« Tilbage til søgeresultaterne
LUTHERS HUSTRU
Det var Paaskelørdag, d. 4. April 1523.
I Nonneklostret Nimbschen i Kurfyrstendømmet Sachsen gjorde man sig rede til at fejre Paa-skenatten med en Vaagegudstjeneste i Kirken. Da kom i Skumringen en Vogn kørende ind i Klostergaarden og Kusken var Klostrets Købmand og Leverandør, Leonhard Koppe. Han bad om Tilladelse til at hente nogle tomme Sildetønder, der var hans Ejendom. Tilladelsen blev givet, uden at nogen ofrede Køretøjet nogen synderlig Opmærksomhed. Men medens Koppe læssede Tønderne paa Vognen, saa en Flok Klostersøstre, 9 i Tallet, deres Snit til, skjult af Mørket, at snige sig ud af den aabne Port og hen til en Skov i Nærheden. Her havde samme Koppe efter Aftale henlagt en Pakke med Rejsetøj, som Nonnerne skyndte sig at trække over Ordensdragten. Straks efter kom Koppe kørende hen til Stedet, hvor de holdt sig skjult, fik dem med op i Vognen og satte Kursen ad Wittenberg til. Her modtog selve den højlærde Dr. Martinus Luther „de stakkels Smaafolk", som han medlidende benævnte dem, og sørgede for deres Anbringelse hos ansete evangeliske Familier, saasom Maleren Lucas Kranach, Borgmesteren Filip Reichenbach o. fl.
Blandt disse Nonner var den Kvinde, som senere blev Luthers Hustru, Katharina von Bora, født den 29. Jan. 1498 af fattige, adelige Forældre, som hun tidlig mistede, og derefter af sin Slægt overgivet til Klosterets Varetægt, hvor hun i 1415 havde aflagt Klosterløftet, efter eget Sigende dog mod sin Vilje, men en Kvinde i hendes forladte Stilling blev ikke spurgt. Tonen i Nonneklosteret Nimbschen var meget streng, og alene Troen paa, at Klosterlivet var den rette Vej til Sjælens Frelse, kunde gøre Ensformigheden udholdelig for de unge Kvinder. Klostermuren kunde dog ikke i Længden stænge den nye Luftning ude, den fandt Vej ogsaa til Nonnernes Celler med Luthers Skrifter, som indsmugledes af Evangeliets Tilhængere udenfor. Blandt disse var den ovenomtalte Raadsherre og Købmand Koppe, som jo gennem sine Leverancer havde en direkte Forbindelse med Klosterets Beboere. Det var imidlertid en meget vovelig Beslutning af en Nonne at
flygte bort fra Klosteret; hele Livet dér havde gjort hende ude af Stand til at tjene sit Brød ude i Verden, hendes Slægt slog i Reglen Haanden af hende, der var kun én Udvej, hun kunde haabe paa, og det var at blive gift.
Luthers Bestræbelser gik da ogsaa straks ud paa at faa disse stakkels Nonner fra Nimbschen, anbragt i gode og ansete Ægteskaber. Med Katharina von Bora havde han nogle Vanskeligheder. Én ung. fornem Student fra Nürnberg, som han halvvejs havde faaet hende forlovet med, svigtede hende for at faa en rigere Brud, og da han foreslog hende en anden Brudgom, sagde hun rent ud nej, og lod sig overfor andre forlyde med, at om Luther selv vilde tage hende til Hustru, da vilde hun straks slaa til.
Luthers Tanker har sikkert paa den Tid ikke kredset om selv at indtræde i Ægtestanden, skønt han allerede under sit Ophold paa Wartburg 1521 var kommet til den Overbevisning, at Ægtestanden var en guddommelig Ordning, og Munkenes Enestand absolut forkastelig, eftersom der „blandt 1000 Mennesker næppe er et, som har Gave til med god samvittighed at leve ugift." Imidlertid var han for Tiden plaget af Tanken om sin snarlige Død som en velfortjent Straf for sit tidligere kætterske Liv. Maaske er dog Meddelelsen om, at den femogtyveaarige Nonnes Hu stod til ham mere end til nogen anden Mand, kommen til ham som et Bud fra Livet og har vakt ham til Reaktion imod Dødsanelsen, thi den 4. Maj 1525 skriver han til sin Svoger: „Jeg vil Djævelen til Trods tage min Käthe til Ægte, før jeg dør." Den enlige Stand (Coelibatet) stod jo nemlig for Luther som en Djævelens Opfindelse for at drage Menneskene nedad i sædelig Fordærvelse.
