Hvad vil de gøre med os?

”Hvis der er nogen, der ikke røres af det Spørgsmaal: Hvad bør vi gøre for hjemløse Børn? saa vil maaske det Spørgsmaal: Hvad vil de gøre med os? fremkalde saa megen desto større Interesse.” Jeg kom til at mindes denne Sætning af en fremmed Forfatter ved at gennemlæse de Artikler, der har staaet i dette Blads Nr. 3, 5 og 7 om Børnenes Ret og Børnehjemmenes Betydning og Stilling til det øvrige Samfund. Det er da for at slaa til Lyd for den samme Sag: Børnehjems lige saa absolute Nødvendighed som Børneskoler, at jeg skal tillade mig, som ovenfor nævnt, at vende Spørgsmaalet om og spørge: Hvad vil de hjemløse Børn gøre med os.

Det er Barndommens Oplevelser, Indtryk og Iagttagelser, der danner Grundlaget for det voxne Menneskes Karakter. Det er derfor af allerstørste Betydning saavel for Mennesket selv, som for Samfundet i sin Helhed, at Børnene komme til at leve under saa sunde og rene Forhold som vel muligt, saavel i moralsk som i rent legemlig Henseende. Det er Viljen. der fæstner, hvad Tanken har grebet og Følelsen sluttet sig til. Men naar Tanken er sløv og Følelsen raa - og saaledes kan daarlige Forhold forkvakle Børnenaturen - , da bliver Viljen ond. Vi faa et Menneske mere i Samfundet, om hvem der kan siges: "Hans (eller hendes) Haand var imod alle." Det er ikke et Tilfælde, at Flertallet af Forbrydere er uægte eller forsømte Børn. Ej heller er det disse Børns "uægte Fødsel", der fører dem hen imod Forbryderbanen. Det er derimod de Livsvilkaar, Samfundet byder slige Børn, der med Nødvendighedens Lov tvinger dem henimod det Skraaplan, der ender med Straf og Tugthus. Man (ë: Samfundet) tillader til en Begyndelse Faderen (og i enkelte Tilfælde ogsaa Moderen) at skjule sig for sit Barn, man dækker med ømtaalige Hænder over Faderens Fejltrin eller Skændsel (hvad man nu vil kalde den Gærning at avle Børn uden for Ægteskabet) - hans Navn skal ikke prisgives for denne Sags Skyld, hans Pung gør man det forsigtigste Greb i som vel muligt, medens Barnet, der ikke har bedt om at komme ind i Verden, der er aldeles uskyldig i sin egen Tilværelse, medens det Livet igennem skal gaa med Navnet "uægte", udsat for Sult, Forsømmelse, knubsede Ord og Haandgribeligheder. Thi det Bidrag, Faderen skal yde sit Barn, er saa ringe, at kun den usleste Pleje kan købes derfor. Og under saadanne Forhold henlever Barnet sin Tid, gør sine Erfaringer og samler Indtryk, hvis Spor aldrig udslettes. Vi behøve jo blot, for at holde os til noget bestemt, at se paa de Forhold, Barnet lever under paa Fattiggaardene, selve de af Samfundet bekostede Anstalter. Det er sandelig ikke de bedste Indtryk, Barnet samler sig her i Samlivet med Vagabonder og Forbryderelementer, dem Fattiggaardene jo ogsaa skal huse. Og dog venter man - Samfundet forlanger det - at slige Børn skal sejle paa ret Køl igennem Verden lige saa vel som det Barn, der, plejet med kjærlig Omhu, værnet mod Livets Smuds inden Hjemmets lune Vægge har faaet en Opdragelse, der har udviklet dets Evner i sund Retning. Og naar et sligt forsømt, hjemløst Barn bliver Forbryder, da korser Samfundet sig i Stedet for at slaa sig selv paa Munden og sige: Du, du selv er en medvirkende Aarsag til dette Menneskes Fordærv.

Naar der derfor spørges: Hvad vil de - de hjemløse Børn - gøre ved os? saa bliver Svaret dette: De vil levere os et Utal af Forbrydere over Verden, de vil rette deres Haand i Trods imod det Samfund, der har forsømt dem saa grusomt, da det trængte til Hjælp, de vil skaffe os enorme Udgifter til Fattig- og Straffeanstalter, indtil vi lære at forstaa og indse, at disse Børn har Krav paa andre Vilkaar end dem, der nu som Regel bydes dem. At lade Barnet gaa for Lud og koldt Vand, udsat for al mulig slet Paavirkning indtil dets 7de Aar for saa først at tænke paa dets Opdragelse, er mildest talt dumt handlet af Samfundet. Det er netop og i særlig Grad det mindre Barn, der trænger til Omsorg, til Opdragelse, til Belæring for at dets Sind kan blive modtageligt for Skolens Læresætninger og Skolens Forsøg paa at udvikle dets Evner saa alsidigt som muligt. Det maa derfor gaa op for den almene Bevidsthed, at Børnehjem er lige saa nødvendige i Samfundet som Børneskoler. Det er jo Børnehjemmenes Mission at pleje, at opdrage og at opfede de smaa Væsner, der ellers vilde staa hjælpeløse, hjemløse i Verden, alt for ofte et Bytte for slette Menneskers Vilkaarlighed. Det er derfor nødvendigt, at Samfundet mere end hidtil tager sig af de hjemløse Børn og byder dem en Erstatning for det Hjem, de savne. Og det maa være Staten, der forud for den private tager Initiativet til Oprettelsen af Børnehjem.

Med al mulig Anerkendelse af de Børnehjem, der er oprettet for private Midler og opretholdes ved private Mænd og Kvinders Bidrag, og med al mulig Tak til dem, der har viet deres Liv til denne Sag, er der dog noget misligt ved en saadan Ordning. Børnene faa alt for let Følelsen af Usikkerhed, Afhængighed af andres Naade og Barmhjærtighed, og hvad der er endnu værre: deres Sind bliver let lavt af at modtage Gaver. Uden paa nogen Maade at ville det, føre Forholdene det med sig, at slige Børnehjem med deres stadige Opraab til Godgørenheden let kommer til at opfostre mangen en Uriah Heep, hvis Valgsprog bliver dette: Vær ydmyg, naar du kan tjene noget derved. Men det er ikke slige Mennesker, vi trænge til, og det er ikke til sligt, Børn bør opdrages.