« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Lærlinge i Husvæsen
I Anledning af Artiklen: „En Statshusmoderskole” i „Kvinden og Samfundet” af 30te Novbr. 1917 skal jeg tillade mig at henlede Opmærksomheden paa det af D. K. allerede paabegyndte Arbejde for unge Kvinders Uddannelse i Husvæsen.
Her er ikke tale om nogen Tvang eller nogen Skole. Husmødre med Interesse for og Forstaaelse af deres Gerning optager unge Piger i deres Hjem for at lære dem alle Arbejder, der forefalder i disse. Ganske som Landvæsenselever tager ud paa velordnede Landejendomme for med egne Øjne at se og lære Driften af disse, er det Tanken, at de unge Piger skal tage ud i Hjemmene for at faa det erfarne Blik og det praktiske Greb, som denne Maade at lære paa alene giver. Et er Skole, et andet er Livet.
Her i Landet kan det undertiden se ud, som alt skal blive Tvang og Skole for at naa frem. Endnu er det hverken blevet Tvang eller Skole at gifte sig og danne Hjem, og det er da værd at overveje, hvad der paa Hjemmets Omraade kan naas ad Frivillighedens Vej, hvor man dog skulde antage, at Selvbestemmelsen burde raade det længst mulige.
D. K.s Lærlingeuddannelse i Husvæsen er en Sag, der endnu er i sin Begyndelse, men derfor ikke en Sag, der ikke er velovervejet og fornuftig tilrettelagt.
Lærestederne melder sig til D. K. og bliver optagne paa visse Betingelser. De er forpligtede til at lade Eleverne føre Dagbog, der maa rette sig efter det paagældende Læresteds særlige Forhold og Sædvaner, dog er der bestemte Krav, der stilles til en Dagbog, for at den skal opfylde sin Bestemmelse; til disse hører bl. a.: Beskrivelse af forefaldende Arbejder, Regnskab, Oversigt over den daglige Madlavning, Syltning og ligeledes over Slagtning og Bagning saafremt disse Arbejder forefalder i de paagældende Hjem. Meningen med disse Dagbøger er, at D. K. skal have Kontrol med Lærestederne. Eleverne forpligter sig til en Læretid paa mindst l Aar, det første halve Aar uden Løn, det sidste halve Aar Løn efter Aftale og med Hensyntagen til Elevens Dygtighed.
Jeg kan ikke tænke mig andet, end at denne Form for Udannelse i, hvad der hører ind under Hjemmets Gerning, absolut er den mest ideelle. Endnu gives der dog virkelig mange gode, solide og velordnede Hjem her i Landet, som ved at optage Elever kunde give de Unge en langt sandere og smukkere Forstaaelse af et Hjems Opgaver end selv den mest velindrettede Skole vil formaa. Og i vor Tid, hvor de unge Kvinder mere og mere vaagner til Forstaaelse af, at det gælder om at dygtiggøre sig til den Gerning, der skal blive ens Livsgerning, vil i hvert Fald de bedste af sig søge Dygtiggørelse til den Opgave, der dog for mange Kvinder endnu staar som Livets største og smukkeste: at skabe et godt og hyggeligt Hjem for sig selv og sine Kære.
Det var at ønske, at mange maatte følge efter, og at Staten i Stedet for at danne Skole paa Skole vilde støtte det private Initiativ.
Frbg. D. 3. Decbr. 1917.