Om Tusinde Aar.
Som Svar paa den sidste Skefuld Madlavning, De har serveret, Marie R, tjener:
At vi i store Træk er ganske enige, men ja der er jo et aber ved enhver Sag, at Deres Ideer tilhører det, der kommer, nemlig den kommunistiske Stat, om ca 1.000 Aar, hvorimod jeg med smaa Reformer og Forbedringer vil reformere det bestaaende Samfund, inklusive Hjemmene, altsaa De taler, min elskværdige Dame, ganske ud i det blaa, hvorimod jeg holder mig ved Jorden, og beder om smaa sikre Fremskridt. Noget af det, vi kan magte, og som er Forbedringer.
De vil have Monstrespisning som de gamle Grækere, mandlige Kokke, maaske endelig ogsaa kvindelige Kokke, De vil have Kvinderne udviklede til Embedsmænd, Skraldemænd, Haandværksmænd blot noget med Mand ved.
Og jeg vil skaane hende for det groveste, gøre hende til det kæreste, det centrale i ethvert Hjem en god Husmoder.
De vil have, at Mændene og Kvinderne skal leve i Grupper, arbejde sammen, spise sammen, maaske sove sammen.
Og jeg vil bevare hver lille Kreds for sig: I Familjer: Moder, Fader, Børn
Gennem Deres Artikler skinner det tydeligt, at De er ked af Deres Køn, De vil have det hele til at gaa op i et fælles Intetkøn.
Men det er ganske absurd, og stik mod Naturen. Og den er i Grunden det eneste, jeg har Ærefrygt for.
Endelig skal jeg af gammel Vane overlade Dem det sidste Ord. Dette er Kvindens store Nydelse.
Og hermed er jeg færdig for denne Gang, og jeg vil kun ønske, at jeg ofte maa have en saa elskværdig Pen til en Kontra, naar Tid og Lejlighed byder sig.
Deres
