Fra Rigsdagen

T rier: .... Der er et Punkt, jeg gerne vil fremdrage, ikke fordi jeg egentlig gaar ud fra, at der ved den­ne Lejlighed er nogen Ændring at vente deri, men fordi jeg, ligesom ved tidligere Lejligheder, finder det naturligt at paakalde Opmærksomhe­den for det vedkommende Forhold, hver Gang der er Anledning dertil. Det forekommer mig ganske urime­ligt at fastholde den Modsætning mellem kvindelige og mandlige Læ­rerkræfters Lønning, som er fastslaaet her i Lovforslaget. Der for­langes samme Uddannelse, samme Arbejde, samme Ansvar, og det kan ikke siges, at Arbejdet fra Kvinder­nes Side udføres med ringere Dygtighed eller ringere Opbydelse af personlige Kræfter, tværtimod vil jeg snarere sige. Der kastes derved en Skygge over de kvindelige Lærer­kræfters Arbejde, som om det ikke fuldt ud kunde maale sig med det, man kan forlange af normale, mand­lige Lærerkræfter. Det forekommer mig, at der er al mulig Grund til at stille Mænd og Kvinder ens, naar Opgaven, der skal løses, er ganske den samme, og Betingelserne for at løse den er til Stede i samme Grad. Dette Forslag forekommer mig end­da at gaa et Skridt videre, end man hidtil har været vant til. Hvis jeg ikke tager meget fejl, har man ikke hidtil lønnet Kvinder i de øverste Stillinger ringere end Mænd i tilsvarende Stillinger. Mon jeg tager fejl, naar jeg siger, at et Overlægeembe­de ved Aandssvageanstalten ved Aal­borg, beklædt af en Kvinde, lønnes, som det vilde blive, hvis det var be­klædt af en Mand, og mon det ikke ogsaa er Tilfældet, at en Hospitalsforstanderske paa en Anstalt ved Aarhus lønnes som en Mand, eller mon Anbejdsløshedsinspektøren, som i dette Øjeblik er en Kvinde, lønnes ringere, end en Mand vilde blive løn­net i samme Stilling? Jeg tror det ikke. I alt Fald ved jeg, at i Køben­havn lønnes en kvindelig Skolein­spektør akkurat paa samme Maade som en mandlig, og at en kvindelig Viceskoledirektør, som vi i Øjeblik­ket har i København, lønnes med ganske den samme Løn som hendes mandlige Kolleger. Det er altsaa i Virkeligheden saaledes, at for saa vidt en Forstanderinde her skal lønnes ringere end en Forstander, vil dette sige et Tilbageskridt i Forhold til, hvad der maa siges at være al­mindelig Praksis i saadanne over­ordnede Stillinger. Jeg henleder Op­mærksomheden derpaa, ikke fordi jeg nærer nogen forfængelig Indbild­ning om, at der i dette Øjeblik i denne Sag kan gøres nogen Forandring, men fordi det forekommer mig at være af Betydning, at man ikke slaar sig til Ro med den Tanke, at nu er det en Gang saaledes, at Kvinder skal lønnes ringere end Mænd, selv om man anerkender, at de løser de samme Opgaver og gør det med samme Dygtighed.

Ejsing: Overfor de sidste Udtalel­ser af det ærede 6te kongevalgte Medlem (Trier) vil jeg gøre op­mærksom paa, hvad der staar i § 3, at de vedkommende Stillinger lønnes henhold til den Lov, vi vedtog i1916, i hvilken er nævnt Lærerpersonalet ved Seminarierne, Forskoleseminariet i Vejle og saa vidt jeg husker, Adjunkterne ved Sorø Aka­demi og de lærde Skoler. Der er dér gjort den samme Forskel som her. Sagens Realitet skal jeg ikke indlade mig paa, men jeg vil kun gøre op­mærksom paa, at for Tiden er det et Spørgsmaal, om hvilket der forhand­les meget i den nedsatte Lønningskommission, og at Spørgsmaalet er af meget vidtrækkende Betydning, ogsaa økonomisk, saa at det ikke er saa lige til. Men det glæder mig, at det ærede Medlem ikke vil rejse no­gen Strid om det denne Gang; saa slipper vi jo nemt over det.

