« Tilbage til søgeresultaterne
Rigsdagsbetragtninger
Med sædvanlig Sneglefart kører Kv. og Sf.s Agepost gennem det politiske Livs Begivenheder. Den Røst fra Kvinderne, som burde følge umiddelbart paa hvert Ord i Rigsdagssalen, der havde Bud til de kvindelige Interesser, den kommer saa længe bagefter, at enhver Mulighed for, at den skulde øve nogen Virkning paa rette Sted, er spildt. Og dog, for Historiens Skyld bør den lyde i Kv. og Sf.s Spalter og fortælle vore Efterkommere, at det ikke var med Redaktionens gode Vilje, at Røsten altid kom l-2 Maaneder for sent.
Loven om midlertidigt Tillæg til Indkomst- og Formueskatten blev altsaa vedtaget paa Rigsdagen og stadfæstet af Kongen, uden at en eneste Røst hævede sig til Fordel for det Andragende, D. K. havde indsendt om, at der i Loven maatte blive taget Hensyn til Familieforsørgerne. Ikke en Gang de Partier, hvis Presse med Anerkendelse havde fremhævet D. K.s Andragende, fandt dette værdt at ofre et Ord paa. Øjeblikket var ikke belejligt til at tjene Familielivets Interesser. D. K. burde selvfølgelig have gjort sig Ærinde op af Bagtrapperne og forhørt, om en Henvendelse fra Hjemmenes ængstede Kvinder vilde passe. Men selvraadig som altid faldt D. K. uanmeldt ind ad Udvalgenes Døre med sin Appel til Familiefølelsen og led derfor den Tort, at dets Andragende blev tiet ihjel. Nu véd vi altsaa, at i Fremtiden maa vi ikke vente os Støtte fra noget Parti i vore Bestræbelser for at holde Hjemmenes sociale Standard oppe midt i Dyrtidens Trængsler. Hjemmenes Interesser staar kun paa D. K.s Program; Kvindesagens Tilhængere har faaet et Formaal mere at staa sammen om. Programmet vokser og vokser.
Man lade sig nemlig ikke af de huslige Bekymringer, som blev fremsatte af et socialdemokratisk Medlem under Finanslovsforhandlingerne, forlede til at tro, at Mændene virkelig i Øjeblikket er besjælede af Ønsket om at komme de betrængte Hjem til Hjælp. Var de det, da havde de forstaaet, at Skatteevnen ikke er den samme hos Familien med 3 til 6 Børn og hos Familien uden Børn, og, at skærer man dem over én Kam, da rammer Uretfærdigheden aller føleligst den Husmoder, som maa holde til Raade med de beskaarne Indtægter og til det yderste skjule for Verden de dybe Huller, som hedder Børnenes mangelfulde Ernæring og Familiens Undergravede Stilling. Man lade sig ikke af den Mados, som i Øjeblikket under Trykket af Ernæringsvanskelighederne stiger op om Kvindesagen og truer med at skjule den for Offentlighedens Bevidsthed, forlede til den Tro, at nu gælder det om hurtigst mulig at faa Kvinderne gennet tilbage til Køkken og Vugge.
Kvindernes Valgret har faaet Lov at vente saa længe paa at blive taget i Brug, at Reaktionen fra Modstandernes Side er i fuld Opmarsch. Det gælder nu mere end nogensinde om at holde Retningen, give Trængselstiden, hvad Trængselstidens er, og Fremtiden, hvad den fordrer og har Krav paa. Det gælder om at lægge vore Hjem op i Udviklingens Strøm og være paa Post mod de Lokketoner, som, før vi øjner Faren, kan sejle baade Hjemmene og Kvinderne om i Bagvandet.
