« Tilbage til søgeresultaterne
Indgivet Andragende
Hjemmene og Skattelovene.
Den 14. Septbr. indgav D. K.s Fællesstyrelse nedenstaaende Andragende i Anledning af Forslaget om de forøgede Skatter:
Til Finansministeren!
Dansk Kvindesamfund tillader sig herved ærbødigst at andrage den høje Regering og Rigsdag om, at der ved Behandlingen og den endelige Affattelse af de af Finansministeren forelagte nye Skattelove maa blive taget et passende Hensyn til Familier med Børn, saaledes at det tillades saadanne i deres, efter disse Love skattepligtige Indtægt og Formue at fradrage et saadant Beløb for hvert Barn, som man maatte anse for passende under de nuværende i saa mange Henseender vanskelige økonomiske Forhold.
Man tillader sig i denne Forbindelse at fremhæve, ikke blot det i og for sig uretfærdige, der fremkommer ved, at under ellers lige Forhold en Familie uden Børn og en med Børn beskattes paa samme Maade; idet den førstes Skatteevne jo ganske utvivlsomt er langt større end den sidstes, men tillige at henpege paa det uheldige Faktum, at en ensartet Skatteforhøjelse for Familier med Børn og uden Børn for de førstes Vedkommende i mange Tilfælde vil medføre en uforskyldt og uretfærdig Forskydning nedad i det sociale Niveau.
Saafremt dette Andragende maatte give Anledning til en Forhøjelse af det lovhjelmede Fradrag for hvert Barn, skal vi endnu blot tillade os at bemærke, at det hidtilværende tilstaaede Fradrag er saa ringe, ogsaa under almindelige Forhold, at der under de nu raadende ualmindelige Forhold maa kræves en betydelig Forhøjelse, om Fradraget skal kunne bevirke den i Loven tilsigtede Lettelse for Familieforsørgeren.
Vi haaber, at dette Andragende maa møde Forstaaelse og Velvilje saavel hos Regering som Rigsdag.