« Tilbage til søgeresultaterne

Sommerferiebetragtninger

« Se emneord

»Vi ere Tanker, - Du

skulde tænkt os."

(Henrik Ibsen: Per Gynt.)

Ligesom Per Gynt foran Garnnøsterne*) saaledes staar Kvindebevæ­gelsen i Danmark i sit seksogfyrretyvende Aar overfor alle de Tanker, den skulde have tænkt, alle de Gerninger, den skulde have øvet.

*) Garnnøglerne.

Højt har den naaet, ingen tør næg­te det; blandt de forreste i det inter­nationale Kapløb har den fæstet den politiske Stemmeret som en Krans paa sine Tagspær; endnu hænger den der med sit visne Løv og sine sjaskede Vimpler. Den Tid er forbi, da det hele Land henrevet skaalede og hilste derpaa, da de politiske Partier hvert for sig traadte frem paa Loftsbjæl­kerne deroppe med Velkomsten i Haanden og signede Bygningsværket. Kransen dingler nu mellem Tag­spærene for Vind og Vejr, Blæsten suser gennem de gabende Vindueshuller og Døraabninger, de fleste af Gulvene er endnu ikke lagt. Og dog lyder der stadig Hammerslag og Klang af Murskeer der inde fra, dog er der stadig en lille flittig Flok, som arbejder dernede i Bygningens Dyb; - men vil den i Længden kun­ne holde Opløsningen Stangen, den Opløsning, som siver med Regnen og Taagen ned gennem de gabende Tag­spær, ind gennem de udækkede Vindueshuller, - Ligegyldighedens Op­løsning? -

Thi dengang Tagspærene var rejst, og Kransen hejst, og Rejsegildet fej­ret, da indtraf jo det uforudsete, at der blev nedlagt Forbud mod at tage Bygningen i Brug indtil videre, og da tabte Arbejderne Lysten, til at gøre den færdig. „Den Smule Vinduer og Døre og Gulve bliver vi snart færdig med," sagde de. „Det vigtigste har vi naaet, Taget er rejst, Kransen hejst, Danmark har som det tredie Land i Rækken af Europas Lande indrømmet Kvinderne Valgretten, det er Hovedsagen. Resten kan vente, til Forbudet er hævet."

Men den lille Flok, den altfor lille Flok, arbejder støt og ufortrødent.

„Hvad nytter det, vi faar Lov til at tage Bygningen i Brug, naar den ikke er færdig," siger den, „Brug Venteti­den og tag fat med."

Men det store Flertal har altfor travlt med at glæde sig over Kran­sen.

„Naar Brugsretten kommer, tager vi fat med fordoblede Kræfter."

„Vi ere Tanker - Du skulde tænkt os."

Garnnøsterne triller og triller, mens de ustandselig fortæller om alle de Tanker og Gerninger,  Kvindebevæ­gelsen i Danmark lod ligge paa sit Eventyrridt mod „Soria-Moriaslottet".

De fortæller blandt andet om:

Hvorfor  „Kvindernes Bygning" endnu ikke er rejst.

Hvad er „Kvindernes Bygning", spørger den uindviede Læser, og Garnnøsterne fortæller:

Der var engang en Kreds af Kvin­der i Danmark, som tænkte en stor Tanke, drømte en smuk Drøm. Det var ikke Kvinder, hvis Navne staar indristede i Kvindebevægelsens Histo­rie, som gaar foran og nedbryder forældede Skranker, desværre nej, men derfor var Tanken lige stor, Drømmen lige smuk.

Blind Høne finder jo ogsaa under­tiden et Sædekorn, som de kloge Høns stolt spankulerer forbi. Sikkert er det, at da den blinde Høne med ly­delig Røst forkyndte sit Fund, da vil­de de kloge Høns knap nok se ad den Kant. Kvindebevægelsens Førere gjorde ikke Forsøg paa at gøre Tan­ken til sin, bød sig ikke til, da Ger­ningen skulde øves.

Hvad var det da for en Tanke og en Gerning.

Tanken var, at alle Danmarks Kvinder skulde forsøge at samle sig om at rejse en Bygning, der skulde være et Centrum for deres Aands- og Arbejdsinteresser, et Udtryk i Sten og Tømmer for deres Samvilje til at rej­se sig af Aarhundreders fornedrende Afhængighed. Gerningen var, at de paa hver sin Kant af Landet skulde sætte en Indsamling i Gang til Byg­ningens Virkeliggørelse.

Der kan siges meget til Kritik af disse parlamentarisk uøvede Kvinders Maade at gribe Sagen an paa, der kan ødsles med Smil og Ringeagt - og der er blevet ødslet med Smil og Ringeagt - men der kan ikke siges nok til Kritik af den Kvindebevægelse, som lod baade Tanke og Gerning ligge og uden Selvbebrejdelse saa Tidens  og Ligegyldighedens Mos gro hen over den.                                    

Mangler Kvindebevægelsen i Dan­mark ganske Fantasi? eller har den opbrugt al den Fantasi, som den vi­ste sig i Besiddelse af, dengang den byggede Handels- og Tegneskole bil­ledlig talt ude paa aaben Mark?

Vist er det i hvert Fald, at den Kreds af Hverdagskvinder, som und­fangede Tanken  om „Kvindernes Bygning", den saa Kvindebevægelsen i langt større Maal og Linier end Be­vægelsens organiserede    Arbejdere. Den var saa naiv at tro, at naar Kvindebevægelsen  allerede  greb efter Kransen, som skulde krone dens Byg­ningsværk, saa var Bygningen færdig, saa var alle Selverhvervets Kvinder, hver paa sit Omraade, i Stand til at sætte Fode under eget Bord, rede til at yde hver sin Skærv til    det Byg­ningsværk i Sten og Tømmer,  som skulde være det haandgribelige  Ud­tryk  for   deres   Selvrejsningsarbejde. Det var  en  skøn Illusion,  det  er sandt,  en  utilgivelig  Naivitet,  men det er aldrig en Skam at tro for godt om sine Medmennesker. Kvindebevæ­gelsen skulde i Stedet for at smile af Naiviteten have forsøgt at gøre Illusionen til Virkelighed; følte den ikke nogen Forpligtelse til at  rejse den haandgribelige „Kvindernes Bygning" i Sten og Tømmer, da burde den ha­ve følt sin Forpligtelse til at fulden­de  den aandelige kvindernes Byg­ning, over hvilken engang den politi­ske Borgerkrans skulde hejses. Den skulde  have inspireret Kvindernes famlende Organisationsforsøg,    sam­let deres Foreninger alle under sine Vinger, paakaldt deres Solidaritetsfø­lelse,  styrket  deres Selvbevidsthed, vist dem Maalet ikke i Skikkelse af en Krans af Løv og Vimpler, dinglen­de højt til Vejrs mellem nogle nøgne Tagspær, men i Skikkelse af en fast og solid Tagklædning, som skærmen­de hvælvede sig over en Mangfoldig­hed  af  Værksteder  for  Kvinders Aands-  og    Arbejdsinteresser.  Men Kvindebevægelsen havde i hine Aar ligesom tabt Følingen  med Jorden, den praktiske Jord i sin Jagen efter Soria-Moriaslottet: den politiske Valg­ret. Det gjaldt kun om hurtigt at faa Murene i Vejret, og Tagspærene rejst, for at Kransen kunde flyve til Tops.

Og nu hænger den da deroppe med sit visne Løv og sine sjaskede Vimp­ler, og drejer sig for Vinden om sin Stang istemmende den evindelige Klagesang: „Valgretten fik vi, naar faar vi Brugsretten, Indflytningstilladelsen?"

Og den anden Bygning, det haandgribelige Udtryk for Kvinders Selvrejsning, den ligger endnu hen som en Tanketomt og ruger over sine ind­samlede og indvundne 135,000 Kr.

„Hvad ventes der paa?” spørger den utaalmodige Offentlighed. „Hvor­for bliver „Kvindernes Bygning" ik­ke rejst?"

Garnnøsterne véd det, hør, hvad de siger til Kvindebevægelsens Per Gynt:

„Der ventes paa, at vore kvindeli­ge Ekspedienter, Kontorister, Akade­mikere, Sygeplejere, Husholdere, Lærere, kort sagt alle kvindelige Haandens og Aandens Arbejdere skal have hver deres faglige Bygning i Or­den til Indflytningens Dag; - der ventes paa, at Kvindebevægelsen skal forstaa, at alle disse faglige Bygnin­ger er Gerninger, den lod ligge, som ventede paa dens ildnende Kraft; - der ventes paa, at Solidaritetstanken, der var Forudsætningen for den smukke Drøm i Halvfemserne, som kaldte sig „Kvindernes Bygning", at den skal formaa at sejre over Smaasyn og Partisplittelse, samle alt det spredte og famlende og skabe Byg­ningen i „Bygningen". Alt det ventes der paa, naar det alt sammen er til Stede, da kommer de manglende Penge af sig selv.

„Kvinderes Bygning" rejses først den Dag, hvor Kvindernes eget Rejsningsværk er tilendebragt, thi før er der ikke Brug for den."

Garnnøsterne triller og triller, mens Dagene gaar.

„Vi ere Tanker - Du skulde tænkt os."

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner