En Plejemoder.

„Kommer han ikke snart, Far.”

„Jo, vær nu blot taalig, lille Mor, hvis Peter kan faa fri i Aften, saa kommer de med otte Toget. Fruen har jo lovet, at, lille Otto skal faa Lov at følge med, men ellers kommer de nok med første Tog i Morgen tidlig.”

„Herregud, hvor jeg længes, hvor jeg dog længes! Bare jeg faar ham at se endnu en Gang, den søde Dreng.”

„Det gør Du nok, lille Mor, græm dig nu bare ikke.”

Den syge Kone, der talte, laa i en bred, gammeldags Seng, hvis tykke Dyner af tunge Fjer og stift hjemmegjort Vaar passede godt til de grove Blaalærreds Lagener, der skinnede af Properhed, til hendes egen udtærede Skikkelse i den brune Nattrøje og med den mørke Nathue paa Hovedet, samt til Værelsets øvrige Udstyr.

Det var kun et tarveligt Værelse og oven i Købet et Kvistværelse, men det gjorde et net og tiltalende Indtryk. I Vinduet stod Blomster og paa Kommoden og paa den høje Dragkiste stod forgyldte Fødselsdagskopper, Æsker med Konkyljer og andet Nips. Midt i Værelset ved Længdevæggen stod en gammeldags Bilæggerovn og overfor den mellem de to Vinduer et firkantet Bord paa tykke, klodsede Ben; i Stuens ene Ende havde den dobbelte Ægteseng sin Plads og i den anden en mægtig Kiste, hvorpaa stod malet, omgivet af Roser og Tulipaner paa blaa Grund: Bodil Hansdatter.

Uagtet vi befinder os i en lille Købstad, fremgaar det tydeligt af det hele Interiør, at den syge Kone, og Manden, der sidder paa Sengekanten og holder hendes Haand i sin, begge er fra Landet.

For nogle og tredive Aar siden kom de hertil fra Jylland; han var Jernbanearbejder, og paa det giftede de sig. De flyttede da herind i denne lille Kvistlejlighed og var lykkelige med hinanden. Da Arbejdet ved Jernbanen sluttede, havde de vokset sig fast til Byen og til Lejligheden, og han søgte derfor og fandt sit Brød som Arbejdsmand. Nogen videre Intelligens var han ikke i Besiddelse af, men han var en jevn og en skikkelig Mand, der passede sit Arbejde uden dog nogen Sinde at drive det videre end til Arbejdsmand. Hans Kone passede og fredede om Hjemmet, opdrog sine Børn, der kom med to til tre Aars Mellemrum, og vaskede for Folk i sit Hjem.

Disse to Menneskers Tilværelse gled rolig sin Gang uden store Sorger eller store Glæder. Børnene voksede til og kom ud i Verden, der var fem Drenge og kun en eneste Pige. De artede sig vel, og alle, selv de af dem, der allerede var gifte, søgte altid Tilhold i Hjemmet og hos Forældrene, til hvem de følte sig stærkt knyttede, om end de aldrig forstod at udtale det. De var faamælte og træge i Tanken som Faderen, men som Moderen forstod de at omgaas Folk, og Skolegang samt Købstadopdragelse havde lært dem at stile mod et højere Maal, end at træde i Faderens Fodspor.

Da den lille Pige var bleven syv Aar, forstod Forældrene, at hun vilde blive den sidste, og dels fordi det nu en Gang var bleven Moderen en Vane at have Omsorg for Smaabørn, dels for paa denne Maade at bidrage sin Skærv til Husholdningen, da hun ikke længer var stærk nok til at vaske, besluttede de at avertere i københavnske Blade om Plejebørn.

De fik Tilbud, flere end de kunde modtage, og af disse valgte de to. I nogle Aar havde de Uheld, Børnene døde, det ene efter det andet; der kom nye til, ogsaa de døde, uagtet al Umage, Kærlighed og Paapasselighed. Dette Uheld tog saa svært paa Konen, at hendes Bryst, der aldrig havde været stærkt, blev angrebet, og hun besluttede, hvor tungt det end faldt hende, da Børn var hendes Livs eneste store og tavse Passion, at opgive at være Plejemoder.

