighed et Bibliotek, hvorfra der kunde laanes Bøger. Det hørte med til hendes Virksomhed at sørge for Afholdelse af Kursus bl.a. i Dameskrædersyning, hvilket der ogsaa var Lokale til. Afholdelse af Foredrag, Julefester og Skovture m. m. Sligt højner Standen, og det kan kun virke til gensidig Gavn og Glæde for Arbejdsgivere og Arbejdere.
Kan man her i Danmark ikke indrette sligt paa Fabrikerne - maaske man ikke kan det - saa kan jeg dog ikke indrømme Hr. Alex Foss, at et almindeligt socialt Arbejde blandt kvindelige Arbejdere ligger udenfor Arbejdsgivernes »Plan«.
Der er allerede i en Aarrække bleven gjort et saadant Arbejde i vore Hjem gennem vore Aftenmøder, vore Middagsabonnementer, som vi opretter ved Fabrikerne, og vort Pensionat.
Der er Arbejdsgivere, som kender vor Virksomhed og skønner paa den og derfor støtter den, selv om det hidtil kun har været faa - altfor faa.
Der er godt Stof i de kvindelige Arbejdere. Jeg tror enhver, der kender dem, vil indrømme mig, at med Undtagelse af de braadne Kar, som findes alle Vegne, saa er de kvindelige Arbejdere brave og arbejdsomme. At der lægger sig noget træt, haardt og koldt over de ældre og noget løssluppent over de unge er forstaaeligt; det mekaniske Arbejde kalder det frem.
Og mon ikke alle vi som kender Arbejderhjemmene paa nærmere Hold er enige i, at dér, mer end i nogen anden Stand, hviler Hjemmet paa Kvinden. Jeg drister mig til at sige det, fordi det er min Erfaring gennem de Aar, jeg har haft med de kvindelige Arbejdere at gøre, at mine unge altid taler om Mor, i meget sjældne Tilfælde hører man, at der ogsaa er en Far, selv om Hjemmet virkelig har en Far. -
De kvindelige Arbejdere er en Stand, som maa hjælpes.
Vi har i »Missionen blandt kvindelige Arbejdere« kæmpet for at holde os oven Vande. Vi giver os ikke af med almindelig Menighedsvirksomhed, ej heller Slum- og Barmhjertighedsarbejde, som lettere finder Forstaaelse, men vi arbejder blandt dem, der - gør Nytte i Samfundet, men ikke rigtig kan klare sig selv i Livets Kampe aandeligt og materielt. Og det er det bagvendte, at et Arbejde som vort bliver kastet fra den ene til den anden. Menighedsfolket siger: Industrien skal give Penge til det. Industrimændene siger: Det ligger ikke i vort Plan.
Men nu træder vi frem og siger til begge Parter: »Se dog hvilken Lykke det vilde være for det danske Folk om der - for at bruge Ingeniør Foss’, Ord - »kom en anden Aand ind blandt de kvindelige Arbejdere«.
- - -
Vi har i dette og i tidligere Numre bragt Uddrag af en Diskussion om Storindustriens Forhold til sine kvindelige Arbejdere, og det forekommer os, at Dansk Kvindesamfund i denne Diskussion som i saa mange af Dagens Diskussioner maa overtage Korets Rolle i de gamle græske Tragedier og give begge Parter paa væsentlige Punkter Ret, hvad jo ogsaa Dorothea Lind gør i foranstaaende Artikel.
Saaledes som Forholdene har udviklet sig her hjemme mellem de to store Organisationer, Arbejdsgiverne og Arbejderne, er det næppe tænkeligt, at vore store Industrimænd med Held vilde kunne, oprette Institutioner til Gavn og Glæde for deres kvindelige Arbejdere - muligt noget saadant kunde have fundet Sted i tidligere Tid, før Spændingen mellem begge Parter blev saa stor, som den nu er, mulig Storindustrien i Danmark her har haft en Besøgelsestid, som den ikke har forstaaet - vi maa give Poul Drachmann og Alexander Foss Ret i, at den Pligt, som nu paahviler Storindustrien, er at sørge for, at dens Arbejdere faar en saa høj Løn, som Virksomheden kan bære, og at Kravene til Lokalernes Renlighed og Sundhedsmæssighed opfyldes. Skal et Arbejde gøres for at højne Fabrikkernes kvindelige Arbejder stand, og skabe større Lykke og Tilfredshed blandt dens Medlemmer, da maa en tredie Instans træde til, besjælet af social Interesse og sand Næstekærlighed.
Vi ser da ogsaa, at Missionen blandt kvindelige Arbejdere har forstaaet, at her var et Savn tilstede, som hverken forhøjet Arbejdsløn eller et samvittighedsfuldt Fabrikstilsyn kunde afhjælpe, og saa vidt dens sparsomme Midler rækker, er den traadt hjælpende til med Aftenskole, Fabrikhjem og billig Pension. Men viser det sig, at denne Forening magter sin Opgave, en Opgave, som jo ogsaa Alex. Foss indrømmer, der foreligger, da er det efter vor Mening Storindustriens Skyldighed at støtte en saadan Institution med den nødvendige Kapital, thi det er Storindustrien, som først og fremmest vil nyde Fordelen af til sin Raadighed at have en kultiveret, oplyst og tilfreds Stab af kvindelige Arbejdere. Alexander Foss kan ikke se »hvorfor den paagældende Forening ikke skulde være i Stand til uden særdeles store Vanskeligheder at skaffe sig Midlerne til sin Virksomhed netop omtrent i det Omfang, som denne Virksomhed viser sig at lykkes«, og han henviser til den store Offervillighed, som vises i Danmark.
