« Tilbage til søgeresultaterne
De 300 Garanter
Det er første Gang i Dansk Kvindesamfunds Historie, at Medlemmer uopfordret, alene tilskyndet af deres Kærlighed til Foreningen og dens Blad, gør et Forsøg paa at tilvejebringe et aarligt Bidrag til Forebyggelse af en Krise, hvor Valget kommer til at staa mellem en Kontingentforhøjelse til Fælleskassen af mindst en Krone eller Indskrænkning af Virksomheden udad til og Opgivelse af Bladet, som gennem 32 Aar har været Herold for Kvindesagens Idé her i Landet og Sambaand mellem Medlemmerne.
Fællesstyrelsen og Redaktionen har længe med Ængstelse set denne Krise nærme sig; thi en Forhøjelse af Kontingentet over hele Linien vilde følelig ramme dem, paa hvem Krigens voksende Tryk i Forvejen tungt hviler, og maaske tvinge dem ud af vore Rækker, som saavist ingen Formindskelse taaler, og Opgivelse af Bladet og Indskrænkning af vor Virksomhed paa et Tidspunkt, hvor begge har kæmpet sig frem til en Betydning som aldrig før, det vilde være ensbetydende med Selvmord.
Derfor kom Opraabet fra Garantudvalget som Manna fra Himlen, og selv om man kunde synes, at Redaktionen, der efter Garantudvalgets Ønske skal raade over Halvparten af den Kapital, som stilles i Udsigt, af Beskedenhed burde holde sig tilbage fra at give Opraabet sin Tilslutning, saa staar der i Øjeblikket saa meget paa Spil, at vedblivende Taushed fra dens Side vilde være falsk Beskedenhed. Det er jo da endelig heller ikke Redaktionen, som skal garanteres - det er Dansk Kvindesamfunds Blad.
En Fortegnelse andetsteds i Bladet over, hvor højt Udgifterne under Krigen er steget, vil overbevise Læserne om, at det kan komme saa vidt, af det er Bladets Eksistens det gælder, det Blad, som under skiftende Redaktioner gennem 32 Aar har kæmpet Kvindesagens Idé frem her i Landet uden nogensinde at gaa paa Akkord. Det Opraab, Garantudvalget har sendt udover Landet, er i Virkeligheden - det kan alle vi vidne, som kender Forholdet i Øjeblikket - ikke mindre end et Nødraab. Overfor en saadan Kendsgerning maa alle personlige Hensyn vige, - Redaktionens Forbli-ven hverken skal eller maa garanteres, den sidder ikke en Dag længere, end Medlemmerne ønsker det, men den Dag, Bladet maa gaa ind, stryger D. K. sit Flag i Offentlighedens Øjne. - Hvis denne Mulighed ikke kan kalde 300 Forkæmpere frem i Skranken, da er det ikke stort bevendt med Kvindernes Sammenhold. Men de vil komme disse 300 frivillige; vi føler os fuldt og fast overbevist derom; de vil ikke lade den lille tapre Skare i Stikken, som med saa megen Tro og Tillid sendte sit Raab ud til Medlemmerne; de vil forstaa, at et Tilbagetog her er utænkeligt og møde op alle som en inden d. 15. December og gøre denne Dansk Kvindesamfunds Navnedag til en ny Hædersdag i vor Historie.
