6) En Moder.

(Sluttet.)

Snart laa hun paa Knæ ved den lilles Seng og bad med Fortvivlelsens Skrig til sin Gud, snart forbandede og fornægtede hun denne Gud, der ikke vilde lindre hendes Smerte. En Dag fik hun en Præst derop, og da han havde bedt en kort Bøn for Barnet og vilde rejse sig og gaa, forlangte hun med vanvittig Heftighed, at han skulde bede mere, mere, blive ved at bede, til den lille syge kom sig, han skulde tvinge Gud til at høre hans Bønner. Hun vidste ikke, hvad hun selv gjorde, kunde uden at vide det, naar Lægen kom, tage ham ved Armen og knuge ham, som om hun derved kunde vriste ud af ham en Tilstaaelse om, at Barnet vilde komme sig. Og hjalp det altsammen ikke, saa opløste hele hendes Lidenskabelighed sig i Graad, en pinefuld, altoprivende, uendelig sørgelig Graad.

Da den sidste Time kom vilde hendes Mand med Vold tage hende bort fra Sengen, men hun holdt sig fast ved Kanten. Ingen Magt paa Jorden skulde faa hende derfra. Barnet rallede svagt. Øjnene var lukkede, det lod ikke til at lide. Minna, som havde grædt saa meget før, stod nu uden Taarer, og saa paa det med store, opspilede, fraværende Øjne. Det var, som tog Barnet hendes Sjæl i Døden. Lægen lukkede Barnets Øjne og førte den ulykkelige Moder ud. Gustav fulgte med. Han ventede sig en forfærdelig Scene, men der kom intet. Han satte sig hen til hende, tog hende om Livet og lagde hendes Hoved paa sin Skulder, talende milde, kærlige Ord til hende. Men hun hørte slet ikke paa ham, græd ikke. Livet syntes slukt hos hende.

„Hun maa for enhver Pris græde”, sagde Lægen, „ellers svarer jeg ikke for noget. Hun har altid været et meget exalteret Gemyt, og dette Barn var hendes alt. Lad os prøve at lægge det i en Kiste og se, hvad Virkning det gør paa hende”.

Men Minna kendte ikke Barnet i Kisten, det lille gustne Lig rørte hende ikke, kom hende ikke ved.

Den sørgelige Dag gik og blev efterfulgt af andre. Minna mærkede slet ikke mere, om det var Dag eller Nat, mørkt eller lyst omkring hende. Hun talte ikke, syntes for mat til alt, lod sig villieløst føre omkring fra den ene Stue til den anden. Mekanisk gjorde hun, hvad man bad hende om, men lod til at være uden Forstaaelse af, hvad der skete omkring hende. En sjelden Gang kunde hun klage, at der var blevet saa underligt tomt i hendes Hoved, og naar der blev talt til hende, hørte hun vel Ordenes Lyd, men kunde ikke forstaa deres Betydning. Hun gik stadigt om med et aandsfraværende, stift stirrende Blik, som søgte hun efter noget, der var blevet borte, som hun ikke kunde finde, anstrængende sin Hukommelse for at komme paa, hvad det var, der manglede hende. Lægen forsøgte forskellige Midler for at hjælpe hende, men uden Resultat, og hendes Mand fortvivlede.

En Nat vaagnede Gustav ved en underlig dæmpet Sang ved Siden af sig. Han rejste sig hastig op og saa sin Hustru sidde overende i Sengen med feberglødende Kinder og et spændt straalende Udtryk i de stift stirrende Øjne.

„Se, se, Gustav, Stella, mit Barn, se, her er hun med sine blaa Øjne og røde Kinder og brune Krøller. Hun laa ved Siden af mig paa Puden, da jeg vaagnede før, nu vugger jeg hende i Søvn i mine Arme Gustav, Gustav, jeg er saa glad, saa glad!”

Forfærdet betragtede Gustav sin ulykkelige Hustru, der med et straalende Udtryk i sit Ansigt vuggede en Pude i sine Arme.

Hun var bleven vanvittig.