Det var imidlertid ikke blot „Djævelen til Trods", at han ægtede sin Käthe, det var ogsaa flere af hans evangeliske Venner til Forargelse og blandt, dem ingen ringere end Filip Melanchton. Disse ”vise Smaafolk", som han i Spøg yndede at kalde dem, havde endnu ikke formaaet at frigøre sig saa vidt for gamle Fordomme, at de kunde bifalde, at den forhenværende Munk giftede sig med en klostergiven, bortløben Kvinde. De frygtede, at denne Handling vilde ødelægge hele hans Livs Storværk og give ham til Pris for Latter og Bagvaskelse. Filip Melanhton var da heller ikke tilstede den Aften, hvor Katharina og Luther i Nærværelse af en lille trofast Vennekreds blev forenede i Luthers eget Hjem, sandsynligvis af Sognepræsten den bekendte Bugenhagen. At Luthers nærmeste Virkekreds ikke delte den udbredte Forargelse over hans Bryllup, fremgaar af, at Universitetet i Wittenberg forærede ham i Bryllupsgave et smukt Sølvbæger, og at Byens Øvrighed skænkede ham en Pengesum.
Om Luther ikke straks har været forelsket i sin Hustru, saa vidner dog de Breve, han skrev til Venner efter sit Bryllup om, at han har følt sig som en lykkelig Ægtemand. „Jeg er bleven viklet ind i min Piges Fletninger," skriver han f. Eks. „Gud har Lyst til Vidundere, til at gøre Løjer med mig og Verden."
Luther og hans Hustru boede hele deres Samliv, som strakte sig over 21 Aar, i Augustinerklostret, som almindelig gik under Navnet „det sorte Kloster". Det laa tæt under Byens Vold og bestod af 3 Etager. I nederste Etage laa Køkken og Spisekamer. I mellemste Etage fandtes en stor Stue, „Lu-therstuen", der paa én Gang tjente til Spisestue og Dagligstue; midt i denne stod et svært Bord af Egetræ, om hvilket Husstanden samledes til Maaltid og til Andagt. Ved dette Bord holdt han de bekendte „Bordtaler", som hans Husfæller efterhaanden nedskrev, mest efter Hukommelsen, og som derved er blevne opbevarede for Eftertiden. I tredie Etage fandtes en Række Værelser, dels for Familien, dels for de mange Gæster, som kom tilrejsende for at hente Raad hos den berømte Reformator.
Det var ingen let Gerning Katharina von Bora gik ind til i Luthers Hus. Indtægterne var smaa, og Udgifterne stadig stigende, samtidig med at Husfaderens Anseelse steg. Luther var til alt, hvad der
Angik Husholdningsvæsen ”meget uduelig og efterladende”, som han selv har sagt, og han
overlod gladelig til Käthe at styre og ordne. I Begyndelsen holdt han dog selv Regnskab sammen med hende, hvad nogle efterladte Regnskabsbøger vidner om. I en af dem staar som Overskrift: „Underligt Regnskab, holdt mellem Dr. Martin og Käthe." Der opregnes 135 forskellige Ting, som sagde: „Giv Penge", deriblandt figurerer ogsaa „Tiggere og -Tyve", og som en stor og evig tilbagevendende Udgift: Gaver ved Bryllupper og Barnedaab. Luther og hans Hustru blev nemlig, selvforstaaelig, Gang efter Gang indbudt til at staa Fadder, og kostede det ikke et Sølvbæger, saa kostede det altid en større Sølvmønt Da Luther engang havde regnet ud, hvor meget han aarlig gav til Kringler, og Beløbet viste sig at være svimlende højt, erklærede han; „Jeg vil aldrig mere holde Regnskab, det gør en saa fortrædelig."
Saa maatte da hans Hustru efterhaanden overtage alle Regnskaberne og se at faa det til at slaa til saa godt hun kunde. Hverken hun eller Luther ejede noget, da de begyndte sammen. Han fik sin Løn dels i Penge dels i Naturalier som Skik og Brug var dengang. Mest bestod hans Indtægt i Gaver fra Kurfyrsten i Sachsen, fra Raadet i Wittenbierg, fra Konger og Fyrster af den evangeliske Tro. Saaledes sendte Kristian d. 3. af Danmark ham en Tid Smør og Sild, men da disse Varer ikke godt taalte den lange Rejse, fik han senere 50 Gylden aarlig istedet. Det var altsaa en meget ubestemt Indtægt, Katharina havde at raade med, og det er derfor hendes store Fortjeneste, at trods den voksende Husholdning klarede hun sig saa vel, at Armoden efterhaanden afløstes af Velstand. Men lutter Lovord af fremmede har denne Husholderiskhed neppe indbragt hende. Hun nødtes saaledes til at begrænse sin Mands altfor store Gavmildhed, som ofte førte til Misbrug fra daarlige Personers Side; hun maatte henvende sig, naar det kneb værst, til den kurfyrstelige Kasse, og hun maatte ogsaa minde Studenterne, de havde paa Kost, om Betalingen. Det er sikkert med Tanken paa sin Hustrus Fortjenester i den Retning, at Lutherr engang har sagt: „Hustruen kan vel gøre Manden rig, men Manden ikke Hustruen; thi den Penning, der spares er bedre end den, der erhverves."
Vi kender mest Katharina gennem Luthers Omtale af hende, men den viser os hende ogsaa som en Kvinde, der i enhver Henseende har fyldt den Plads, Skæbnen anviste hende ved den store Reformators Side, og naar Luther lige til sin Dødsstund saa paa Ægteskabet som paa den lykkeligste Stand af alle, da maa vi tro, at Katharina von Bora har sin store Del af Æren derfor. Hun har gennem det Vidnesbyrd, Luther ud fra sine ægteskabelige Erfaringer, gav om Kvinden som Hustru, bidraget til at højne hele Samtidens Syn paa Kvinden i Almindelighed. Gennem alle de Lovord, han har sagt om Kvinden, lyder Lovsangen over den Kvinde, som blev hans Medhjælp. Naar han har sagt: „Naar Kvinderne antager Evangeliets Lære, er de meget stærkere og inderligere i Troen" (end Mændene) saa ser vi ogsaa Katharina von Bora for os, som det varme, levende Troes-menneske.
Luther beundrede sin Hustru og følte ikke noget krænkende for sig i, at hun herskede inden Døre. Han gav hende spøgende Tilnavne som: „Herskerinde", „Kejserinde", „min Herre og Moses", og selv om de undertiden kunde have deres Tvistigheder, saa betragtede han dem altid som Bagateller, der ikke var værd at opholde sig over. „Jeg maa have Taalmodighed med Paven," sagde han en Gang i spøgefuldt Lune. „Jeg maa have Taalmodighed med Sværmerne.. og jeg maa have Taalmodighed med Katharina von Bora." - Folk maatte for ham gerne sige, at han lod sig regere af sin Hustru indad til, men de maatte ikke sige, at han lod sig paavirke af hende i sin offentlige Virksomhed. En saadan Beskyldning fralagde han sig med Bestemthed.
De fik i deres Ægteskab 6 Børn, hvoraf de to døde. Ikke desto mindre tog de 5 Plejebørn til sig, Luthers forældreløse Søsterbørn.
Luther yndede ikke Datidens strænge Børneopdragelse, som han selv i sin Skoletid havde været Offer for. Han havde ovenikøbet Blikket aabent for, at Kvinder kunde være egnede til at paatage sig Undervisning. „Jeg har tænkt paa at bruge Eder til at undervise unge Piger og ved Eder begynde et saadant Værk, andre til Eksempel," skrev han til Jomfru Else von Kanitz.
Den største Sorg, som ramte Luther og hans Hustru i deres Ægteskab, var Tabet af Datteren Magdalena, det tredie ældste af deres Børn. Hun døde kun 13 Aar gammel, og de forvandt aldrig Sorgen over at have mistet hende, „den gode, lydige lille Datter”, som fattet og gudhengiven gik Døden i Møde. „Kære Magdalene, min lille Datter!" sagde hendes Fader til hende, da han forstod, at Døden var nær. „Du vil gerne blive hos Din Fader; men, ikke sandt, Du drager ogsaa gerne op til Din Fader histoppe?" Og hun svarede: „Ja, kære Fader, som Gud vil."
Käthe havde plejet sin Datter til det sidste som den kyndige og utrættelige Sygeplejerske, hun ved alle Sygelejer var, men da alt var forbi, sank hun sammen i en vild og ubehersket Sorg, medens Luther fattet og rolig bad hende huske paa, at der, hvor deres lille Datter nu var, der var hun vel faren. Men endnu længe efter kunde Käthe hulke høje, naar hun tænkte paa sin døde Datter, og Luther kunde lade sig henrive til Ord, der baade røbede Sorg og Vrede over den ubarmhjertige Død. - Paa Kirkegaarden ved Elsterporten blev den lille Magdalene jordet, og Luther lod sætte en Gravsten over hende med denne Indskrift: „Her sover jeg, lille Lene, Dr. Luthers lille Datter, og hviler med alle Helgener i min lille Seng."
