« Tilbage til søgeresultaterne
Slaget er tabt - men der er Tid til at vinde et nyt
Saaledes lyder kort sammentrængt Hovedindholdet af Dansk Kvindesamfunds Resolution paa det ekstraordinære Fællesmøde i Fredericia. -
Overfor Folketingsvalget har vi udover vor Stemmeafgivning intet andet at foretage end at fremføre vore Interpellationer i videst mulig Udstrækning. - Resten har Partierne besørget, besat saa godt som alle de tilkomne Mandater, som for en stor Del skyldes Tilkomsten af de kvindelige Vælgere. Om Skylden maa søges i Kvindernes altfor store Beskedenhed eller i Mændenes for store Ubeskedenhed, kan der tvistes om - men skal et nyt Slag vindes, maa det Vindes overfor Landstinget, og det kan vindes, hvis Kvinder bruger den Styrke, som deres Vælgerantal berettiger dem til. - Ikke en eneste Røst hævede sig paa Mødet i Fredericia for at fraraade, at D. K. stillede sig i Spidsen for en Rejsning af de kvindelige Landstingsvælgere. Men er hermed Sejren sikret? - Nej langt fra. Der er ti Tusind Kvinder indenfor Dansk Kvindesamfunds Rækker, - men selv om hver af dem var Landstingsvælger, rustet og rede til at gaa i Ilden overfor sit Parti for D. K.s Fordring om en Trediedel af Valgmandspladserne, dette vilde ikke forslaa.
Vi skal ud til de hundrede Tusinder, ogsaa, som aldrig har forstaaet Organisationens løftende sambindende Tanke, de, som bryder sig Fejl baade om Valgret og Valgbarhed, eller som i den Grad gaar i deres mandlige Partifællers Ledebaand, at de hellere bed Tungen af sig end stillede nogen Fordring paa egne Vegne, dem skal vi have Forbund med, oplyse og drage til os, - og dertil har vi ikke 2 Maaneder. Maatte hver eneste Tillidsmand, som stemte for Resolutionen paa Fredericiamødet forstaa dette og arbejde efter Evne paa at indfri det Løfte, hun med sin Stemme gav.
Der er Tid endnu til at vinde et nyt Slag - men der er ikke Tid til Hvile før Landstingsvalget er overstaaet. - Fredericiamødets Løsen var: 2den, 4de og hver 3die af de følgende Pladser paa Valgmandslisterne besat med Kvinder! - Dansk Kvindesamfund venter, at hver eneste Tillidsmand gør sin Pligt!