« Tilbage til søgeresultaterne
Den russiske Soldaterhustru i Øjeblikket
Af Flor Viola i „Morgonbris" for Oktober Maaned findes en Artikel af hvilken vi med Forfatterens og Bladets forventede Tilladelse i det efterfølgende har tilladt os at gøre et Uddrag:
Efter Verdenskrigens Udbrud har jeg ophørt med at forundre mig over, hvad der møder mig paa min Vandring, og nu siden jeg ankom til Rusland er alle Følelser i den Retning ophørt, thi paa et Sted, hvor alt umuligt er muligt, hvilket bevises baade af det faldne Regimente og af den mere og mere fængende Revolution, forsvinder saadanne Følelser helt.
Dog, at blive purret ud af Marseillaisens ildfulde Toner en Søndag Morgen i Petrograd var noget, som føltes som noget vidunderligt udover selve Nyfigenheden efter at se, hvem Domonstranterne var. Og se: det var Hustruerne til Soldaterne i de Petrograds Regimenter, som ligger ved Fronten!
Jeg indrømmer uforbeholdent, at denne Søndag Morgen med bleg Vaarsol og syngende Vind i Alléernes endnu nøgne Træer og saa dette bølgende Kvindehav, over hvilket guldfrynsede Bannere flagrede luftigt og legende fremkaldte en indre Begejstring af den Slags, som oftest giver sig til kende gennem et varmt Taareslør for Øjnene. Dette saa meget stærkere, da jeg hørte gamle Frihedssange synges her og der i Rækkerne, sunget frit og med en Klang, som betog. - - -
Til de russiske Demontstrantskarers Ros vil jeg i Forbigaaende sige, at der over alle deres Demonstrationer hviler en vis Majestæt, ligegyldigt hvem der demonstrerer, Soldater, Ar-
bejdere eller Kvinder. Og en Oplevelse af særlig Interesse var denne, den første virkelige rene Kvinde-Demonstration, som i Parenthes bemærket gjaldt en Forhøjelse af Maanedslønnen til de Hustruer, hvis Mænd ligger ved Fronterne. Demonstrationen, som altsaa udelukkende bestod af Kvinder paa nær Musikkorpsene, der var de forskellige Garderegimenters, gav mig et yderligere Bevis paa Rigtigheden af det, jeg skrev i dette Blads Majnummer: at de russiske Proletarkvinder saavel som Borgerkvinder har en mere fremskudt Plads, end Kvinder i andre Lande, i deres Lands sociale og revolutionære Bevægelse paa Grund af deres rent personlige Indsats.-------
Man undrede sig over, hvorledes dette Kvindetog (80,000) vilde klare sig gennem den vaagnende By med dens aldrig hvilende Liv uden at afstedkomme Standsninger baade i Toget og Trafiken, men det rungende, taktfaste Fodslag antydede, at de, der marcherede der, havde lært Marchens Kunst, og at Maalet skulde naas, om saa Vejen blev trang og lang.-----------
Denne Demonstration fremkalder Mindet om et Revolutionsoffer fra d. 27. Februar, som jeg vil standse et Øjeblik ved: Netop som Revolutionens Bølger gik højst i Petrograd om Søndagen, samledes en Mængde Kvinder paa Fanetorvet for at lytte til en ung kursk Kvinde, som var klatret op paa Alexanderstatuens Sokkel, hvorfra hun hilste Kosakkerne i en kort Tale, medens hun svingede en rød Vimpel. Hun sluttede med at raabe „Leve Kosakkerne, leve vore Brødre og Kammerater fra Don".
Hvad der nu fulgte efter hendes Tale, gav i et Lynglimt den slaaende Kontrast mellem de russiske frihedselskende Massers unge Anførerinde og Vimpelbærer, besjælet af den rødeste Dødsforagt, og den romanowske Kolods. Han - den jordbundne Trældomsgud i Bronce, som gennem sin Groteskhed giver et talende Vidnesbyrd om den geniale Trubetszkojs ækle, men dybt symbolske Karrikatur af Zarvældet, og saa hun - den alle Himle stormende russiske Frihedsfølelses blodrøde Valmueblomst! Rød er hun bogstavelig talt, thi Blodet springer udover hende selv og Kammeraterne af et Saar, som en Politibetjent har tilføjet hende med et Sabelhug.
Hendes sidste Raab var jo „Leve Kosakkerne". Det blev ogsaa en Kosak forundt at blive denne Kvindes Hævner, thi knap var Politibetjentens Hug faldet, førend en Kosaks Sabel faldt og delte Betjentens Hoved. Slaget fremkaldte en Lyd, som stærkt mindede om den Lyd, der opstaar, naar man med Kraft sætter en Økse i den ene Ende af en sur Træstub. -
- - -
Gennem den nylig erhvervede. Kvinde-Valgret er Kvindens sociale Stilling forbedret betydelig, selvom større Reformer endnu ikke har kunnet virkeliggøres paa Grund af Krigen; men der vil komme Tider, da der vil ske store Ting, naar man først sejrer over de forviklede Tilstande, som naturligvis fremkommer, naar et Folk med et Slag slippes løs fra ægyptisk Slaveri til den mest ubundne Frihed.
Her som i andre Lande har Kvinden naturligvis været nødt til at gaa ind paa Arbejdsomraader som tidligere har ligget hende fjernt, og hun har med beundringsværdig Lethed fundet sig fil Rette. I Byerne mærkes hun dog ikke paa langt nær saa meget som ude paa Landet. Derude i Skov og Mark er det hende, som styrer og udretter Arbejdet baade som Skovhugger og Jernbanebygger, ja man møder hende, endog drivende Tømmerflaaderne paa Forbindelsesledet ”Svir” mellem Ladoga og Onega. Og længere oppe i Olonetska-Guvernementet ser man hende som Hestedriver ved Kanalerne, som er de egentlige Samfærdselsmidler heroppe. Dette Arbejde betales forbavsende højt, 40 Rubler om Dagen for hver Hest, men saa er det til Gengæld ogsaa det mest kedsommelige og ensartede Arbejde, der kan gives en Kvinde: langsomt, langsomt maa de trampe langs disse vaa-de ”Landeveje", aldrig hviler de længere, end medens Sluserne passeres; da ser man dem synke ned som trufne Fugle og sove ind paa den bare Mark til de kanske vækkes af et ublidt Spark af en af Sluse- eller Pramhestene.
Blandt de svære Arbejder maa nævnes Lastdragning; et næsten umenneskeligt Slid, som bestaar i at bære Tømmeret til Prammene og laste det i disse. Betalingen er jo høj, men ude i Ødemarken har disse Arbejdere umaadelig svært ved at skaffe sig Føden, thi som Regel ligger Tømmeret oplagret mange „Verst"*), ja endog indtil 200, inde i Skovene, borte fra Landsbyer og Byer.
*) 1 Verst = ca. 1067 m.
Siden Urtiden har den russiske Bondekvinde været Familiens Trælhest. Arbejdet med Jorden er hende derfor mindre fremmed, og hun grejer sig brillant baade med Le og Rive, med Plov og Sæd. Naar man ser Bondekvinden arbejde, klædt i høj Kravestøvler, syngende sin ejendommelige Sang, ser det ud, som om hun altid var vant til Arbejde som dette. -
Den lange Krigs haarde Vanskeligheder ved Siden af Tabet af Sønner og Mand har gjort den russiske Bondekvinde til et resigneret Menneske, som taalmodig bøjer sig for Ødelæggelsens Lov, og sjældent ser man hende give efter for indestængte Følelser, naar undtages det Øjeblik, hvor Feltekspeditionen meddeler noget sørgeligt fra Fronten angaaende Mand eller Sønner. Ser man en Kvinde sidde med Taarer i Øjnene udenfor sin „Dom", - det af Træ tømrede Hjem, - trøstesløs stirrende ind over de nærliggende Marker, da forstaar man hvorledes det er fat. Hun er ensom, Krigen har slukket hendes Livs Indhold. - - -
I de fleste Tilfælde er det det lave Underhold, som Staten betaler til Soldaterhustruen, som har bevirket, at hun har været nødt til at søge ud paa Arbejde forskellige Steder. Enhver forstaar jo, at en Sum paa 5 Rubler til Hustruen pr. Maaned og 5 Rubler for hvert uforsørget Barn er altfor lidt i den Dyrtid, som raader der.
Om denne Understøttelse vil blive forhøjet, er endnu uvist, men det synes at være retfærdigt at forhøje den til i det mindste det dobbelte. Selv om ogsaa Flertallet af Folkene ude paa Landet har deres eget Hjem og en lille Græsmark, som giver Føde til en Ko og lidt Smaakræ, saa rækker det dog ikke til, hvis Familien er stor, og det er den som Regel.
Om man nu forsøger paa at belyse de Tanker, som rører sig i Dybet hos den russiske Bondekvinde, saa finder man blot en, hun har kun det ene Ønske: at Krigen maa slutte i Morgen den Dag, og heri maa ingen fortænke hende. Hun har udført en Gerning, som er svær at lønne. Der hører en ikke ringe Fond af Mod og Uegennyttighed til for under saadanne trykkende Tider, som nu raader i Verden, at holde Hjemmet sammen.
Dette hendes historiske Arbejde var sikkert før en stor Del mislykket, hvis hun ikke i Vodkaforbudet*) havde haft en god Hjælper.
*) Vodka = Brændevin.
Det har i mange Familier skabt Velstand, hvor der før var den skrækkeligste Nød og Jammer tilstede. Russen, som ikke kender til Afholdsbegrebet, Loger o. l, er ikke maadeholden i Nydelsen af Spiritus, naar han faar noget; i Øjeblikket er det yderst svært. Det højeste, som i Øjeblikket faas i den Retning, er noget hjemmebrygget Øl, brygget paa Malt, Humle, Gær og Rosiner. Det er alt andet end svagt Ø1, men dets Tilvirkning bliver et altfor dyrt Apparat at sætte i Gang hver Dag, saa man kan sige, at det er sjældent, man ser drukne Mænd ude i Landet.
Kvinderne har jo nu deres Valgret, og de burde jo ogsaa vide at benytte den, naar de efter Krigen skal tage Stilling til Vodkaforbudet. Alle Tegn tyder paa, at de stemmer dem ned, som vil genindføre Vodkaen.
At det i Øjeblikket er triste Tider for den russiske Soldaterhustru er sandt, men en Gang vil dog atter solfyldte Dage komme, hvor hun i Ro kan bygge videre paa sin og alle Russeres Drøm om et frit og agtet Rusland, hvor alle føler, at de ejer noget at værne om og bygge videre paa. Hvilket Land ligger saa langt inde under den længselsfuldt ventede Frihedssols Straaler som Rusland!