Trier: Der staar i § 3, at Lærere (Lærerinder) og Forstander (For­standerinde) lønnes efter de i Lov af den og den Dato givne Bestemmelser, og der tilføjes; „dog saale­des, at Lønnen for en Forstanderin­de og en Lærerinde ikke kan over­stige” ...  o. s. v. Det plejer at be­tyde, at man gør en Undtagelse fra de Bestemmelser, man henviser til; ellers skulde der ikke have staaet: „dog saaledes, at”, men „saaledes at”. Maaske er det en Fejl i Affat­telsen af Lovforslaget, men Affattel­sen giver Anledning til at tro, at hvis man uden videre fulgte Bestemmel­serne i Loven af 22. April 1916, vil­de denne Forskel ikke være frem­kommet. - Naar det ærede Medlem sagde, at en Lønningskommission i Øjeblikket beskæftiger sig med den­ne Sag, og at derfor skulde man ik­ke forandre noget, vil jeg dertil sva­re, at jeg har jo ogsaa af den Grund ment, at der ikke var Anledning til praktisk at stille noget Forslag i det­te Øjeblik, men jeg kan paa den an­den Side ikke ret vel indse, hvorfor man, naar en Lønningskommission beskæftiger sig med Sagen, netop af­viger fra Praksis paa et saadant Omraade, og det gør man, naar man lønner Indehaveren af en overordnet Stilling ringere, fordi det er en Kvin­de, medens man i andre overordnede Stillinger ikke gør denne Forskel, som jeg har paavist Eksempler paa. Jeg mener, at man netop ogsaa paa dette Punkt skulde blive ved det bestaaende, indtil Lønningskommissionen var færdig.

Undervisningsministeren (Kejser-Nielsen): .... I Anledning af den Strid, der sidst blev ført mellem det 6te kongevalgte Medlem

(Trier) og det ærede 1ste Medlem for 10de Kreds (Ejsing), vil jeg sige, at det er ikke rigtigt, naar det ærede 6te kongevalgte Medlem udtaler sig saa stærkt om en almindelig Praksis. Det er ganske rigtigt, at der findes enkelte i overordnede Stillinger - jeg kunde foruden dem, det ærede Medlem nævnede, ogsaa have nævnt f. Eks. Førstelærerembederne paa Landet, hvis man vil kalde dem over­ordnede Stillinger -, hvor Kvinder­ne lønnes paa samme Maade som Mændene. Men i den Lov, som, det ærede 1ste Medlem for 10de Kreds nævnede, er der ganske udtrykkelig givet Lønningsregler for Seminarie­lærere, foruden for andre, og det vil­de da være ganske urigtigt, hvis vi ikke fulgte de Regler. Dersom man her havde fulgt andre Regler, vilde man derved have ændret den Lønningslov, og der er udtrykkelig den Gang taget det Forbehold, at det sid­ste Lønningstillæg, de sidste

400 Kr., ikke er blevet indført for Kvindernes Vedkommende. Jeg kan ogsaa godt oplyse det ærede Medlem om, hvad det var, der i idet andet høje Tings Udvalg bevirkede, at man ikke tog dette sidste Løntillæg med, det var den Omstændighed, at der fandtes en Opgørelse, som viste, at Kvinder­ne i deres Arbejdstid havde haft no­get mere Sygelighed end Mændene, det var Grunden til, at de sidste 400 Kr., det sidste Løntillæg, ikke kom Kvinderne til gode. Men naar der er en Lønningslov for Seminarierne, hvor der udtrykkelig er gjort den Forskel, og den samme Forskel er gjort ogsaa med Hensyn til andre i Staten ansatte, baade for lavere løn­nede og for de højest lønnede, vil det være nødvendigt at gøre samme Forskel i denne Lov, indtil man even­tuelt ved Lønningskommissionens Arbejde kan faa ophævet denne For­skel mellem Mænds og Kvinders Løn­ninger, som jeg for mit Vedkommen­de i og for sig ogsaa vilde anse det for rigtigt at faa hævet.

Vi skal senere komme tilbage hertil.