« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Arbejde for at Hustruen skal beskattes af sin egen Indkomst
Paa D. K.s Fællesmøde i Rønne i 1913 blev første Gang dette Spørgsmaal rejst, og Mødet nedsatte et Udvalg til at virke for, at Hustruen kom til at betale sin Skat uafhængig af Manden, for at han ikke ved at undlade at betale Skatten skulde kunne berøve hende hendes kommunale Valgret og Valgbarhed. Udvalget vedtog at vente med at indgive et Andragende til Kommissionen, som var nedsat for at overveje Ændringer til den kommunale Skattelov, havde afgivet sin Betænkning og et Forslag forelaa fra Regeringens Side. D. 16. Juni 1915 blev der landstinget forelagt et Forslag til Ændringer i den kom. Skattelov, og D. K. indgav derfor d. 9. Juli et Andragende til Landsthingsudvalget gaaende ud paa, at Hustruen skulde beskattes af sin egen Indtægt, hvad enten hun har Særformue eller der er Formuesfællesskab i Ægteskabet. Blandt Motiveringerne for dette Andragende fremhævedes, at Manden, naar han er den eneste skattepligtige, kan ved ikke at opfylde sin Forpligtelse bevirke, at hans Hustru, selv om hun har egen Indtægt, mister sin kom. Valgret og Valgbarhed. Endvidere fremhævedes den uretfærdige Følge af, at Manden betaler Skat af den samlede Indtægt, at Skatten derved ofte vil blive højere end hvis Ægtefællerne svarede Skat hver for sig, hvilket maa opfattes som en fortrinsvis Beskatning af Ægteskabet, som kunde tænkes at befordre Samliv udenfor Ægteskab.