« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelig Virksomhed.

Af: Johanne Meyer

« Se emneord

Naar Vinteren begynder, bliver Middagsmaden mere nødvendig, især for dem, der ikke har lune Stuer, men maa nøjes med de utætte Tagkamre eller de kolde fugtige Bagstuer i de indelukkede Gaarde.


Hos velhavende Folk har man derfor i mange københavnske Huse den Skik en eller to Gange om Ugen at benytte store Gryder, koge en kraftig Kødsuppe og lade et Par fattige Familjer afhente denne Middagsmad til sig selv og deres talrige sultne smaa. Det er ikke alene en kærlig Maade at hjælpe de Fattige paa, men det er ogsaa en forstandig Maade; thi man véd da med Vished, at den fattige Familje i det mindste den Dag kan spise sig mæt og føle sig glad og vel til Mode. Vilde mange Familjer gøre lige saa, blev dog nogen Nød afhjulpen.


Men København er stor, og mange store Gryder maatte sættes i Kog, om alle de Nødlidende skulde mættes, og vi kan derfor ikke lade være at bede vore Læsere ude paa Landet, som maaske dog har rundeligt med Fødevarer, at tænke lidt paa „Mødres og Børns Bespisning", der sikkert er det Madsted, som i København udretter mest.


Generalinde Harbou, som forestaar Bespisningen, er vel kendt her inde for sin praktiske og forstandige Maade at gøre godt paa. - Hun begynder nemlig fra Grunden. Det er diegivende Mødre, Anstalten tager Sigte paa og for hvem den varme Stue lukkes op og for hvem den kraftige Mad sættes paa Bordet.


Fru Harbou fortæller selv, at Tanken og Omsorgen for Mødrene og de Smaa fik hun allerede for 35 Aar siden, da hun mistede en lille Søn. Hun følte da, hvor vanskeligt det var for en Moder, der har alle Betingelser for at kunne gøre det godt for sit spæde Barn; hvor meget vanskeligere er det saa ikke for den Fattige, der ofte maa mangle det nødvendigste, medens hun giver sit Barn Bryst. Fru Harbou kom dog ikke til at realisere sine Tanker før mange Aar senere.


Det var i 1885, da Smedestrejken i København havde fremkaldt den gruelige Nød, at en Moder kom til Fru Harbou og bad om Mælk til sit lille Barn, en kraftig lille Fyr, som bragte sin Moder til næsten at segne under Byrden, bleg og udmagret, som hun var. Da Fru Harbou udtalte sin Forundring over, at hun ammede saa stor en Dreng, svarede hun: „Det er umuligt at skaffe ham anden Føde, thi vi andre har i tre Maaneder kun haft Fedtebrød og knapt nok af det.”


Billedet af denne udhungrede diegivende Moder forfulgte Fru Harbou, og nu tøvede hun ikke længere. Hun fik af sin Husvært Lov til at benytte en ledig Kælder ved sin egen Bolig, og talte saa med Venner og Bekendte om sit Forehavende, at koge Mad til Mødre, der gav Bryst, og deres mindste Smaa, der selv kunde spise.


Planen lykkedes over al Maade, Fruens praktiske Dygtighed vakte stor Deltagelse, og mange bragte deres Gaver baade i Fødevarer og Penge.


I faa Aar udvidede Bespisningen sig til fem Lokaler. Man har spredt Lokalerne rundt om i Byen, for at Mødrene ikke skal have for langt at gaa. Saaledes er det for selve Byen, Gothersgade 52, 2. Sal, for Vesterbro og Frederiksberg, Haveselskabets Vej 5A, 1. Sal, for Kristjanshavn og Amager, Store Torvegade 24, Sidebygningen, 1. Sal, for Nørrebro og Utterslev Mark, Nørrebrogade 193, 1. Sal. og for Østerbro med omliggende Veje, Østerbrogade 108, Stuen. Alle disse Steder sidder unge Mødre med deres Smaa paa Skødet og et eller to af deres større Børn ved Siden og spiser sig mætte ved den dejlige Mad, som sættes for dem paa Bordet. Der spørges Gæsterne, naar de har spist den første Portion, om de vil have mere, og de maa spise saa meget, de kan, ved det gæstfri Bord. Hvert Sted mættes daglig 100 Mødre og Børn.


Og Fru Harbou spørger ikke, om det er ægteviede Hustruer, der søger Hjælpen, for hende er det Mennesker alle, der trænger, og som giver Die til de Smaa.


I Sygdomstilfælde kan Barselpatienten lade Maden afhente, og den er da tillavet efter Patientens Tarv. Naturligvis kan ikke enhver gaa hen og spise, dertil er en Hovedstad som København altfor stor, og Bespisningen af alle de Gæster, der vilde besøge Anstalten, aldeles uoverkommelig. Nej, Selskabet er vel organiseret, og talrige af de Kvinder, som er kendte i de Fattiges Huse, indstiller de unge Mødre. I Sygdomstilfælde vil Lægens Attest være det Trylleord, der lukker Døren op for den Trængende.


Enhver vil kunne forstaa, at der skal et godt Spisekammer til med rigelige Fødevarer for at holde de mange Gryder fyldte, og vi behøver vel neppe at tilføje, at gode og sunde Fødevarer vil være lige saa velkomne som Penge. Fødevarer vil bedst kunne sendes til Gothersgade 52. 2. Sal, hvor den første Bespisningsanstalt findes. Forstanderindens Bopæl er Dosseringen 8, 1. Sal, N., hvor alle nærmere Oplysninger vil kunne erholdes. Ingen maa mene, at en mild Vinter gør Bespisningen overflødig. Der findes allerede nu talrige Arbejdsløse og dermed ogsaa mange sultne Mødre med smaa Børn.


Kvinderne maa her hjælpe hverandre.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner