Svar.

Fru Johanne Meyer gør min lille Indsigelse altfor stor Ære, naar hun i den vil se et Angreb paa hele det socialistiske Princip. Et saadant har det aldrig været min Hensigt at gøre, ligesom jeg ogsaa, som Fru Meyer saa rigtig har set, aldeles vilde mangle Forudsætningerne for at kunne det, selv om jeg ogsaa har gjort mig nogen Umage for at sætte mig ind i denne Sag

ved at læse lidt af, hvad Karl Marx og andre Førere har skrevet derom.

Desværre er jeg dog nok kommen galt af Sted og har forraadt min store Uvidenhed ved den lille, som jeg troede, uskyldige Bemærkning, at der i den socialistiske Statsordning maaske kunde findes noget, der vilde støde den personlige Frihedsfølelse (ikke dræbe den, som Fru Meyer omskriver det). Men her vil jeg dog, idet jeg fralægger mig alt Ansvar for "Nikkedukkerne", henstille til enhver, som for Alvor vil gennemtænke Sagen, om der ikke nødvendigvis maa blive mindre Plads for den enkeltes frie Rørelse i den socialistiske Stat, og om dens Opretholdelse ikke maa kræve en Indgriben paa Omraader, hvor den personlige Frihed nu dog til Dels gør sig gældende. At sætte Ordet "Folket" i Stedet for "Staten", vil ikke i mindste Maade forandre Sagen, siden det jo er Grænserne mellem Individets og Samfundets Ret, der her er Tale om. For øvrigt henviser jeg til Prof. Høffdings Ethik, 26. Kapitel, hvor det dog næppe er Uvidenhed, der fører til samme Slutning.

Imidlertid var det jo, som sagt, slet ikke hele denne Sag, jeg vilde ind paa. At Arbejderspørgsmaalet bedst løses af Arbejderne selv, er jeg fuldstændig enig med Fru Meyer i; men oprigtig talt kan jeg slet ikke forstaa, hvad det har med Sagen at gøre, siden her jo ikke var Tale om et særligt Arbejderspørgsmaal, men om noget, der angaar hele Menneskeheden, nemlig Sædeligheden.

At Penge regerer "verden" er en saa fortærsket Sandhed, at det ikke kunde falde mig ind at nægte den; mit Exempel med de "gode Partier" skulde blot bevise, at det ikke alene er Trang, der kan bringe Kvinder til at sælge sig, men at Ondet maa ligge dybere, og Midlet være mere indgribende.

Endnu vil jeg blot gentage hvad det er, jeg egentlig har villet.

Der er en Opfattelse, som navnlig kom frem i B.s Artikkel, men ogsaa kom til Orde fra socialistisk Side ved Kvindesagsmødet i Sommer, og som nu syntes at blive sanktioneret af dette Blads Redaktør, hvis energiske Natur den ellers ligger i høj Grad fjærn; og det er denne: "Hvad kan det nytte at prøve paa at faa denne eller hin Uret afhjulpen, det er kun Smaating, nytter ikke. Nej, bliv Socialdemokrat. Kun Socialismen har Løsning paa alle Spørgsmaal." Herimod er det jeg har villet advare, ikke fordi jeg vil Socialismen til Livs, men fordi jeg mener, at vi netop bør sætte vore Kræfter ind paa de smaa nærliggende Opgaver, og at det er bedre at være med til at faa et lille hæmmende Baand løst, end af snakke vidt og bredt om de forurettede og undertrykte og drømme taagede Fremtidsdrømme om et idealt Samfund.

Hermed vil jeg anse denne Diskussion for sluttet for mit Vedkommende.