Julebrev.

Kære Du!

Nej! jeg gaar ingen Steder i Aar til Julen. Jeg lukker min Dør, tager hen paa en Gæstgivergaard ude paa Landet, de Dage, den varer, stopper Bomuld i Ørerne, naar de synger deres Julesalmer rundt omkring og sover de Retfærdiges Søvn, naar Risengrøden og Æbleskiverne staar paa Bordet andre Steder.

Jeg hører dig spørge hvorfor?

Fordi jeg er ked af at sidde og vente paa den Indbydelse til Julebordet, der kommer i ellevte Time, naar en eller anden fjern Slægtning, midt i de glade Forberedelser til Festen, kommer i Tanke om, at der et Steds sidder en gammel Stakkel alene paa saadan en højhellig Aften.

Hændt er det ogsaa, at jeg helt er bleven glemt; saa er jeg gaaet mismodig og bitter i min Seng, naar Julelysene tændes i Hjemmene. Ikke for det! Glæden ved at komme ud, er ikke saa overvættes. Der hænger jo nok en Ting til mig blandt de mange Gaver paa Træet, men ved mig selv ved jeg saa inderlig vel, at om Jorden pludselig aabnede sig og tog mig i sin Favn, vilde jeg ikke efterlade mig blot Skyggen af et Savn hos de Mennesker omkring mig.

Saa overkomplet er jeg, og det har jeg været lige fra jeg blev født for 60 Aar tilbage som gamle Forældres eneste Barn. Kan Du huske min Fader Matematiklæreren, og Moder, der saa længe havde lyttet til hans Matematik, at alt var bleven Matematik der hjemme.

Jeg tror, Moder ansaa mig rent ud for en personlig Fornærmelse af Skæbnen. Børn passede ikke ind i mine Forældres matematiske Beregninger. De havde ikke Raad til at have dem, mente de. Ja forstaa mig vel. Vi manglede intet - uden Kærlighed, den lærer man ikke af Matematik. Hvor tarveligt vort Hjem end var, kunde det have gemt lyse Minder for mig, om jeg blot ikke havde maattet savne - det vigtigste. - -

Jeg kom i Skole; Fader „læste mig af”. Jeg fortæller dig ikke om de Tusinder af Ydmygelser, jeg led der. Børn er onde mod den Kammerat, der af falsk Undseelse dækker over Skyggesiderne ved sit Hjem. Værst havde jeg det henimod Jul. Vi havde Lov til at benytte vore Haandarbejdstimer til at lave vore smaa Julegaver i; jeg havde ingen. Fader og Moder gav mig ikke Penge til den Slags „Narrestreger”, som de kaldte det. Saa sad jeg paa Skolen i min ensomme Krog med mit sædvanlige Sytøj; de andre Børn betragtede mig halvt med Foragt, mens de pludrede og lo i glade Klynger, ivrige og optagne af alt det meget, de havde for.

Og naar de saa kom igen efter Ferien, hvad kunde de saa ikke fortælle! Allesammen, undtagen jeg. Hos os var Juledagene lige saa graa som alle andre Dage, om muligt endnu mere. Der var som en kold Frost omkring mine Forældre i de Dage, de strakte, figurlig talt, Hænderne ud for sig, at intet af Julestemningen skulde komme dem nær. De tav den ihjel; det troede de den bedste Kur for mine Ønsker og Længsler.

Saaledes gik hver Jul, saa længe de levede; og da de var borte, var jeg en halvgammel Pige. Vil Du tro, at der ovenpaa det Liv, jeg havde ført, kom et Øjeblik, hvor hele min indestængte, kunstig afdæmmede Livslyst slog ud i lyse Luer, og jeg fattede den Plan at nyde Livet, rigtig at leve for fuld Damp, rejse, eller lige meget hvad, en ganske kort Tid, saa længe min lille Kapital slog til.

Men det var kun en kortvarig Opblussen, Reaktionen kom hurtig nok. Jeg havde heldigvis arvet en Smule Matematik sammen med Skillingerne, akkurat saa meget, at jeg kunde regne ud, at jeg stod hjælpeløs, naar Pengene slap op.

Saa satte jeg Tæring efter Næring, resignerede og blev, hvor jeg var.

Men hver Jul er der Revolution i mig; saa synes jeg ogsaa, jeg skal have Del i Glæden, og saa ung har jeg været lige til i Dag, at jeg hvert Aar har ventet, at det skulde komme.

Men nu er mit Haar blevet graat, og nu er jeg ked af at vente. Har Julen aldrig villet vide af mig, saa vil jeg nu ikke vide af den. Jeg lukker min Dør, flytter hen paa en Gæstgivergaard ude paa Landet de Dage, den varer, putter Bomuld i Ørerne, naar de synger deres Julesalmer rundt om; og naar Risengrøden og Æbleskiverne staar paa Bordet andre Steder, sover jeg de Retfærdiges Søvn i min Seng.

Men inden jeg sover, tænker jeg paa dig. Jeg ser dig for mig midt iblandt dine Kære, jeg ser dine Børn, der straaler af Fryd over alt det dejlige, Julen har bragt. Jeg ser dig og din Mand gaa med dem omkring Træet, mens I synger de hellige Sange. Jeg læser i jeres Øjne den Kærlighed, der binder jer sammen med dem til en Kæde_r der er fastere end den, jeres Hænder danner, og jeg spørger vel for hundrede Gang de usynlige Magter, hvorfor der aldrig i saadan en Kreds blev Plads for

din gamle Veninde.