Mad paa Skolen.
Jeg véd ikke, Fru Redaktør, om De vil unde mig Plads for nogle Bemærkninger til Hr. Simon Hamber i sidste Numer af „Hvad vi vil”.
Jeg deler nemlig slet ikke hans store Begejstring for denne Madlavning paa vore Kommuneskoler, lige saa lidt som den Anskuelse, at alle Arbejdernes Pigebørn skal lære at lave Mad; men jeg kender denne Skræk hos Mændene for, at Kvinderne skal løbe fra Gryderne.
Et derimod er jeg meget begejstret for og det er, at hvert fattigt Skolebarn hver Dag faar varm Mad og sikres denne af Kommunen, hvis Forældrene ikke er i Stand dertil; men jeg sværmer slet ikke for alt det Madvæsen paa selve Skolerne.
Lad der være Madsteder udenfor Skolen, hvis Barnet ikke kan faa Maden hjemme, og lad dem møde paa Skolen og faa den fornødne boglige Lærdom, Undervisning i Sløjd og Gymnastik samt Bade.
Ikke Madlavning - og hvorfor?
Fordi jeg absolut er imod Madlavning som et tvungent Fag, Kommuneskolens Børn skal lære. Madlavning er Kunst, en stor Kunst, som ikke ligger for hvert Pigebarn, lige saa lidt som det at være Snedker eller Maler passer for enhver Dreng. Det kræver foruden det, at det er et Haandværk, en særlig Begavelse fra Tankens Side. Tro ikke, fordi alle Kvinder laver Mad, at de kan lave Mad - nej, vær vis paa, ærede Hr. Simon Hamber, at det tidt slet ikke er Mad, der kommer paa Middagsbordet, men meget ofte kun fordærvede Næringsmidler; thi selv i den tarveligste Ret kan Geniet gøre sin Dygtighed gældende, og de fleste Husmødre er nu Fuskere. Men, vil de maaske svare mig, den fattige lille Pige skal jo ud at tjene, og hvor hjælpeløs er hun ikke, naar hun er ukendt med de mest elementære Begreber om Madlavning.
Ja, det er sandt - uretfærdigt og uklogt kastes den lille 14 Aars Pige ud for at paatage sig en Gerning; men det er denne Anskuelse, der skal begraves og rammes en Pæl igennem. Intet Barn maa kastes ud for at skaffe Erhverv, førend det er dygtiggjort til at fylde en Plads, hvorved det kan fortjene det nødvendige til Livets Ophold, og har Forældrene ikke Raad hertil, saa skal Kommunen lade dem oplære. Der er ingen Grund til, at Kommunen, som betaler for den fattige Dreng til han er 18 Aar, for at han kan lære et Haandværk, lader den fattige lille Pige overlades til vilkaarlige Pladser, naar hun kun er 14 Aar. Hun maa lære et af de Fag, hvortil hun særlig egner sig. - Kan vi ikke være enige herom?
Men vil de endelig have, at Kommunen skal oprette en Husholdningsskole for Pigebørn - de Pigebørn, som ønsker at lære at lave Mad - saa har jeg intet derimod, men saa skal den være i et Lokale udenfor Skolen. Maden kunde jo sælges til dem, som Kommunen alligevel skal bespise: der er jo intet til Hinder for, at den kan købe sin egen Mad og staa sig derved, dersom det hele bliver fornuftigt administreret.
Men Køkken paa hver Skole - maa vi blot være fri!
For dog endelig at gøre en lille Indrømmelse til Deres Yndlingstanke om, at alle Piger skal blive ved Gryderne, saa kunde der jo tænkes et lille uskadeligt Forsøg ved de Fortsættelsesasyler, hvor Pigebørnene residerer. Vilde private Folk eller maaske Kommunen i Vintermaanederne give lidt til Middagsmad for Asylbørnene, kunde de store Børn skiftevis hjælpe til ved denne Madlavning.
I Mathæusgade 27, hvor det første Fortsættelsesasyl for Pigebørn har begyndt sin Virksomhed, findes et dejligt rummeligt Køkken, hvor 8 unge Piger med Lethed kan svinge sig i Arbejdet, og hvor de som Elever skiftevis kunde gøre Arbejdet, hvis Forstanderinden og Bestyrelsen vilde gaa ind herpaa. Og skulde det lykkes den energiske Komité for disse Asyler at naa sit Maal, at lægge et Drengeasyl og et Pigeasyl ved hver Kommuneskole, saa kunde jo Maden koges paa Pigernes Asyl og saa mange Portioner, som var nødvendige, bringes over paa Drengeasylet.
Et dobbelt Maal var herved naaet - Mad for de trængende Børn og Deres meget attraaede Beskæftigelse i Køkkenet for Pigerne.
