« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindernes Indsats

« Se emneord

I London findes et stort Udstillingslokale, hvor man samler alt, som direkte eller indirekte har nogen Forbindelse med Krigen, saasom Sejrstrofæer, Vaaben, Ammu­nition, Sygeplejeartikler, Skyttegravsmodeller, og hvor der fremvi­ses Films over Ententens Sejre.

Alt dette fremvises til patriotisk Musik og Thedrikning. Det ty­vende Aarhundredes industrielle Fremskridt og geniale Opfindelser kan man her beundre i alle tænke­lige og utænkelige Genstande, be­stemte til et Dødens og Ødelæggel­sens Værk.

Nogle smaa cylinderformedte Jerntingester er bestemte til fra Flyvemaskiner at kastes ned over Folk, som fredelig vandrer paa Marken. Et andet Sted fremvises en Slags roterende Jernsyle, som anbringes ude i Felten, hvor de bo­rer sig ind i de fremilende Hestes Hove, saaledes at disse under uendelige Kvaler styrter til Jorden. Det er med et Ord Pineredskaber saa raffinerede, at de kunde tjene som Illustration til en moderniseret Udgave af Dantes fanatiske Helvede, og de ligger her systematisk ordnet i Montrer og betragtes af forbivandrende Menneskemasser.

I et af Udstillingsrummene frenmvises ogsaa en Filial af et Ammunitionsværksted, hvor kun

Kvinder alene er beskæftiget. Klædt i Dragter, som minder om Sygeplej­erskernes, staar de her ved hver sit Bord, og med stor Behændighed vi­ser de, hvorledes de forskellige Sorter Ammunition tilvirkes.

Dette er altsaa, hvad Kvinderne, som er eller burde være Fredstan­kens lidelsesfuldeste Bekendere, sysselsætter sig med under Krigen. I England arbejder omtrent en halv Million Kvinder i Ammunitionsværkstederne for derigennem at bidrage til, at Blodsudgydelsen holdes i Gang, og de, som ikke gør dette, forbinder Soldaternes Saar for hurtigst mulig at sætte dem i Stand til at gaa ud og skaffe sig nye Saar. Kvindernes Arbejde i Krigens Tjeneste forekommer mig som en Penelope-vævs trøstesløse Cirkelgang mellem at skabe og ødelægge.

Men naar vi tænker over det, - kan de saa handle amderledes, og skulde vi kunne handle anderledes i deres Sted?

I hvilket Land, hvor Krigen er brudt ud, skulde vel Kvinderne paatage sig Ansvaret for Propagan­da imod Krigen, for at revolutionere Opfattelsen af, at det er de­res Pligt at paatage sig det Arbejde, som Mændene kaster til dem, naar de iklæder sig Vaaben? Saa ny som Fredsbevægelsen praktisk taget endnu er, saa svage som de internationale Traade Kvinderne imellem endnu er, vilde en saadan Vægring utvivlsomt være en fædrelandsfjendsk Handling, som ikke vilde fremme Freden, men sikkert formindske Landets Muligheder for Sejr.

Nej, Kvindernes tilgivelige Fejl har været, at de ikke var lige saa godt rustede for Freden, som Mændene var det for Krigen. Derfor har, i det mindste for de krigsfø­rende Landes Vedkommende, Kvindernes Lod været loyalt at underordne sig de raadende For­hold og at give sine Fredsbestræbelser et saa almindeligt Præg, at de ikke stikker af mod det af de­res Land vedtagne Syn paa Ver­denssituationen.                            

At denne negative Holdning er alt andet end let for varme og na­turlig følende Kvinder med et kvindeligt-menneskelig Syn paa Krigens Vanvid, kan man tage for givet.                                     .

Hvert krigsførende Land bekræfter, at hele det indenrigske Samfundsmaskineri nu hviler paa Kvinderne. Uden dem kunde Kri­gen simpelthen ikke føres videre. Lad os derfor vove det Tankeeksperiment, at Kvinderne ved et tilsigtet Krigsudbrud var færdige med det internationale Fredsforbund, som er eet store Endemaal for deres Bestræbelser. Lad os tænke os, at Kvinderne i alle Lan­de, det vil sige Halvdelen af Men­neskeheden, med een Mund vægre­de sig Ved, i nogen som helst Hen­seende at blive Mændenes Medskyldige i Masakren. Vilde i saa Fald en Krig, som den der nu gaar for sig, nogen Sinde være bleven mulig?

Sikkert havde Kvinderne kunnet forhindre Krigen, om de havde været tilstrækkelig mange til at ville det. Det gælder derfor om, at vi nu sætter al vor Energi og hele vor brændende Hensigt ind paa at blive tilstrækkelig mange.

