De to ledige Pladser i Folketinget.
Hvem der skal være Hr. C. Bergs Efterfølger, er endnu uafgjort, ja det er endogsaa uafgjort, hvem der vil blive opstillet som Valgkandidat.
Det er ikke let at skulle være Bergs Arvetager, da det ikke kan undgaas at drage Sammenligninger, og gør man det, vil sikkert hvilken som helst Valgkandidat blive Undermaaler. Der er imidlertid en Mand, som i Aand, Anskuelse og demokratisk Sindelag ikke kunde være Berg mere lig, om han havde været Bergs kødelige Søn; det er Holger Begtrup, cand. theol., nu Højskolelærer paa Askov.
Kunde de oplyste demokratiske Kvinder stemme, saa blev det ham, der den 5te Januar fik de fleste Stemmer. Enhver, der kender Holger Begtrup som Foredragsholder, som Lærer og Skribent, véd, at han ikke blot taler for Kvindernes Sag, men at han i al sin Færd og omfattende Virksomhed paa den fremragende Plads, han har, hævder Ligeberettigelsen mellem Kønnene baade i intellektuel, politisk og social Henseende.
Havde vor energiske Fru Line Luplau levet, er det temmelig rimeligt, at hun allerede havde rejst Bergs Kreds rundt for at gøre hans Valg muligt. For hende stod han som Kvindesagens kaarne Helt, Vestjyllands største Taler, han - den eneste, der havde Mod til aabent at støtte hendes agitatoriske Bestræbelser, da hun, som vi alle véd, kunde være fremfarende og hensynsløs, maaske netop og kun fordi de fleste Kvinder lader sig drive af Ligegyldighedens Strøm.
En Gang paa et Efteraarsmøde i Askov, hvor mange store og dybe Spørgsmaal blev behandlede, var ogsaa Fru Luplau kommen til Stede. Hun hørte paa alle disse alvorlige Spørgsmaal og ogsaa paa de mange uvæsenlige Dogmer, der skulde hævdes, som Grundpiller og Samfundsstøtter, men Kvindesagen - Menneskelivets eneste virkelige Frelse, den talte ingen om. Den æsthetiske forfinede Opfattelse af de kvindelige Dyder, havde kastet Taage over Mødet, og Luften vilde ligesom kvæle hende - saaledes har Fru Luplau selv fortalt. Da fik hun sin Berserkergang - og saa kender vi Fru Luplau - hun lagde ikke Fingrene imellem, naar hendes vældige Følelser som høje Bølger slog over deres Bredder.
Hendes Tale blev modtaget med en knusende Foragt, en Forbavselse fra Mændenes Side og Indignation fra de dydsirede Kvinder over for den Kvinde, der vovede at saare de æsthetiske Følelser, og lige som krænke det hellige Sted, hvor al Disharmoni og Uskønsomhed var holdt nede.
Kun én forstod og misforstod ikke; det var Holger Begtrup. Ung, og kun anden Lærer paa Skolen, havde han Mod til aabent at udrede og klare Fru Luplaus iltre og haarde Tale. Hun glemte ham det aldrig, og hendes Venner maatte ofte høre den Historie.
Maaské modtog selv Holger Begtrup i den Stund en dybere Forstaaelse af Kvindernes Ret - som jo ikke er andet end Menneskeret, ti vist er det, at Holger Begtrups Foredrag har mere og mere haft Karakter og Farve af, at Kvindernes Ret var en Livsbetingelse for Samfundet.
Som Bergianer i politisk Henseende er Holger Begtrup vel kendt over hele Landet, lige fra den Dag, da han i Forstaaelse og med stor Dygtighed beskrev Bergs Liv og Virksomhed i Anledning af Bergfesten, og senere ved mange politiske Møder. Fra Venstres Delegeretmøde vil Holger Begtrup erindres som Talsmand for de Bergske Anskuelser og ikke mindst, den Gang Bergs Anskuelser var faldne i Kurs, lige som han ogsaa er valgt som Tillidsmand i talrige Foretagender i sin egen Kreds.
Der siges, at Dagen efter Bergs Død indløb der private Breve fra ikke mindre end 7 forskellige Egne i Danmark, baade fra Mænd og Kvinder og senere en officiel Deputation fra Bergkredsen med Opfordring til Holger Begtrup om at stille sig som Bergs Eftermand. Og hvorfor undslaar han sig for at modtage Valget? Nogle mener, at Holger Begtrup, skønt født Politiker, ikke kan forlade sin Virksomhed som de unges Lærer paa den udvidede Højskole i Askov. Fra Lærerstolen docerer han der sine moderne Anskuelser i Literatur og Sproghistorie, her praktiserer han sine Opfattelser af dansk Retskrivning, her bibringer han Eleverne den rette Forstaaelse af vore yngre Forfattere.
