Fremtidsudsigter for Husmødre.
Hvem kender ikke de uhyggelige Vaskedage i de københavnske Huse, der hver 14de Dag eller oftere sætter Huset i Ulave, fylder det lille Køkken med Damp og hindrer en ordenlig Madlavning ved alt det snavsede og vaade Tøj, der i Dynger opfylder Køkkenbordet. Og med alt Slidet og Tørringen paa et daarlig ventileret Loft, hvormed der atter hengaar en Uge, bliver Tøjet dog kun meget maadeligt restavreret. Sikkert vil ogsaa Fremtiden sætte alle disse tidsødslende Vaskedage ud af de mange Hjem, for i en Haandevending at faa det snavsede Tøj tilbage som nyt ved Maskinernes Hjælp i de store Vaskeanstalter.
Vi fik en Følelse heraf, da vi efter Indbydelse fra L. N. Dehns Dampvaskeri, Østerfarimagsgade 16, besøgte det nye indrettede Vaskeri.
Bygningen, som bestaar af 3 Etager, hver med et Areal af ca. 800
? Alen, gør et imponerende Indtryk med de summende Maskiner, der vasker, skyller, blaaner, stiver og ruller uden Menneskehænder. Kun i Kontoret og i Mærkestuerne, hvor Tøjet sorteres, samt i Strygestuerne ses talrige Hænder i Arbejde, hvorimod Tøjet under selve Renselsesakten vasker sig selv. I de store Vaskemaskiner, hvor Cylinderen roterer Tøjet skiftevis frem og tilbage gennem den kogende Sæbelud, undgaas saaledes alt Slid af Gnidning og Børster.
Derefter skylles og klares det i store Kar med roterende Vingeapparater, der driver Vandet rundt; senere gaar det i Centrifuger, der med en Omdrejning af 1200 Gange i Minuten fjerner det meste af Vandet, og nu hæver Elevatoren det op til Tørrestuen, hvor det i Løbet af nogle Minuter er færdigt til at gaa videre.
En Strygemaskine i stor Stil var anskaffet, men man foretrak endnu at stryge med Haandjern. Gardiner stryges ikke, men udspændes over store Rammer, hvorved de ophævede Mønstre beholder hele deres Skønhed.
Talrige Maskinruller, ligeledes ved Damp, og Presser til yderligere at glatte Tøjet gør deres Arbejde, og atter vandrer Tøjet til Kontoret, hvor det udleveres.
Husmødre vil rimeligvis om nogle Aar smile ad deres tidsspildende Haandgnidning og Vask i de smaa københavnske Køkkener, især hvis Dampvaskerierne tager en saadan Fart, at Tøjet der kan leveres vasket billigere, end hvad Sæbe og Ildebrændsel nu koster i Hjemmene.