Saa skete det, at en ung Pige, Datter af ansete Forældre, havde begaaet et Fejltrin - som det kaldes - et Fejltrin, hvis Følger skulde skjules for alle, selv for Forældrene. Det lykkedes. Barnet blev født til Verden, og den unge Moder søgte en Pleje til det. I Hovedstaden maatte det dog ikke være, ti der vilde hun ikke kunne holde dets Tilværelse skjult, hendes Besøg vilde røbe den. Men en god Pleje skulde det være; paa Betalingen vilde der ikke blive set. Jordemoderen, der var temmelig ung i Tjenesten, var tilfældigvis fra den lille By, hvor Jens Nielsen og hans Hustru boede, og hun vidste, det var gode Mennesker, samvittighedsfulde til det yderste, skønt det ikke var hende ubekendt, at de havde haft Uheld med deres Plejebørn. Mulig tænkte hun ogsaa, det vilde være bedst for den unge Moder, om det lille Barn døde, og paa hendes Vegne skrev saa hun til Bodil.

Jens Nielsens Kone havde aldrig sat Pen til Papiret, og Manden svarede derfor i hendes Sted jævnt og trohjertet: „Hvis Fruen vilde betro dem sit lille Barn, saa skulde det faa al den Pleje og Pasning og Renlighed, som de kunde give det; men de var jo kun Mennesker, og Vorherre raadede for Liv og Død. De havde haft flere Plejebørn, og de var døde; en lille var dog bleven to Aar gammel, det vilde han sige Fruen paa sin Kones og sine egne Vegne, for de kunde ikke forsvare, at hun ikke vidste, hvad hun gik ind til. Nu ventede de paa Svar, og om Fruen saa vilde gøre Aftale, vilde han komme til Byen, saa snart han fik Bud.”

Den unge Pige blev lidt løjerlig til Mode, da hun hørte de brave Menneskers Uheld, og hun var mest tilbøjelig til at ville søge noget andet; men det var ikke let at finde tavse og paalidelige Mennesker, og desuden tiltalte Brevets Tone hende.

Hun gav dem sin Dreng, og fra den første Dag blev han vogtet og skærmet som det dyreste Guld. Dette Barn blev det tarvelige Hjems Lyspunkt, det, hvorom alt drejede sig. Aldrig har nogen Moder vaaget ængsteligere over sit Hjertes Barn i urolige og søvnløse Nætter end denne lejede Kone, aldrig har Forældre og Søskende med større Sorg og Bedrøvelse staaet ved et elsket Barns Smertensleje, end denne Mand og Kone, disse voksne Sønner og denne tolvaars Pige stod ved den lille Ottos Vugge, da han i Brystbetændelse stredes med Døden, da Krampen tog ham i Tandbruddets Tid, eller da Mæslinger og Kighoste plagede hans lille Legeme. Men den stærke og kvikke Fyr overvandt al Sygdom og alle Onder, og han voksede op, stor og kraftig - en rigtig lille Hustyran.

Brødrene, som han kaldte dem, forkælede ham og gav ham Skillinger, og samvittighedsfuldt gav han dem ud til Slikkeri, saa snart han paa sine smaa tykke Ben kunde stolpre ned ad Trappen og over Gaden. Søsteren var hans Legetøj og underdanige Slave, og Faer og Moer kommanderede han, de vovede ikke at sige ham imod, gav efter for alle hans Luner og læste gerne hans Ønsker ud af Øjnene, før han kom frem med dem, noget, han dog ikke var bange for. Til Gengæld elskede den lille Otto dem allesammen og vidste ikke af nogen anden Slægt at sige.

Moderen lod ikke høre fra sig og havde ikke opgivet nogen Adresse. Penge fik de regelmæssigt sendt gennem Jordemoderen, og til hende maatte de en Gang imellem sende en Beretning om Barnets Sundhedstilstand.

Alt som Tiden gik, glemtes det næsten, at Otto ikke var deres eget Barn, Barneret havde han i Huset og i alles Hjerter. Der var kun den Forskel, at han var finere og pynteligere end de. Det viste sig i selv de mindste Smaating, og det var ikke for intet, han i Nabolaget kaldtes Jens Nielsens lille Prins.

Der var gaaet omtrent halvfemte Aar, da et kønt lille Brev, Postbudet bragte om Morgen i Avgust, voldte Uro og Forstyrrelse i Huset.

Bodil fik straks slemme Anelser ved Synet af det, men tøvede med at lukke det op, indtil Manden ved Middagstid kom hjem. Omhyggeligt vaskede han sine Hænder, tog Træskoene af og Listeskoene paa, fik Brillerne frem og skar saa betænksomt den fine, duftende Konvolut op.