Men Alex. Foss kan sikkert ikke være uvidende om, at det i ethvert Arbejde for en idéel Sag er Begyndelsen, som koster. Naar Sejren først er vunden, Offentlighedens Lunkenhed og Vrangvilje overvunden, da kommer Pengene af sig selv. Det kan ikke forlanges, at Mennesker, som staar de Forhold, som her omhandles, ganske fjernt, skal forstaa, at her er et Savn, som maa og skal afhjælpes, men Fabrikherrerne, som ser, hvorledes Samværet af mange kvindelige Arbejdere paa eet Værksted eller i eet Arbejdslokale faar en uheldig og nedbrydende Indvirkning paa Karakteren, de bør ogsaa være dem blandt den store Offentlighed, som allerførst forstaar og paaskønner det Arbejde, som her af ideelt anlagte Kvinder gøres frivillig og for intet, og de bør ikke se ligegyldig paa, at saadanne Kvinder tvinges til at gaa ud i Landet som almissesøgende, men beredvillig stille de nødvendige Midler til deres Raadighed og sige: »Vil I paatage Jer Arbejdet og Besværet, saa vil vi afholde Omkostningerne.« En saadan Optræden at Storindustriens Mænd vilde være Standen til Ære og dens Virksomhed til Velsignelse.
Der er imidlertid en anden Side ved denne Sag, som vi føler os berettigede til at pege paa. Arbejdet for at højne den kvindelige Industriarbejders Stilling i Samfundet ved at modvirke den Indflydelse, som Sammenhobningen i Fabrikslokalerne og den ensartede, sløvende Beskæftigelse udøver, vil ikke lykkes i det fulde Omfang, hvis det udelukkende kommer til at hvile paa et religiøst Grundlag. Overlades disse Bestræbelser til de kristelige Foreninger alene, vil man næppe naa saa dybt tilbunds, som man skal. Selv om vi føler os overbeviste om, at Missionen blandt kvindelige Arbejdere gør lige Skel til alle Sider og forfølger sit Formaal med vid Hensyntagen til den enkeltes Følelse og Meninger, saa har vi Beviser for, at der et Kvinder, som unddrager sig Hjælpen, alene fordi Ordet Mission skræmmer dem, fordi det for dem indeholder noget mørkt, glædesløst, livs-fjendsk. - Det er disse Kvinder, som det efter vor Mening er allermest om at gøre at bringe Hjælp, men det maa ske ikke ved at modarbejde deres Livslyst og Trang fil Lys og Glæde, men ved at retlede den.
Lad derfor Missionen blandt kvindelige Arbejdere række sin hjælpende Haand ud til alle de Kvinder, som den har Betingelse for at vinde, men lad en Sammenslutning af Kvinder, for hvem Religionen ikke er Enhedsmærket, tage et Arbejde op for at skabe en intellektuel og moralsk Ballast for de Kvinder, som staar Fare for paavirket af uheldigt Selskab og forledt af deres naturlige Trang til Livsnydelse at glide længere og længere ned af det Skraaplan, deres Ungdom og Letsindighed har lokket dem ud paa.
Ingen Sammenslutning af Kvinder, forekommer det os, sidder her inde med bedre Betingelser end Dansk Kvindesamfund, ingen heller med større Forpligtelser, eftersom det jo var denne Forening, der i sine Bestræbelser for at sikre Kvinderne økonomisk Selvstændighed, rakte Haand til at aabne dem Erhvervsmuligheder udenfor Hjemmet.
Vi mener ikke, at D. K. skal tage et Arbejde op i Konkurrence med Missionen for kvindelige Arbejdere, men som Supplement til dens Virksomhed. Kan vi tilsammen faa rejst Fabrikshjem nok til den store Skare af hjemløs kvindelig Arbejderungdom, skal der nok blive Arbejde nok for os begge. - Dansk Kvindesamfund har jo Kredse i saa godt som alle Købstæder her i Landet, og vil enhver Kreds, som ligger i et Fabrikscentrum, tage de Opgaver op, som her byder sig til, for at modvirke de Farer, som Kvinders Arbejde udenfor Hjemmet i store menneskefyldte Fabrikslokaler medfører, da vil Kredsen ikke blot skabe sig selv et bredt og bærende Grundlag, men vil ogsaa handle i Overensstemmelse med vort Programs første Punkt: at udvikle og dygtiggøre Kvinderne til den fuldmyndige Borgers Ansvar og Arbejde.
Var vi som de første med til at føre Kvinderne i dette Land til Frihed, maa vi ogsaa være med til at lære dem at bruge Friheden saaledes, at den fører dem opad i Samfundet og ikke nedad.