Luther havde skrevet i sit første Testamente (1536): „Jeg har min Käthe kær, ja jeg har hende kærere end mig selv, det er visselig sandt. Jeg vilde hellere dø, end at hun og Smaabørnene skulde dø." - Han blev ogsaa skaanet for at miste hende, men hun maatte friste den tunge Skæbne at vide ham død mellem fremmede, borte fra Hjemmet, uden at hun fik Lov til som flere Gange før at kæmpe med Døden om ham og forsøge endnu engang at redde ham for Livet. Luther døde som bekendt paa et Besøg i sin Fødeby Eisleben, hvor han meget mod Käthes Vilje var taget hen for at mægle i Striden mellem Greverne af Mansfeld.
Søndagen før sin Død, Torsdag d. 18.-Februar 1546, skrev han sit sidste Brev til sin Hustru og udtalte heri fortrøstningsfuidt: „Kære Käthe, vi haaber at komme hjem igen i denne Uge, om Gud vil.” Dette Brev naaede hende først, da Luther allerede havde været død i flere Timer. „Da blev den stakkels Kvinde," siger en gammel Beretning,„som let at forstaa, heftig forfærdet og kom i stor Bedrøvelse." I et Brev, hun skrev til sin Svigerinde, giver hun selv følgende Udtryk for Dybden af sin Sorg: „Om jeg havde haft et Fyrstendømme og Kejserdømme, skulde det aldrig havde gjort mig saa ondt at miste det, som det har gjort mig, at vor kære Herre Gud nu har taget den kære og dyrebare Mand ikke blot fra mig, men fra den hele Verden."
Luther havde i sin sidste Vilje søgt at værne Käthe ogsaa ud over sin egen Død. Han vilde, at hun som Enke ikke skulde være afhængig af sine Børn, hverken af sine egne Sønner og Døtre eller af deres Hustruer og Mænd. Hun skulde være sine Børns Formynder og raade for Arven; ligeledes skulde hun fortsætte Hjemmet i det sorte Kloster. Käthe fik en haard Kamp at bestaa med sine Modstandere, som ikke var saa helt faa. Luther havde affattet sit Testamente uden juridisk Hjælp i sikker Tro til, at man vilde rette sig efter ham som den, „der var vel kendt i Himlen, paa Jorden og i Helvede." Men Käthe fik snart at føle, at hun kun var Dr. Martins „efterladte Enke".
Især Kurfyrstens Kansler traadte op imod hende paa en nærmest fjendtlig Maade. Hun maatte ikke beholde sine Børn hos sig, da det vilde gaa ud over deres Opdragelse; hun skulde opgive den dyre Husholdning i Klostret og leve under beskednere Former, og Gaarden Wachsdorf, som Luther, for at imødekomme et længe næret Ønske hos hende, havde lovet hende i sit Testamente, maatte hun paa ingen Maade faa. - Det lykkedes dog Katharina ved sin sejge Standhaftighed at føre sin og Luthers Vilje igennem; blot maatte hun finde sig i, at Børnene kom under Formynderskab af Melanchton.
Dette Forhold førte flere Gange til Uenighed mellem ham og hende, men saa stor var hendes Indflydelse over Børnene, at de oftest fulgte hendes Raad.
Katharina overlevede sin Mand i 6 Aar, men det blev Aar fulde af Uro og Bekymring. Allerede samme Aar Luther var død, brød Krigen ud mellem den tyske Kejser og den evangeligske Læres Tilhængere, og Käthe maatte flygte med sine Børn fra Wittenberg. Hun tænkte et Øjeblik paa at søge Tilflugt hos den danske Konge, men maatte opgive det; senere efter at hun igen var vendt tilbage til sit Hjem, maatte hun flere Gange i sin Nød bede om Hjælp hos Kristian d. 3. Der findes i Rigsarkivet i København tre Breve fra hende, skrevne i dette Øjemed.
Hun døde i Aaret 1552 i Byen Torgau, hvor hun var flyttet hen med sine Børn. Hun bevarede sin Tro urokket til det sidste. Et af hendes sidst udtalte Ønsker var, at hun maatte „hænge ved Kristus som en Burre ved Klæderne".
Filip Melanchton sagde i sin Mindetale over hende.
„Stor Utak har hun høstet hos mange, ofte er hun bleven skammelig skuffet af dem, fra hvem hun maatte vente Velgerninger paa Grund af hendes Mands overordentlige Fortjenester af Kirken."
Et endnu skønnere Minde har dog hendes Husbond sat hende i disse Ord: „Den højeste Naade fra Gud er at have en from, venlig og gudfrygtig Ægtefælle, med hvem Du lever i Fred, og til hvem Du tør betro al Din Ejendom, og hvad Du har, ja Dit Legeme og Liv.”
En saadan Hustru var - Katharina von Bora.-—
(Efter G. Jørgensen: „Luther og hans Tid").