Det var kun nogle faa Linier, Brevet indeholdt. Ottos Moder meldte, at hun samme Dag med Eftermiddagstoget vilde komme og hente sin Dreng. Det var det hele.

Manden sad tavs og knugede det fine Papir med den sirlige Skrift sammen i sin barkede Arbejdshaand, mens to store Taarer langsomt trillede ned ad hans Kinder og forsvandt i Skæget; men Bodil slog Forklædet for Ansigtet, og hun græd, den gamle Kone, hulkede, som om hendes Hjerte skulde briste, og da den lille Otto kom listende og krøb op paa hendes Skød, trykkede hun ham ind til sig, som vilde hun holde ham fast med det samme.

Om Eftermiddagen kom Ottos Moder, der nu var bleven gift og af sin Mand havde faaet Lov til at anerkende sit Barn. Hun saa den Sorg, der herskede hos disse Mennesker, fordi dette Barn, som her havde henlevet de fire første Aar af sit Liv, nu skulde forlade dem, og hun saa Barnet, sin Dreng, ham, hun ikke havde set fra han var saa spæd, at hans Alder regnedes i Døgn, og for hvem hun nu var en fremmed. Hun ønskede næsten, hun ikke var kommen.

Da Tiden kom, de skulde gaa, skreg Otto paa det kraftigste og protesterede mod at gaa med, han vilde blive hos Moer, og han klamrede sig til Bodil, der grædende søgte at tale ham til Rette.

Det stod dog ikke i menneskelig Magt. Ottos Moder maatte rejse alene, men gjorde Aftale med Jens Nielsen og Bodil, at de ottende Dagen efter skulde bringe hende Drengen.

Den Dag satte Mærker som aldrig svandt.

Da Drengen var borte, havde de alle en Fornemmelse, som var der sket et Dødsfald, som havde den ubarmhjærtige Død revet ud af deres Arm, det kæreste, de ejede. Om atter at tage et Plejebarn i Huset var der ikke Tale.

Bodil holdt sig længe oven Senge, skønt Astmaen tog svært paa hende og Hosten undertiden truede med at kvæle hende, men da Efteraarets mørke Dage kom med Storm og Kulde og Løvfald, da lagde hun sine trætte Lemmer til Hvile i den brede Seng med de tunge Dyner, hun havde ikke længer Kræfter til at holde sig oppe. Lægen blev hentet og Dommen lød: Astma, Tuberkler paa Lungerne, kan muligt blive langvarigt.

I Dag var det Juleaften. For at glæde hende, havde Jens Nielsen skrevet ind til Fruen og bedt hende, om Otto maatte rejse ned til dem og blive hos dem i Julen, saa vilde Sønnen Peter, der havde Plads hos et Herskab, men havde faaet Lov at rejse et Par Dage hjem, komme op og hente ham. Han bad saa mindelig Fruen om at lade Drengen rejse, da alene Tanken om at se ham havde gjort Bodil saa glad, at han troede, hun skulde komme sig. Der var kommet Svar, og nu ventede de Otto i Dag eller i Morgen.

Datteren, Karen, der nu var seksten Aar, var taget fra sin Plads for at pleje Moderen, og ude i det lille Køkken gaar hun nu og laver til de tarvelige, men dog festlige Retter, der skal paa Bordet om Aftenen.

Der hviler en egen Julestemning over det lille Hjem, over den syge Kone, over Fader og Datter, og deri er ikke alene Duften af den friske Julekage Skyld, heller ikke Surkaalen med det lækre Stykke Flæsk, der staar og smaakoger paa Skorstenen ved Siden af Risengrøden, men den salige Forventning, der opfylder dem alle, Forventningen om den lille Dreng, der skal komme.

Skumringen falder over Stuen og indhyller alt i sine dybe Skygger, der høres kun Bornholmeruhrets Tikken og Bodils stønnende Aandedræt, medens Mørket nu og da brydes af en Flamme fra Bilæggerovnen, der nylig paany er fyldt med Tørv.

„Faer”, lyder pludselig den syges svage Stemme. „Faer, tror Du det er Synd for Vorherre?”

„Hvad mener Du, Moer?”

„Tror Du, det er Synd for Vorherre, at jeg gør mere af Otto end af mine egne Børn?”

„Det kan aldrig være Synd at holde af et Barn, Moer. Hvor falder Du dog paa det!”

„Jo, fordi jeg kan mærke, at jeg ikke kan dø, før jeg har set ham, og saadan længes jeg ikke efter Peter eller Søren eller Kristian eller efter deres Børn.”