Faa er vel de, som nærer nogen som helst Forhaabning om, at Kvinderne i denne Stund skulde kunne standse den vanvittige Dødsdans, som fejer gennem Eu­ropa. Men skulde dette vel bety­de, at vi ganske og aldeles er for­dømt til afmægtige at lægge Hæn­derne i Skødet og sige: „Hvad kan det nytte, hvad vi gør har jo ingen Betydning.”

Et overlegent Smil, et Træk paa Skulderen og saa det evige: „Hvad kan det nytte”? er den verdenskloge Skeptikers Refleksion over de Fredsraab, som nu drukner i Ka­nonernes Torden. Holdt Krigen op, spørger man iro­nisk, fordi det lykkedes Kvinderne at faa deres store Fredskongres i Haag i Foraaret 1915?

Eller holdt Krigen maaske op, spørger man videre, da denne Kon­gres sendte Deputationer ud til al­le de krigsførende Landes Stats­overhoveder og frembar Kvinder­nes Fredsønske.

Nej, siger man, alle jeres Fredsforedrag, Fredsforeninger og Fredssøndage, hvad nytter de til. Krigen slutter saavist ikke for det.

Naar det gælder Fredsarbejdet under den stedfindende Krig, ræsonnerer man omtrent paa samme Maade, som om man vilde afskaf­fe Afholdsbevægelsen, fordi der er Folk som drikker. Ligesom om ikke den meste elementære Logik burde lære os, at det netop er Al­koholmisbruget, som skaber Afholdsbevægelsen, ligesom det er Krigens Tilværelse, som nødvendiggør Fredsbestræbelserne.

Lad være at en Kamp mod Kri­gens hundredhovede Vidunder i Øjeblikket er ganske haabløs for os. Med lad os tænke paa en af vor Barndoms gamle, gode Fab­ler, den om Rotten, som befriede Løven ved at gnave Dag og Nat, i Uger, Maaneder og Aar paa Gitteret til Løvens Bur saa ihærdig og saa længe, til Jernstængerne til sidst faldt fra hverandre og Lø­ven kunde træde ud.

Vi maa indtil videre afstaa fra Haabet om enkelte Handlingers øjeblikkelige Virkning.

Det er snarere Fablens Lære om Taalmodighedens, Inderlighedens og Uegennyttens endelige Sejr, som Kvinderne maa tage til Maalestok for deres Bestræbelser.

De Mennesker, og hvor mange er ikke de, som elsker at veje Verdenskrigens forskellige Faktorer paa deres egen Snusfornufts Vægtskaal, de Mennesker plejer at for­sikre os om, at om Fredsslutningen faar den eller den Karakter, saa vil dermed en ny Krig være umuliggjort og Verdensfreden væ­re indtraadt.

Men kan vi vel, naar vi ved, at den nuværende Krig er iværksat af 11, siger og skriver elleve, Mænd, og at Millioner og atter Millioner refleksionsløst ofrer deres Liv for dunkle eller ukendte Maal, kan vi vel med dette Billede af blind Massesuggestion og misbrugt patrio­tisk Patos for Øje tro paa, at en Fredsslutning, hvorledes denne end kommer til at se ud, vil give paalideligere Garantier for en Verdensfred.

Med denne Mulighed for Øje har ingen Kvinde Ret til at spørge: „Hvad kan det nytte, hvad kan jeg udrette, hun maa i Stedet for gø­re sig klart, hvad just hun fra sit Stade kan gøre for at fremme Fredssagen. De, som ikke har Tid eller Evne til at udrette noget po­sitivt, kan altid som Soldater ta­ge Plads i Fredstogets Rækker.

Hvad vi nu gør, og med „vi” me­ner jeg i Særdeleshed de neutrale, thi de andre er bundne af tusinde Hensyn, det vil dog til sidst vise sig at have tjent til noget, hvor haabløst det end synes i Øjeblik­ket.                             Vi skal huske paa, at en Gang, naar den store Krigs Historie skal skrives, skal der ogsaa findes et Blad om Kvindernes Indsats. Og det vilde være til evig Skam for os, om det Blad bevidnede, at vi lod en enkelt Mulighed uforsøgt, at vi forsømte en eneste Lejlighed til at gøre vor Røst hørt. At vi ikke gjorde alt, hvad der stod i vor Magt, for over minefyldte Have og ødelagte Landstrækninger at ræk­ke hverandre Hænderne til en For­soningens og Kærlighedens Søskendekæde.

 

Denne Artikel har vi i sin Tid taget fra: et svensk Blad. Desværre har vi forkommet baade Bladets og Forf. Navn.                   

Red.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner