« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad Haanden skriver d. 30. Marts 1918
Det havde aldrig været Dansk Kvindesamfunds Tanke, da det indgav i 1908 sit Andragende om, at Kvinder ogsaa maatte kunne komme i Besiddelse af et af Staten oprettet Husmandsbrug, at Tilladelsen kun skulle gælde de ugifte Kvinder og Enker, og heller ikke i Folketinget blev der rejst Indvendinger imod, at alle Kvinder skulde have Adgang, naar de opfyldte de for Mændene fastsatte Betingelser. Men da Forslaget kom op i Landstinget indsatte dette det i vor Lovgivning velkendte Skel mellem den gifte og den ugifte Kvinde; kun den sidste maatte have Adgang til den økonomiske Selvstændighed, som Erhvervelsen af en Husmandslod betyder.
Er der nu nogen sund Mening i at opretholde denne Skranke for den gifte Kvinde? - Selvfølgelig maatte Forudsætningen for, at hun kunde komme i Besiddelse af en Husmandslod være den, at hun selv raadede over de fornødne Midler til Ejendommens Overtagelse og ikke skulde have den af Fællesboet, ligesom ogsaa Husmandsbruget skulde være hendes lovlige Særeje, men er dette Forbehold taget, skulde der ikke synes at være nogen rimelig Grund til at udelukke den gifte Kvinde. Der staar i Lovens § 22 en Bestemmelse om, at hvis en Mand og Kvinde, som hver for sig er Ejer af et Statshus, indgaar Ægteskab, skal det ene af de 2 Husmandsbrug afvikles senest 2 Aar efter Ægteskabets Indgaaelse, og D. K. har desuden i sit Andragende af 1914 foreslaaet, at der til Lovens § 2 skulde tilføjes, at „kun en af de samtidig til en Husstand hørende Personer kan erholde Husmandsbrug paa de i denne Lov indeholdte Vilkaar." Faren for en Sammenlægning af 2 Husmandsbrug er dermed udelukket.
Det har vist sig, at ugifte Kvinder udmærket godt har kunnet drive Husmandsbrug, og de mister antagelig ikke Evnerne dertil, fordi de indgaar Ægteskab. Mangen Hustru, bosiddende paa Landet og opøvet i Jorddyrkning, men gift med en Mand udenfor Landbostanden, en Sømand, en Fisker, en Haandværker o. fl., kunde have stor Fordel af at drive et Husmandsbrug og derved hjælpe til
Familiens Underhold; ikke at tale om de, forladte eller fraseparerede Hustruer, som ogsaa efter den nugældende Lov er udelukkede.
Grundlovens Bestemmelser om alle Borgeres frie og lige Adgang til Erhverv kan ikke forliges med gift Kvindes Udelukkelse fra Statens Husmandsbrug.
Dette er, hvad Haanden skriver d. 30. Marts 1918.