„Men Du er jo glad for dem ogsaa, Moer. Se saa, kan Du nu ikke sove lidt i Mørkningen, indtil vi skal spise?”

„Jeg skal se ad.”

Jens Nielsen blev trolig siddende paa Sengekanten. Karen kom ind med Lys, saa dækkede hun Bord, og da alt Haab var ude om, at Peter og Otto kunde komme den Aften, blev Maden baaren frem og spist, uden at der veksledes mange Ord.

„Karen”, sagde Moderen lidt efter, „har Du tænkt paa et Juletræ til Otto?”

„Jeg har en lille Kvist i en Urtepotte, Moer, og den kan jeg snart faa pyntet til ham.”

„Nej, han skal have sig et rigtigt Træ, og jeg vil selv pynte det; han skal have Sukkerstads og Kringler og mange Lys og Æbler; og Legetøjet, vi har til ham, kan ligge under det.”

Karen var vant til at lyde, og hun gik straks ud og købte et lille Juletræ, der i en Ballie med Sand blev sat paa Bordet.

Hun viste nu Moderen alle de Godter, hun samtidig havde købt, fiks og færdig til at hænge paa, og Legetøjet og alt det andet, der var bestemt til lille Otto, blev hentet frem.

Men alt, hvad Jens Nielsen og Karen bad Bodil om at blive liggende og bare sige, hvordan de skulde pynte Træet, saa hjalp det ikke.

„Ingen anden skal pynte Juletræet til min egen Dreng end Plejemoer,” sagde hun, og de maatte hjælpe hende i Klæderne, hjælpe hende til at støtte paa de stakkels rystende Ben, der ikke havde baaret hende i seks Uger.

Glæden og Forventningen gav hende Kræfter, og da en Time var gaaet, stod det lille Juletræ og kastede Glans over den tarvelige Stue. Bodils svage, skælvende Fingre havde bundet Sløjfer, sat Lysene fast og hængt alle de for Barnehjærtet saa kostelige Sager paa de grønne Grene, ingen maatte hjælpe hende, kun Jens Nielsen fik Lov til at sætte en Guldstjerne fast oppe i Toppen, saa højt kunde hun ikke naa.

Men nu var hun ogsaa udmattet, og et hæftigt Anfald af Hoste tog de sidste Kræfter, saa Jens Nielsen maatte tage hende paa sine Arme og lægge hende i Sengen. Først et Par Timer efter kunde de tænke paa at faa hende klædt af.

Da Klokken var henad tolv sov hun roligt, men paa hver Kind brændte der en feberhed Plet. Karen gik ud til sin Slagbænk i Køkkenet, og Jens Nielsen klædte sig af og lagde sig i den store Ægteseng ved Siden af Bodil.

„I Jesu Navn!” sagde han, saa vendte han sig om paa Siden og sov straks ind.

Julemorgen brød frem. Det første graa Dagskær tittede ind ad de smaa Ruder og Klokkerne kaldte til Froprædiken.

Natten havde været rolig for den syge, hun havde sovet uafbrudt efter Anstrængelsen med Juletræet og det voldsomme Anfald.

Jens Nielsen slog Øjnene op, saa, at Dagen begyndte at dæmre, og lyttede til Bodils Aandedræt, der forekom ham unaturlig hurtige. Han rejste sig op, bøjede sig ned over hende, men kunde ikke skelne hendes Ansigtstræk.

Hurtigt stod han op og vilde tænde Lyset, men før han fik fat i Tændstikkerne, hørte han en halvkvalt Rallen, og da han vendte sig om og løftede Bodil op i sine Arme, fik hun netop saa meget Luft at hun kunde hviske: „Kommer - Otto - - Juletræet”.

Det var de sidste Ord, hun sagde. Et Øjeblik efter var hun død.

Men Juletræet straalede i al sin Glans, det blev hendes sidste Kærlighedsgave til det Barn, der, skønt ikke hendes eget, dog stod hendes Hjærte nærmest. Og denne Gave kostede hende Livet. Anstrængelsen havde været for stor.

Hverken Karen eller Jens Nielsen kunde rigtig fatte, hvad der var sket. Deres Sorg ejede hverken Taarer eller Ord.

Da klang pludselig ude paa Trappen en høj Barnestemme: „Halløj, Plejemoer! Glædelig Jul! kan Du høre, nu kommer Otto?”