Nu skal De høre:
Jeg sad og læste i en Avis. Det var i det bekendte Konditori i den bekendte Gade paa Strøget, hvor man altid kan træffe - mere eller mindre gode - Bekendte. Det var i Grunden for Fredens Skyld, jeg var kommen derind. Jeg skal sige Dem, vi har en Hund, der, naar den endelig følger med paa Strøget, ikke holder Fred, før den faar sin Linse i det Konditori, hvor ogsaa den derfor allerede er ret godt kendt.
Naa, jeg sad og læste i en Avis, en voldsom stor Avis A, og paa den stod, at der ogsaa var en B, og at der samme Aften, skulde komme en C. - Og saadan en Mængde Avertissementer der var i det Blad! baade paa For- og paa Bagsiden. Det var grangiveligt som et Julenummer af „Politiken”, det vil sige, meget, meget større end saadan et. Alligevel kunde jeg udmærket godt tumle og læse det.
Ind ad Døren stod der en stadig Strøm af Gæster. Saa snart en var kommen indenfor, saa hun (eller han, for der kom ogsaa Mandfolk) sig spejdende om i Værelset, og straks efter havde jeg dem en efter en henne hos mig. „Aa, maa jeg se det Blad efter Dem.”
Ved at se op, opdagede jeg for Resten, at der var flere, som læste ivrigt i lignende Blade.
Men hvad var det? Blandt Avertissementerne: Kvindelig Fremskridtsforening - Engelsk Konversation - Fransk for Lærere og Lærerinder - Københavns Højskole - Tandlæge Fru Møller - Haandarbejder, Fru Willumsen - Papir- og Galanteriforretningen Nansensgade 49 - Theodor Halgreen - - - og inde i Tekstsiderne Artikler af Johanne Meyer, Sofie Horten, Fru Rosalie - - -
Jeg bladede om igen.
Det var da morsomt - det var virkelig Kvindebladet „Hvad vi vil”, der havde faaet saadan en Størrelse og saadant et Publikum. Og ligesom jeg bedst godtede mig i mit inderste Indre - det var i Sandhed en himmelsk Sjælefryd, jeg følte - ved Tanken om, at jeg selv havde været med til at pleje Bladet i dets Barndom og at støtte og fremme det siden hen, saa - vaagnede jeg.
Var det et Varsel? - Tænk om Kvindesagens Organ i Pressen kunde gøre Fremgang hen imod dets Virkeliggørelse! Tro mig, Piben vilde faa en anden Lyd imod det og den Sag, det forfægter. De ligegyldige vilde blive ivrige, og Modstandere vilde blive Tilhængere. Og saa - ja saa havde vi Spillet gaaende.
Det faar vi naturligvis en Gang, det véd jeg nok. Men jo hurtigere vi naar dertil, des snarere og des længere høster vi Gavn og Glæde deraf. Derfor bør vi alle gøre, hvad vi formaar, til at fremskynde Udviklingen.
Hertil egner de forestaaende hellige Dage sig fortrinligt. Hvor Lejlighed i disse Dage gives - og den vil tilbyde sig for de fleste - bør vi bringe Kvindesagen og Kvindebladet paa Tale, vi bør skaffe dette sidste Indgang i hvert et Hjem, hvor vor Anbefaling har nogen Vægt; og særligt bør vi lægge Arbejdets Kvinder det paa Sinde, at det er i deres egen vel forstaaede Interesse at støtte og fremme Bladet, deres eget Blad, der ikke har noget højere Formaal end at fremme deres Vel og forbedre deres Stilling i Samfundet, og dette selv med den. - Altsaa: Benyt Juledagene til at skaffe vort Blad Indgang og Udbredelse, skaf det Holdere og Læsere. Derved vil det vinde den Indflydelse, uden hvilken det ikke med fuld Kraft kan virke for sine Maal.
Vi Kvinder udgør jo dog Flertallet blandt Menneskene; vort Blad bør da ogsaa være det største, det mest udbredte, mest holdte (afholdte) og læste - ganske saadan, som det viste sig for mig i Nat.
Vel begyndt, er halvt fuldtendt. Haand paa Værket da, saa vi straks ved det ny Aars Begyndelse er godt paa Vej dertil. Gør Eders Bedste i Juledagene for at skaffe „Hvad vi vil” et godt og glædeligt 1892. - Gøre vort til, at vore Læsere maa faa glædelige Juledage, og hermed ønske dem alle en glædelig Jul, det er, „Hvad vi vil”.
