« Tilbage til søgeresultaterne

Ragnarok

« Se emneord

Naar Solen igen gaar i højere Buer

paa Himlens Hvælving og straaler og

skinner,

og Lærkerne synger i Luften og stiger,

til højt i det blaa for Øjet forsvinder;

 naar Stærene fløjter, og Viberne skri­ger,

og veget er Vinterens lammende Kul­de;

ja, naar den store Livvækkers Luer,

Vaaren paa ny staar frisk over Mulde,

naar Skovene løves, og Markerne

grønnes,

og Kløverne vokser omkap med Kor­net;

naar Blomsterne lyser paa Enge og

Strande,

og al Ting gaar frem mod den herlige

Sommer,

- da klinger det lydt over alle Lande,

saa højt det klinger, at straks det

skønnes,

at Hejmdal blæser i Gjallarkornet:

Ragnarok   kommer, Ragnarok   kom­mer!

 

II.

Broder myrder Broder,

Blod i Strømme flyder,

Rimthurse = Hære

raser uden Ophør.

 

Alle Love brydes,

Livet lægges øde,

skaaselsløst udkæmpes

Verdens sidste Kamp.

 

Fenrisulven farer

frem og højt den hyler;

Gabet vidt Opspilet,

frygtelige Kæber

knuser, søndermaler

Midtgaards stærke Mænd.

 

Odin gaar mod Ulven.

I  den store Tvekamp   

Friggas Glæde dør.

Frem da springer Vidar,

Haand til Hævn er løftet,

Sværd i Luften lyner,

Ulvens onde Hjerte

er til Døden ramt.

 

Over Kampens Egne

Ormen frem sig bugter,

spyr i stride Strømme

Edder og Forgift.

Der, hvor Vej den baner

daaner alt og dør.

 

Thor gaar mod Ormen;

Edderfloden syder.

I hans Haand er Hamren,

højt han den svinger.

-  Vide høres Braget,

-  brudt er Ormens Hoved.

 

Thor gaar tilbage,

- ni Skridt han gaar kun.

Da vakler Midgaards

vældige Vogter,

da segner dødstræt

selve Asathor.

 

Muspels Sønner farer

frem som Ild paa Jorden,

Surt i Spidsen rider,

Sværdet bider hvast.

Midgaard staar i Flammer,

Røg og Damp den hyller,

Dag og Liv udrinder,

ravnsort Natten ruger

over Jorderig. -

 

III.

Men Ragnaroksnatten og Ragnaroks-

gyset

skal svinde og dø,

og naar Solen staar op, se, da ligger i

Lyset

vor Jord og skinner

og er frisk og grøn som den dejligste Ø

i den gyngende Sø.

 

Da er det, den store Fredstid oprinder,

-  den evige Fred.

Da er det, som noget umærkeligt daler over Slægterne ned-

-  et ufatteligt noget, der Hjerter hu-

svaler

og skaber den dybe Barmhjertighed

og den evige Fred -

-  et ufatteligt noget, stort uden Lige

- Laotses Tao - Himmeriges Rige.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner