Mary Steen.
Midt i Hovedstaden ligger kgl. Hoffotograf Mary Steens Atelier. De Københavnere, der daglig færdes paa selve Strøget, vil have lagt Mærke til de to smukke Udhængsskabe Amagertorv 4, hvori der findes mangt et kendt Interiør, samt Billeder af baade store og smaa, fint og omhyggeligt udførte, et Bevis for, at Kvinder ikke staar tilbage for Mænd i Dygtighed, naar de paatager sig en Gerning. Mary Steen beskæftiger 6 Damer i sit Atelier og har altsaa ingen lille Forretning, ti hvem der først har prøvet hendes Billeder, kommer som oftest igen.
Det er nemlig ikke alene Billedernes Udførelse, dem hun som ægte Kunstner forstaar at give Liv, der vinder hende, men det er ogsaa den elskværdige Imødekommenhed, der drager Folk til Huset. Vi Mennesker er nu en Gang saadan, at selv om Forretninger kan have gode Varer saa foretrækker vi dog den Chef, der ser Mennesket i sine Kunder. Det gør Mary Steen, og hun staar sig ved at bringe sine Klienter i Stemning, derved lokker hun det mest tiltalende Træk frem i Ansigtet, og naar man saa ser sit eget Billede, udbryder man forbavset: „er jeg virkelig saa smuk!” idet man har sit gnavne Ansigt i friskt Minde, da man for et Øjeblik siden saa sig i Spejlet.
Mary Steen gør et sympatetisk Indtryk. Igennem hendes beskedne Optræden fornemmes dog den stærke Personlighed, der som Selfmade-Kvinde har erhvervet sig en Plads blandt de bedste i sit Fag, er valgt ind i Bestyrelsen for Fotograf-Foreningen og agtet som Kollega. Tidlig mistede hun sin Moder, og var ved de smaa Kaar i Hjemmet som Skolelærerdatter nødt til selv at skaffe sig en Stilling. Hun modtog sin første Uddannelse til Forretningslivet paa Frk. Testmanns Handelsskole, men følte sig mere tiltalt af den fotografiske Virksomhed, hvori hun da søgte sin Uddannelse. Hun fik senere Rejselegat gennem det Rejersenske Fond, og vakte Dronningens Opmærksomhed som den dygtige Fotograf, hvis Atelier ofte blev benyttet af den kongelige Familie, og fik derved Udnævnelsen kgl. Hoffotograf.
I sit Forhold til sine Hjælpere i Forretningen hylder hun den demokratiske Grundsætning, at der ydes lige Frihed i Arbejdstid mellem Chef og Medhjælpere.
I Selskabslivet er hun stille og reserveret i sin Omgang, men hvem der kender hende paa to Mands Haand, véd, hvor fængslende og interessant hendes Tale kan være.
Mary Steen har ikke som saa mange andre næringsdrivende Kvinder været bange for at være sin Mening bekendt over for Kvindebevægelsen. Hun har flere Steder i Landet holdt Foredrag om Kvindesagen, og søgt at vække Ansvarsfølelsen hos sit eget Køn til Bevidsthed. Disse Møder har været talrigt besøgte, og hendes Veltalenhed og smukke Sprog med den afdæmpede og beherskede Fremtræden, har vundet hende mange Venner og Beundrere. Hendes smukke Mindeord i „Kvinden og Samfundet” om Fru Line Luplau gør Indtryk af, at hun ikke har mindre Færdighed i at føre Pennen.
Vi har nu præsenteret Frk. Mary Steen for vore Læsere; vi haaber ikke, hun tager os vor Præsentation ilde op; ti Hensigten var kun den, at opmuntre andre Kvinder til, lige som hun gennem selvstændigt Arbejde, at dygtiggøre sig som nyttige Borgere, saa vi ad den Vej hurtigere kan naa de borgerlige Rettigheder i Samfundet, uden hvilket vi dog ikke fuldtud kan udfolde vore medfødte Evner.