Selv erhvervede han, pur ung, Guldmedaljen ved Universitetet, han sporer ved sin umaadelige Arbejdsiver de unge til selvstændig Tænkning. Men Hr. Holger Begtrup maa overvinde alle disse Hensyn og betænke, at Folketingssalen er ogsaa en agitatorisk Talerstol i stor Stil, ikke mindst i vore Dage, da vanskelige nye Reformer realiseres, og følge sine Venners Opfordring.
I Kammerherre Rosens Sted i Lyngby er der allerede opstillet en Kvindesagsven, Maler I. Jensen. Som Formand for de samvirkende Fagforeninger er Hr. Jensen kendt over hele Landet. Stor Begejstring for Valget er der allerede vist i Kredsen ved de forberedende Agitationsmøder for den vordende Kandidat i Kongens Lyngby, og vi er ogsaa over for ham sikre paa, at hvis Kvinderne havde Stemmer, vilde de falde til I. Jensens Fordel: maaske selve Kanonkvinderne vilde give ham deres Stemmer; Jensen har nemlig over sin Person en ridderlig Finhed, som tiltaler Kvinderne, uden at være Kavaler, er der i hans Optræden, hans smagfulde moderne Dragt med det fine hvide Lintøj noget vist soigneret, som kan bestikke Damerne, dog - Hr. Jensen er meget mere end det, han er de Undertryktes Talsmand og Repræsentant for alle de nye Tanker i Tiden. Han har Tro paa Menneskeret og Samfundsretfærdighed. Det er ikke blot de mandlige Fagforeninger, der skylder Maler Jensen stor Tak, men det er ogsaa de kvindelige.
Da Proletarkvinderne for nogle Aar siden forvirrede og famlende, kun følende deres dybe Nød og Arbejdsgiverens Forurettelse, tænkte paa Organisation, men kun som ved et Nødskrig kunde gøre sig selv Rede for deres Lidelser, da fandt de hos Maler Jensen en aldrig svigtende Taalmodighed, han var utrættelig som deres Støtte og hjælpende Ven. Han talte atter og atter deres Sag til dem selv og for dem selv og for deres Arbejdsgivere, skrev deres Priskuranter for dem og var altid lige villig, selv om Kvindernes Mangel paa Ansvarsfølelse ofte kunde sætte hans Taalmodighed paa Prøve.
Selv efter at de kvindelige Fagforeninger staar mere velordnede, og mange oplyste Kvinder er traadte til, maa de dog ofte ty til Hr. Jensens praktiske Erfaringer i Lønspørgsmaalet og de finder ham da fremdeles som den utrættelige Hjælper.
Hr. Jensen kan ikke maale sig med Hr. Begtrup som Folketaler, der er noget tungt i hans Maade at udtrykke sig paa, men der er til Gengæld den mest energiske Udholdenhed til at banke smaa Sandheder ind i Folks Bevidsthed.
Valgt talrige Gange som Repræsentant paa franske, engelske og tyske Kongresser, har Jensen et alsidigt Kendskab til Arbejdernes Kaar i fremmede Lande, og i egenlig Forstand er han international; dog har han aldrig svigtet sin danske Nationalitetsfølelse, men tvertimod skal han være en af de Repræsentanter paa udenlandske Kongresser, der har lært de fremmede at agte den danske Arbejderorganisation. Man vil saaledes erindre hans Tale her i København ved de franske Arbejderes Besøg i 1888, hvor de mente, vi Danske ikke løb hurtigt nok og tilstrækkeligt hævdede de revolutionære Ideer, hvorledes da Jensen bad de Franske bie paa os og forklarede, at det danske Karaktertræk ikke taalte voldeligt Overgreb, men at her i Danevang maatte der fares med Lempe, om vi skulde faa alle de Smaa med paa Vejen.
De maatte ikke overile os, vi havde ikke Raad til at undvære en eneste, hverken Mand eller Kvinde.
Sent men sødt i Danevang!
Under hans store parlamentariske Færdighed og elskværdige Personlighed har Fagforeningerne faaet et Opsving, som forholdsvis intet Land kan vise Mage til. - Skulde ikke den Mand være en værdig Repræsentant i Folketinget?
Hver Kvinde i Lyngbykredsen kunde gaa fra Dør til Dør og gøre sit til, at Hr. Jensen kunde blive den sejrende paa Valgdagen.
Kunde de to ledige Pladser i Folketinget blive indtagne af Holger Begtrup og I. Jensen, havde Kvindeforeningerne i Sandhed Grund til at glæde sig, thi Kvindesagen vilde da maaske i Løbet af et Par Aar naa videre frem end i det sidste halve Aarhundrede.